Partier efter Dong-indsigt: Sagen er langt fra slut
Efter indsigt i hemmeligholdte dokumenter savner en række partier fortsat svar på centrale spørgsmål om Dong-salget.
Folketingets Finansudvalg har torsdag haft mulighed for at læse dokumenterne fra salget af dele af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Alligevel er sagen ikke slut.
Både Enhedslisten, SF, Dansk Folkeparti og Alternativet efterlyser nemlig fortsat svar på centrale spørgsmål for at kunne vurdere, om tilbuddet fra Goldman Sachs reelt var det bedste for den danske stat, sådan som både forhenværende finansminister Bjarne Corydon (S) og hans efterfølger Claus Hjort Frederiksen (V) har fastslået.
”Jeg er ikke blevet mere tryg ved den handel, der blev indgået med Goldman Sachs. Jeg mener stadig, at der er meget, der peger på, at der var andre muligheder, man kunne være blevet afsøgt – for eksempel at indgå en aftale med en eller flere danske pensionskasser,” siger Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted.
På den baggrund vil Enhedslisten stille en række afklarende spørgsmål til finansministeren. Pelle Dragsted kan imidlertid ikke røbe indholdet af sine spørgsmål, da de hidtil hemmeligholdte dokumenter fra salget er blevet vist til udvalget i fortrolighed - for lukkede døre, uden mobiltelefoner og i et afmålt tidsrum på syv timer.
Og med historikken in mente - at forhenværende finansminister Bjarne Corydon ikke ville lade Finansudvalget se de alternative bud på Dong-aktierne bl.a. af frygt for, at udvalget medlemmer ville lække oplysninger til pressen - agter udvalgets medlemmer at overholde fortroligheden.
De nye dokumenter giver dog ikke fyldestgørende svar, lyder det fra flere af partimedlemmerne, og også SF efterlyser flere informationer fra finansministeren.
”Der er nogle ting, som gør, at jeg har behov for at stille nogle opfølgende spørgsmål, inden jeg vil kunne konkludere noget,” siger Jonas Dahl, der på grund af kravene om fortrolighed heller ikke kan gå i flere detaljer om spørgsmålenes karakter.
Også hos Alternativet mener finansordfører Josefine Fock, at der er behov for at flere svar fra finansministeren.
Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl, der fra 2001-2011 var formand for Finansudvalget, har tidligere peget på, at dokumenter fra kapitaludvidelsen og processen ville kunne skabe klarhed over salget. Og ud over de alternative bud interesserer partiformanden sig også for forlydender om et bud fra ATP.
I bogen ”Det bedste bud” fremgår det således, at ATP’s underdirektør, Claus Wiinblad, i slutningen af forløbet skulle have smidt en royal straight flush på bordet. Danmarks største pensionskasse var angiveligt klar til at "matche" Goldman Sachs tilbud. Men det afviste finansminister Claus Hjort dog torsdag med henvisning til et brev fra direktøren fra ATP.
Brevet er imidlertid en del af de dokumenter, som Finansudvalget torsdag har haft adgang til, og DF-formanden udleder ikke samme konklusion som finansministeren:
”Jeg kunne ikke finde et svar på, om ATP kom med et sidste bud, der matchede Goldman Sachs. Jeg er blevet klogere på nogle ting, men ikke klogere på de helt centrale spørgsmål,” siger Kristian Thulesen Dahl til DR.
Liberal Alliances finansordfører og formand for Finansudvalget, Ole Birk Olesen, har efter læsningen af Dong-dokumenterne slået fast, at salget af Dong til netop Goldman Sachs var det mest fordelagtige for Danmark.
"Det var unødig mistænkeliggørende at hævde, at daværende finansminister Bjarne Corydon og Finansministeriet ikke valgte det bedste bud. For det gjorde de helt indlysende, når man læser papirerne," siger Ole Birk Olesen til Ritzau:
"Man kunne ikke have valgt et andet bud og have fået seks til otte mia. kr."
Goldman Sachs købte sammen med de danske pensionsselskaber ATP og PFA 26 pct. af Dong for 11 mia.kr. Heraf kostede Goldman Sachs' andel på 19 pct. otte mia. kr.
Fredag formiddag har Finansudvalget mulighed for at se dokumenterne igen, og derefter kan medlemmerne stille skriftlige spørgsmål til finansministeren.