Kultursociolog: »Dansk Folkepartis vælgere anser sig selv for at være ordentlige mennesker«

De er oppe i alderen, bor uden for København og har med høj sandsynlighed en erhvervsuddannelse og en lav husstandsindkomst.

Sådan lyder i hvert fald den umiddelbare typiske beskrivelse af den gruppe danskere, der torsdag voksede massivt og stemte Dansk Folkeparti ind i Folketinget med 37 mandater.

Men der er én ting mere, der er værd at nævne om de, hvis politikere i hvert fald gennem tiden er blevet kaldt snart sagt alt andet end stuerene af sine kolleger:

De går på arbejde hver dag, betaler skat, stjæler ikke og bidrager sit til samfundet, forklarer Emilia van Hauen, og det vil de anerkendes for. Det er nøjagtigt, hvad Dansk Folkeparti har gjort.

»Mange af disse vælgere anser sig selv som fundamentet for den danske velfærdsmodel, og problemet for dem er, at de aldrig oplever at have fået den anerkendelse, som de mener, de burde have fået. Det er en vigtig pointe at hive frem, fordi man ofte affærdiger partiet som et "indre svinehunds"-agtigt parti. Og skal man forstå det politiske landskab i dag set fra vælgernes side, er det alt for snæver en betragtning at have,« siger Emilia Van Hauen.

Netop den gruppe af helt almindelige, »ordentlige« mennesker har ingen andre før Dansk Folkeparti formået at sætte rigtigt spot på - eller for den sags skyld anerkende for deres arbejde. Og deri ligger altså årsagen til partiets massive succes, mener Emilia van Hauen.

For mens akademikere og den kreative klasse indtager skærmen under nyhederne, og utilpassede, kriminelle og flygtninge får lov at blive politiske sager, bruges der meget lidt tid på de almindelige danskere, der bor i villa i Smørum, forklarer Emilia van Hauen.

»De får sjældent taletid og slet ikke klap på skulderen, men det var, hvad der skete, da Dansk Folkeparti begyndte at blive taget alvorligt i det politiske landskab,« forklarer hun.

»Man kan især dadle de andre partier Dansk Folkepartis store succes, fordi de ikke i tide genkendte en meget stor del af den danske befolknings længsler og behov. For dermed har man heller ikke givet plads til dem. Det er det, DF har set og ændret på,« understreger hun.

Da Dansk Folkeparti blev stablet på benene var det med en vision om på én gang at kunne føre en stram udlændingepolitik, være skeptisk over for EU og holde hånden under ældre. Ved partiets første folketingsvalg i 1998 ledte det til, at man fik 7,4 pct. af stemmerne.

Men det fik også den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) til dengang at lade partiet og befolkningen vide, at han aldrig ville anse Dansk Folkeparti for at være »stuerent«.

Ved valget den 18. juni endte Dansk Folkeparti med 21,1 pct. af stemmerne og 37 mandater i Folketinget. Kristian Thulesen Dahl fik i alt 57.371 personlige stemmer.

»Pia Kjærsgaard har gjort partiet stuerent, fordi det fik så stor tilslutning, at resten af Folketinget blev nødt til at tage dem alvorligt. Hun sagde til sine vælgere: I må gerne være her, og nu skal jeg nok kæmpe for jer, så I bliver synlige. Det er derfor udtryk for ufolkelig arrogance, når blandt andre Poul Nyrup Rasmussen stemplede dem som ikke-stuerene. Det må helt naturligt blive opfattet som meget provokerende, når man anser sig selv for at være et ordenligt menneske, der er vigtig for samfundet,« siger Emilia van Hauen.

Nøjagtigt den vrede har Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti formået at sætte ord på. Og så gør det ikke noget, at den nye partileder Kristian Thulesen Dahl selv fremstår som en »utroligt ordentlig mand«, siger sociologen, hvilket hans høje personelige stemmetal også afspejler.

Selvfølgelig spiller den stramme udlændingepolitik også en rolle. Emilia van Hauen forklarer, at mange af DF-vælgerne har gennemsnitlige indkomster og arbejder hårdt hver dag for at få en normal hverdag til at fungere.

»Derfor virker det stødende på dem, at mennesker, der ikke har betalt deres skat og bidraget til det danske samfund, kan få økonomisk støtte og hjælp uden at yde noget for det. Især ikke, hvis det samtidigt føles som om, de håner de danske værdier,« siger Emilia van Hauen.

Men vælgerne er endnu klar over, at deres holdninger ikke deles af størstedelen af befolkningen. Og derfor holder mange af dem også deres politiske krydser for sig selv, vurderer hun. 

»De vælgere, der stemmer Dansk Folkeparti, men som ikke tør sige det højt, kan man have en formodning om, skammer sig over at støtte et parti, der af mange bliver anset for at være fremmedfjendsk og ligefrem racistisk. Den danske folkesjæl er knyttet til begreber som tolerance og åbenhed, og derfor er det pinligt at sige, at man er lukket over for blandt andet flygtninge, for man kommer til at fremstå som en bagstræberisk person,« siger hun.

Valgsejren fik danskere i hobetal til hidsigt at logge på sociale medier og i hashtags erklære sig som »flygtninge«, der måtte forlade landet efter Dansk Folkepartis fremgang.

Det skrev Jyllands-Posten en artikel om, og i kommentarsporet til artiklen fik én kommentar 1.148 synes godt om-tilkendegivelser.

»Der er intet racistisk over at prioritere at bruge sine penge andre steder end kun på flygtninge. Jeg er ikke racist, jeg er nationalist, jeg hader ikke andre lande, jeg elsker bare mit eget. Er det forkert at elske og værdsætte, det man har?« skrev skribenten bag blandt andet.