Politikere får kampagnepenge over MobilePay
MobilePay er blevet et effektivt værktøj for politikere i valgkampen.
MobilePay er ikke bare et populært redskab for almindelige mennesker, når der skal overføres mindre beløb nemt og hurtigt.
Også politikerne har fået øjnene op for betalingsmidlet i denne valgkamp. En af dem er Søren Pind (V), som for to dage siden måtte sande, at flere af hans valgplakater var blevet udsat for hærværk.
Det meldte han i første omgang til politiet. I anden omgang lagde han billeder af plakaterne op på Facebook og bad om hjælp til at finansiere nogle nye.
"Jeg lagde det op for to dage siden, og ind til videre har vi fået mellem 3.000 og 4.000 kroner om dagen. Jeg bliver faktisk helt rørt over det," siger Søren Pind.
MobilePay er politikernes nye finansieringsværktøj
Beløbene rækker i størrelse fra 10 kroner til et enkelt eksempel på maksimalbeløbet på 2.000 kroner. Og pengene stammer alle mulige steder fra, forklarer politikeren, der stiller op for Venstre i Østerbrokredsen i København.
"Der var for eksempel en SU-modtager, som gav 75 kroner. Hun skrev, at hun var meget frustreret over hærværket, og derfor ville hun give de penge. Det er altså meget sødt," siger han.
Pengene skal gå til nye plakater, pjecer og så til at føre kampagne på Facebook, hvor man kan købe sig til en større rækkevidde i almindelige brugeres feeds med sponsorerede opslag.
MobilePay opruster, Samsung følger op på kritik og test af LG-flagskib
Søren Pind er ikke den eneste, der har fået ideen til at samle ind på mobilen. For Enhedslisten udgør bidragene en betydelig del af de penge, partiet har til at føre kampagne.
Enhedslisten håber på at komme op på 800.000 kroner i alt i løbet af valgkampen, og partiet har ind til videre modtaget omkring 300.000 kroner - inklusiv overførsler fra Swipp og andre bankoverførsler.
Målt på tid holder Liberal Alliance dog en imponerende form, hvad angår indsamling af penge over MobilePay. En time efter Anders Samuelsen lavede et opslag lørdag eftermiddag, havde han indsamlet 30.000 kroner.
Det er dog slet ingenting i forhold til den ambition, direktør for Saxo Bank Lars Seier Christensen har sat her til morgen.