Fortsæt til indhold
Politik

Dansk Flygtningehjælp: Urealistisk at hjemsende særligt mange flygtninge

Fred i hjemlandet er forudsætningen for, at regeringen kan hjemsende flygtninge. Men freden har ofte meget lange udsigter.

Det er langt fra sikkert, at regeringens plan om at sende flere flygtninge tilbage til deres hjemlande vil fungere i praksis.

Forudsætningen for hjemsendelse er nemlig, at der er opstået fred – eller i hvert fald mere fred – og den slags gode nyheder har ofte meget lange udsigter.

Det forklarer Andreas Kamm, generalsekretær for den humanitære organisation Dansk Flygtningehjælp, som er landets største aktør hvad angår hjælp til flygtninge i uroplagede områder.

"Jeg er bange for, at forslaget ikke vil ældre afgørende ved situationen," siger han til Jyllands-Posten og fortsætter:

"Forklaringen er, at de konflikter, som folk flygter fra ude i verden, desværre varer i 10-20 år. I nogle tilfælde mere."

Tendensen er, forklarer han videre, at de såkaldt "langvarige flygtningesituationer" varer længere og længere. For bare nogle år siden varede konflikterne i gennemsnit omkring 10 år – nu varer de i snit det dobbelte, påpeger han. Og det har selvsagt stor betydning for flygtningestrømmene.

"Man skal aldrig beklage, hvis der opstår fred et sted. Det er kun godt og lykkeligt, når flygtninge kan vende hjem, og det er jo netop dét, vi arbejder for i Dansk Flygtningehjælp. Men udviklingen viser desværre, at kriserne bliver længere og længere, og dermed er det sjældent muligt at inddrage flygtninges midlertidige opholdstilladelser," siger Andreas Kamm.

Som lovgivningen er i dag, har Danmark netop mulighed for at inddrage opholdstilladelserne og sende flygtninge tilbage, hvis der opstår fredeligere forhold i hjemlandet. Men siden 2005 har myndighederne reelt ikke undersøgt, om det kunne lade sig gøre, afslørede Jyllands-Posten for nylig.

De seneste 20 år er skønnes det, at kun 10-20 flygtninge er blevet sendt tilbage til hjemlandet med henvisning til fredelige forhold. Det oplyste flere kilder i Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen for nylig over for Jyllands-Posten.

Borgerkrigen i Syrien har nu raset i over tre år og, der er ingen udsigt til en snarlig afslutning. Det samme gælder for de blodige kampe og terrorangreb flere steder i Irak og Afghanistan samt i den bevæbnede konflikt i Sydsudan.

I sidste uge opfordrede netop Dansk Flygtningehjælp de danske politikere til at hæve blikket og få proportionerne på plads, i diskussionen om flygtningestrømmen til Europa og Danmark.

Verden står i flammer, mens politikere herhjemme diskuterer nogle få tusinde asylansøgere, lød kritikken fra Andreas Kamm, som savnede, at politikere beskæftiger sig med den "store debat" om flygtninge – nemlig hvordan man undgår, at borgerkrige og andre konflikter opstår.

Når asylansøgere får flygtningestatus i Danmark får de i første omgang midlertidig opholdstilladelse på nogle år. Først efter mindst fem års lovligt ophold i landet kan man som udgangspunkt få permanent opholdstilladelse.

Tilstrømningen af asylsøgere til Danmark er lige nu den største i mindst ti år. Årsagen skal blandt andet findes i blodige kriser og konflikter verden over, som har betydet, at rekordmange mennesker er drevet på flugt. Det kan mærkes i hele Europa.