Fortsæt til indhold
Politik

Johanne Schmidt: Flygtninge kommer til at leve i permanent frygt

Enhedslisten er trist og »stærkt bekymret« over regeringens udspil om tidbegrænset asyl til flygtninge fra krigshærgede lande.

Regeringens bebudede stramninger på asylområdet vil få alvorlige konsekvenser for blandt andre flygtningebørn.

Det advarer Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, om, efter regeringen fredag har præsenteret et asylindgreb med stramninger af asylpolitikken.

De nye toner fra regeringen vækker "stærk bekymring" hos Enhedslisten:

”Hvor er det trist, at De Radikale og Socialdemokraterne nu kaster sig ud i en konkurrence med højrefløjen om, hvem der kan gøre livet for flygtninge, der kommer her til Danmark for at få hjælp, så svært som muligt,” siger Johanne Schmidt-Nielsen i en pressemeddelelse.

Hun frygter, at regeringens stramninger vil få voldsomme konsekvenser for de flygtninge, der kommer hertil på flugt fra Islamisk Stats vold, voldtægter og drab.

”De vil komme til at leve i usikkerhed her i Danmark, fordi de hele tiden vil være i fare for at blive sendt tilbage i favnen på Islamisk stat eller Assad-regimet. Og vi ved, at ikke mindst børn er i fare for at udvikle dybt alvorlige psykiske lidelser, hvis de lever i permanent usikkerhed på den måde,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Regeringens asylplan går ud på at give en særlig tidsbegrænset opholdstilladelse til de mange asylansøgere, som ikke er personligt forfulgte, men som får asyl alene fordi deres hjemland er hærget af vold, krig og konflikt – det kunne for eksempel være Syrien.

Disse flygtninge skal fremover kun have tidsbegrænset opholdstilladelse i ét år.

Det ene år kan senere forlænges til to år, men for hver forlængelse, skal udlændingemyndighederne på ny vurdere, om den individuelle asylansøger lever op til kravene for at få asyl. Hvis der således er blevet mere fredeligt i hjemlandet, skal vedkommende altså sendes tilbage.

For at få permanent opholdstilladelse i dag skal man som udgangspunkt have boet lovligt i Danmark i mindst fem år. Der gælder dog flere særregler på området.

Men regeringens nye forslag vil skabe voldsom utryghed blandt flygtninge, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

”Flygtningefamilierne kommer til at leve her i Danmark med en permanent frygt for, at politibilen kommer og sender dem tilbage til Syrien. Jeg tror, alle kan forestille sig, hvor ødelæggende det vil være for særligt børnenes mulighed for at udvikle sig. Man fjerner simpelthen det, der er allervigtigst, fra dem. Nemlig trygheden.”

Flygtningestrømmene mod Europa udspringer hovedsageligt fra verdens brændpunkter. På verdensplan er der over 51 millioner flygtninge, hvilket er det højeste tal siden Anden Verdenskrig. Og for første gang nogensinde er der lige nu fire såkaldte niveau 3-kriser – de mest alvorlige på FN's skala – på samme tid, nemlig i Syrien, Irak, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik (CAR).

Alene i Syrien, hvor den brutale borgerkrig har raset siden 2011, er over tre millioner mennesker flygtet ud af landet. Over halvdelen er børn.

FN beskriver situationen som den største humanitære krise i vor tid.