Fortsæt til indhold
Politik

Nye principper på plads i Enhedslisten

Det gamle partiprogram, som længe har martret Enhedslisten, er nu skiftet ud med nye principper, hvor revolutionen lever – hvis et flertal er med på den.

Nikolaj Rytgaard | Anna Gottschalck | Marchen Neel Gjertsen

Efter mere end to års tilløb har Enhedslisten fået et nyt partiprogram.

De nye principper blev vedtaget efter omkring syv timers debat på partiets årsmøde og betyder, at opløsning af politiet ikke længere er en del af Enhedslistens drømmesamfund, ligesom ophævelsen af den private ejendomsret over produktionsmidlerne nu formuleres som et mål om »grundlæggende ændringer«.

I principprogrammet anno 2014 går Enhedslisten fortsat ind for revolutionen, men det understreges, at den skal forstås som »en grundlæggende forandring«, som betyder, at »befolkningen tager magten over samfundets økonomiske centre«. Ifølge de nye principper kan det kun ske, hvis et flertal i befolkningen ønsker det, hvilket skal »manifestere sig ved folkeafstemninger og fuldstændigt frie valg«. På samme måde kan et befolkningsflertal rulle det socialistiske samfund tilbage, slås det fast i det nye program.

To udkast og omkring 100 ændringsforslag skulle behandles på årsmødets andendag i Øksnehallen i København, hvor der traditionen tro var langstrakt diskussion om alt fra enkelte sætninger til hele programfornyelsen, som ifølge et medlem krævede endnu mere tid og tanke – selvom det blev sat i søen på årsmødet i 2012.

En af deltagerne på dette års samling – Christian Gorm Hansen – kritiserede de nye principper for at svæve rundt i så høje luftlag, at det var svært at se jorden.

»Det er dernede i virkeligheden, at vi befinder os, og der, at klassekampen foregår,« sagde han fra talerstolen og fortsatte:

»Hvis hovedbestyrelsens forslag vedtages, er der taget et skridt på vejen mod et nyt socialdemokratisk parti.«

Enhedslistens socialborgmester i København, Mikkel Warming, læste derimod »det stærkeste revolutionære budskab, der findes« ud af det nye program:

»Samfundet er skabt af mennesker. Mennesker kan lave det om. Det er sgu ikke socialdemokratisk.«

Frygt for vælgerflugt

Det gamle principprogram har skabt store problemer for Enhedslisten, som har tumlet med at forklare, hvad partiet egentlig mener med revolution, opløsning af politiet, lukning af Børsen og nationalisering af bankerne. Den slags spørgsmål blev politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen konfronteret med under valgkampen i 2011, hvilket fik hende til at fastslå, at programmet trængte til en gennemskrivning, og at sproget var »støvet«.

Det gamle principprogram var skrevet i et kringlet sprog, og vi kunne konstatere, at det igen og igen førte til misforståelser.
Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører

I sommeren 2012 udbrød så ny ballade, da hovedbestyrelsesmedlemmer udlagde teksten i partiprogrammet og talte om en privat ejendomsret, der begrænsede sig til tandbørsten og om, hvornår vold kunne retfærdiggøres som led i revolutionen. Til sidst måtte Schmidt-Nielsen gå ud og banke det revolutionære bagland på plads.

Med det nye principprogram håber topfolkene i Enhedslisten at undgå den slags debatter, der kan skræmme mange af de nytilkomne vælgere væk.

Ifølge socialordfører Finn Sørensen er målet med det nye program ligefrem at lokke flere til Enhedslisten, som p.t. ligger på omkring 10 pct. i meningsmålingerne.

»Vi har nu et godt redskab til at få nye vælgere i tale om det socialistiske alternativ,« sagde han fra talerstolen.

Vedtaget blev også forslaget fra retsordfører Pernille Skipper om at ændre grundloven, så stat og kirke skilles ad, så monarkiet afskaffes, og så virksomheder og nordsøolie kan nationaliseres uden at betale fuldstændig erstatning til de hidtidige ejere, sådan som grundloven kræver i dag.

Johanne Schmidt-Nielsen glæder sig over, at det nye principprogram endelig er blevet vedtaget.

»Det gamle var skrevet i et kringlet sprog, og vi kunne konstatere, at det igen og igen førte til misforståelser. Mange læste det som om, vi ville afskaffe politiet. Det vil vi ikke. Vi synes sådan set, at det er ret fornuftigt at have et politi. Så den slags misforståelser skulle gerne være ryddet af vejen nu,« siger hun.