EU-parlamentarikere undrer sig over lobbyfest
Både SF’s Margrethe Auken og Rina Ronja Kari, medlem af EU-parlamentet fra Folkebevægelsen mod EU, er kritiske overfor lobbybetalt partifest for De Konservative
Det er ikke i orden at lade et lobbyfirma betale for sit eget partis jubilæumsfest.
Så kontant lyder meldingen fra blandt andet SF’s medlem af EU-Parlamentet, Margrethe Auken, der undrer sig over, at Det Konservative Folkeparti for godt et halvt ås siden lod lobbyfirmaet Cabinet DN betale for deres ti års jubilæumsfest, som blev afholdt i lobbyfirmaets egne lokaler i Bruxelles.
»Nej, det synes jeg faktisk ikke er i orden. Det roder tingene for meget sammen, og jeg ville aldrig selv lade et privat lobbyfirma betale for mine eller mit partis jubilæer her i Bruxelles,« siger Margerthe Auken.
Låner lokaler ud
Selv har partner i Cabinet DN, Jacob Lund Nielsen, der også er medlem af De Konservatives bestyrelse i Bruxelles, forklaret, at arrangementet kun kostede mellem 200 og 300 euro. Han har også udtalt, at han låner sine lokaler ud til andre politiske partier.
Men det formilder ikke Margrethe Auken.
»Det er princippet, vi taler om. Der er i forvejen rigtig meget lobbyisme hernede i Bruxelles, og derfor gælder det for os politikere om at holde tingene adskilt, så det ikke ser ud som om, at det er lobbyisterne, der bestemmer over politikerne. Og når man på den måde ligefrem lader sig finansiere lokalt af et lobbyfirma, så bliver det altså for tykt,« siger Margrethe Auken.
Gennemsigtighed
Den samme melding kommer fra Rina Ronja Kari, der er medlem af EU-parlamentet fra Folkebevægelsen mod EU.
»Hernede i Bruxelles er det en kendt sag, at de store lobbyvirksomheder har let adgang til De Konservative - men der hvor det bliver rigtig problematisk er at Bendt Bendtsen er lukket som en østers, når det handler om at skabe gennemsigtighed omkring omgangen med lobbyister og hvem De Konservatives sponsorer er,« skriver hun i en pressemeddelelse i dag.
De Konservatives medlem af EU-Parlamentet, Bendt Bendtsen, har ikke ønsket at kommentere på sagen om partifesten, men han har tidligere lagt alle oplysninger frem om sine økonomiske interesser på EU-Parlamentets hjemmeside.
Men det er altså ikke nok for Folkebevægelsen mod EU.
Det har i dag heller ikke været muligt at få en kommentar fra De Konservatives formand, Lars Barfoed.