Fortsæt til indhold
Politik

Minister: Partihopper er en tøsedreng

Karen Hækkerup har "ingen respekt" for Ikram Sarwars beslutning om at blive radikal.

Kritikken strømmer ind over den københavnske lokalpolitiker Ikram Sarwar, efter han fredag aften valgte at skifte sit parti gennem 11 år, Socialdemokraterne, ud med De Radikale.

Beslutningen kom blot tre dage efter, at han med 1.915 personlige stemmer blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation som socialdemokrat.

Blandt kritikerne er fødevareminister Karen Hækkerup (S), som skriver følgende på sin Facebook-profil:

"At springe fra sit parti et par dage efter et valg, har jeg ingen respekt for. Tøsedreng!"

DSU-formand: Han bør gå af

Også Kasper Sand Kjær, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) i København, er vred over beslutningen, som han kalder "illoyal og utroværdig."

"Vi mener, at Ikram Sarwar bør trække sig fra Borgerrepræsentationen. Det er jo dybt illoyalt og utroværdigt at stille op for Socialdemokratiet og dernæst skifte parti, bare fordi man ikke kan blive borgmester,” siger Kasper Sand Kjær til Jyllands-Posten.

"Han gør grin med de mange vælgere, der har stemt på ham ved dette og alle foregående valg."

Simon Simonsen, formand for Indre By-kredsen, hvor Ikram Sarwar var opstillet, fortæller, at han er "dybt skuffet," men ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen.

Dårlig partikultur

Facebook begrundede Ikram Sarwar sin beslutning med, at han ikke oplevede kulturen hos Socialdemokraterne som "inddragende og demokratisk."

Til Politiken.dk fortalte han desuden, at det hele kulminerede ved det kandidatmøde, hvor partiet skulle finde de nominerede til den ene borgmesterpost, som Socialdemokraterne har ud over overborgmesterposten.

Her var Ikram Sarwar indstillet af sine kreds, men fik ikke en nominering til posten.

Ny konstituering i spil

I dag ønsker Ikram Sarwar ikke at udtale sig yderligere til medierne. Det oplyser hans talsmand Kristian Stokholm til Jyllands-Posten lørdag morgen.

Hvad hans partiskifte vil betyde for borgmesterposterne i København, er endnu uvist.

De Radikale har sikret sig en borgmesterpost ved at indgå i konstituering med S, SF og EL, men genoptages forhandlingerne med blå blok, kan der være mulighed for at flytte den eftertragtede teknik- og miljøborgmesterpost ud af Enhedslistens hænder.

En mulighed, som bakkes op af den konservative leder i borgerrepræsentationen, Rasmus Jarlov.

"Når vi borgerlige alligevel ikke kan få trafikborgmesterposten selv, ser jeg absolut ingen grund til ikke at tilbyde den til Radikale i stedet for at lade den gå til Enhedslisten," skriver Rasmus Jarlov i en pressemeddelelse.

Radikal leder: Naturligt at mødes igen

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den radikale leder, Anna Mee Allerslev, lørdag morgen.

Men fredag aften var hun ikke afvisende over for nye forhandlinger med de blå partier.

"Vi står i en ny situation. Derfor er det naturligt, at forhandlingspartnerne mødes igen, så det ser jeg frem til," skrev hun i en sms til Politiken.dk.