Fortsæt til indhold
Politik

Sophie Hæstorp Andersen politianmeldt for taxa-stunt

I bedste Stoltenberg-stil gik socialdemokrat undercover som vognmand.

Med en let skæven til den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg kørte Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen i sidste uge rundt i de københavnske gader forklædt som vognmand i en taxa for at komme tættere på vælgerne.

Men den politiske gimmick koster hende nu en politianmeldelse.

Socialdemokraternes spidskandidat i Region Hovestaden til morgendagens regionsvalg, er nemlig blevet anmeldt af Lars Kragh Andersen fra hjemmesiden Frihedsaktivisten.dk til Københavns Politi for ikke at have tilladelserne i orden til at føre en taxa med passagerer i.

Hverken kørekort eller betaling

"Jeg synes, at anmelderen går i lidt for små sko. Vi kørte to ture og tog ikke nogle penge for det. Dem, der var med, gjorde det helt frivilligt. Derudover havde vi også en snak med vognmanden, som vi lånte taxaen af," siger Sophie Hæstorp Andersen til Jyllands-Posten.

Jeg synes, at anmelderen går i lidt for små sko. Vi kørte to ture og tog ikke nogle penge for det.
Sophie Hæstorp Andersen, , Spidskandidat for Socialdemokraterne i Region Hovedstaden.

Sophie Hæstorp Andersen er helt præcist blevet anmeldt for hverken at have et erhvervskørekort eller tage betaling for at køre med sine passagerer, som det kræves, når man fører en taxa.

Socialdemokraten ville dog ikke gøre noget anderledes, hvis hun fik muligheden igen.

"Jeg er meget glad for, at vi tog de her par ture. Det var for at sætte fokus på regionsvalget, fordi rigtig mange ikke ved, at der er to stemmesedler," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Ikke gjort noget forkert

Hele seancen, hvor Sophie Hæstorp Andersen kører rundt som vognmand i København, blev videofilmet og senere lagt ud på nettet.

Og det er ud fra det videomateriale, at socialdemokraten nu er blevet politianmeldt.

"Jeg mener ikke, at jeg har gjort noget forkert. Hvis nogen mener, at der blevet begået store lovbrud, må det blive prøvet af hos domstolen eller politiet," siger Sophie Hæstorp Andersen, der ikke har hørt om politianmeldelsen fra Københavns Politi endnu.

Mener du, at Sophie Hæstorp Andersen bør politianmeldes, eller går anmelderen i for små sko?