Lykke Friis støvsuger V-stemmer
Trods tilbagegang kommer Nicolai Wammen nu til Christiansborg. Venstre går frem.
Redaktøren af den liberale netavis 180 Grader, Ole Birk Olesen, er sikker på en plads i Folketinget, efter at stemmerne er talt op i Østjyllands Storkreds.
Han sikrer Liberal Alliance et enkelt mandat.
Kredsen er ellers præget af, en del store navne denne gang ikke er at finde på stemmesedlen. Socialdemokraternes stemmesluger Svend Auken er død, Pernille Frahm fra SF har skiftet kreds, og hos De Konservative har Henriette Kjær trukket sig helt ud af politik.
Venstrepladser
Selv om valget koster Venstre magten, så står partiet til at erobre et ekstra mandat i det østjyske. En beskeden fremgang skulle udløse syv mandater mod seks ved sidste valg.
Venstre ser ud til at have fået en ny østjysk stemmesluger i klima- og energiminister Lykke Friis, som får et stensikkert valg i sit første forsøg på at nå Folketinget. Der er også genvalg til undervisningsminister Troels Lund Poulsen, udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, tidligere integrationsminister Karen Jespersen samt folketingsmedlemmerne Kim Andersen og Anne-Mette Winther Christiansen.
Det syvende V-mandat går til Fatma Øktem, som slog sin ægtefælle Bünyamin Simsek.
Socialdemokratiet mister et mandat. Der er valg til den nu forhenværende Aarhus-borgmester Nicolai Wammen - sammen med de nuværende folketingsmedlemmer Henrik Dam Kristensen, Kirsten Brosbøl og Leif Lahn Jensen samt overraskelsen fra Randers, Maja Panduro. Det syvende S-mandat går til Torben Hansen, mens René Skau Björnsson ryger ud.
Radikal fremgang
Det Radikale Venstre går to mandater frem. Næstformand i den radikale gruppe, Morten Østergaard, følges med hovedbestyrelsesmedlem Liv Holm Andersen og Jeppe Mikkelsen.
Da Henriette Kjær ikke genopstiller for De Konservative, er der ikke den store spænding om, hvem der får det enlige mandat. Det står Tom Behnke til at høste.
SF får kun to mandater, og da Pernille Frahm har skiftet til Københavns Omegns Storkreds bliver det genvalg til Eigil Andersen og Jonas Dahl.
Dansk Folkeparti beholder sine tre mandater, og de går til Kim Christiansen, Hans Kristian Skibby og Mette Dencker.
Per Clausen tager som ventet Enhedslistens ene mandat i storkredsen.