Pia K. vil bekæmpe islam
Det er ikke nok at kæmpe mod terrorister og islamister. Også islam som religion skal bekæmpes, mener DF-leder Pia Kjærsgaard.
Værdikampen er langt fra slut, erklærer Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard. Tværtimod mener hun, at statsminister Lars Løkke Rasmussens nye kurs i værdipolitikken er »farlig«, og at det er nødvendigt at bekæmpe selve religionen islam.
Pia Kjærsgaard reagerer, efter at Løkke Rasmussen lancerede regeringens nye ghettoplan som en værdipolitisk offensiv på gadeplan og kritiserede værdikampen for ofte at være for abstrakt og for højrøstet. I går slog Løkke også fast, at der er religionsfrihed i Danmark, og at han ikke vil deltage i en kamp mod en bestemt religion.
Pia K.: Vi har ikke religionslighed
»Ja, men der er da religionsfrihed. Der er bare stadigvæk ikke religionslighed,« siger Pia Kjærsgaard.
»Og jeg må bare fastholde, at islam er en politisk bevægelse. Bekender man sig til islam, har man bekendt sig til en anden lovgivning end den, som vi har i Danmark. Sådan er det bare. Ellers er man en kætter set med Muhammeds øjne.«
Det er ikke så mange år siden, du selv advarede mod at angribe islam som sådan i stedet for at holde det til kampen mod islamister?
»Det ved jeg godt, og jeg ville også helst have, at det var på den måde. Men i Dansk Folkeparti er vi desværre langsomt kommet til den erkendelse, at man ikke kan dele de to størrelser.«
Dansk i Danmark
Så for dig er det også en kamp mod religionen islam?
»Ja, fordi jeg er bange for, at demokratiet forsvinder. Man ser det i alle de stater, som har islamisk flertal, at der er ikke demokrati.«
Hvordan skal kampen mod islam komme til udtryk i Danmark?
»Den skal komme til udtryk på den måde, at man skal tilegne sig de danske værdier, når man bor og lever i Danmark. Det er jo det, der giver parallelsamfundene. Vi har set i lang tid i England, at der er bydele, der indfører sharia-lovgivning. Det begynder også at komme frem i Danmark, og så er det da ikke ligegyldigt med kulturkampen. Det er jo grotesk.«
Sharia vinder indpas
Men behøver der at være en modsætning mellem danske værdier og det at være muslim?
»Ikke det at være muslim. Jeg er sikker på, at der er masser af muslimer, som sætter demokratiet højt. Det er bare uforeneligt med religionen islam.«
Men at være muslim er jo at bekende sig til islam?
»Ja, og når man er i Danmark, som det er nu, er det Folketinget, der udstikker lovene, som folk skal rette sig efter. Det er så bare langt fra alle, der gør det. Derfor siger jeg, at sharia er også ved at vinde indpas i Danmark. Og jeg må bare konstatere, at i de lande, hvor der er et flertal af folk, der bekender sig til islam, er der ikke demokrati. Ikke i et af de over 50 lande.«
"Vi ser parallelsamfund"
Men de muslimer, der lever i Danmark og accepterer danske værdier og demokrati, de bekender sig jo også til islam?
»Jeg tror helt klart, at der er gode og ordentlige muslimer, som bekender sig til islam. Men det, jeg frygter, og det, jeg taler imod, er, at der er et muslimsk flertal. For så tror jeg, at der vil blive gjort op med dem.«
Men er vi ikke meget, meget langt fra, at der er et muslimsk flertal i Danmark?
»Jeg føler bare trang til at advare. Også fordi jeg ikke synes, at udviklingen har været den allerbedste. Vi ser parallelsamfund, der lever efter egne love. Det havde været utænkeligt for år tilbage.«
Masser af god integration
VKO har haft et solidt flertal i ni år, og I lagde ud med stram udlændingepolitik og værdikamp. Alligevel ser vi parallelsamfund og endnu flere byområder, som er karakteriseret som ghettoer. Hvad har I gjort galt?
»Jeg tror, at man skal dele det op i to. Det er rigtigt, at det eksisterer. Men vi må også konstatere, at der er en særdeles vellykket integration. Det glæder f.eks. enormt, at der er rigtig mange muslimske piger, som får en god og høj uddannelse. Det er jo vellykket integration.«
»Men så er der stadig kræfter, som har formået at få fat i personer, som ikke er så veltilpassede. Vi har gud-hjælpe-mig Hizb ut-Tahrir i Danmark. Lovligt. Det er så langt ude. Og undskyld, men skyd ikke skylden på Dansk Folkeparti. Venstre og Konservative har ikke ligefrem været de nemmeste at danse med. Jeg havde da gerne set det meget, meget anderledes, hvis jeg kunne bestemme. Jeg har bestemt meget, men langt fra nok.«
Regeringen symptombehandler
Og nu skælder du ud på Løkke for at svigte værdidebatten. Hvorfor?
»Fordi jeg synes, at hans udtalelser var lidt malplacerede. Det er meget, meget fint, at han kommer med konkrete initiativer som f.eks. ghettobekæmpelse. Det er der brug for. Men det er symptombehandling, og vi er altså også nødt til at koncentrere os om det principielle. Ellers bliver det bare ved og ved, og vi kan blive ved med at symptombehandle, hvis ikke vi begynder ved nældens rod.«
Du har udtalt, at vi er kommet tilbage i den gammelkendte rille. Hvad mener du med det?
»Det er jo lidt det samme som venstrefløjen. De symptombehandler også. De er heller ikke meget for at diskutere en kulturkamp. Kampen for de større ting som ytringsfrihed, kvindeligeværd, tolerance, frisind - det, vi står for i den vestlige verden.«
Kulturkampen er ikke slut
Hvad er problemet med det Løkke har sagt?
»Han lægger lidt afstand til den debat. Det synes jeg ikke er rimeligt - og jeg mener faktisk også, at det er en smule farligt. Hvis man siger, at alt det der skal vi ikke diskutere. Det er lidt for højtravende, lidt for højtråbende.«
Hvordan kan det være farligt?
»Fordi det måske får nogle til at sige, o.k., så holder vi op med det. Det er vel det, der er hensigten, og det er jeg altså inderligt imod. For kulturkampen er langt fra slut.«