Kommission: Ikke beviser mod Dragsdahl
PET havde ikke beviser for, at journalisten Jørgen Dragsdahl var agent for KGB som hævdet af dobbeltagenten Oleg Gordijevskij, fremgår det af PET-kommissionens beretning.
Hvis koldkrigsforskeren Bent Jensen med PET-beretningen havde håbet på at få skyts til sit forsvar i injuriesagen, som Jørgen Dragsdahl har anlagt mod ham for at have kaldt ham KGB-agent, bliver han skuffet, for i sin sammenfatning skriver PET-kommissionen, at PET ikke tilvejebragte beviser for, at Jørgen Dragsdahl havde overtrådt straffeloven.
Bent Jensen skrev i januar 2007 i Morgenavisen Jyllands-Posten på baggrund af et afklassificeret PET-dokument udarbejdet af en medarbejder i PET, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent, og at KGB også betragtede ham som agent.
PET's oplysninger stammede i vidt omfang fra dobbeltagenten Oleg Gordijevskij, som PET og det britiske efterretningsvæsen havde hvervet i en fælles operation. Men PET kunne ikke bekræfte oplysningen om, at Jørgen Dragsdahl var agent, skriver PET-kommissionen, der har analyseret materialet fra dobbeltagenten og peger på faren for at lægge oplysningerne ukritisk til grund.
Det er netop, hvad Bent Jensen er blevet beskyldt for.
Indkaldt til samtale
Da der ifølge PET-kommissionen ikke var beviser nok mod Jørgen Dragsdahl, beslutttede PET i november 1985, at der ikke skulle rejses tiltale mod Dragsdahl. Tiltale i den slags sager rejses formelt af justitsministeren.
I stedet indkaldtes Dragsdahl ifølge kommissionen til en samtale i marts 1986, hvor han blev gjort opmærksom på, at hans virke efter PET’s opfattelse havde befundet sig i en ”grå fase”.
"PET’s tætte overvågning i perioden 1983-1985 var under alle omstændigheder velbegrundet i betragtning af de alvorlige forhold, der beskrives i Gordijevskijmaterialet.
Overvågningen gav ikke nye beviser i sagen, men gjorde PET opmærksom på en række af Dragsdahls journalistiske kilder, der sad i stillinger, hvor de havde adgang til klassificeret materiale. PET planlagde derfor en række kontraefterretningsmæssige skridt for at hindre, at Sovjetunionen, såfremt Dragsdahl måtte være hvervet af KGB, kunne få oplysninger ad disse kanaler. Det er muligt, at Dragsdahls udelukkelse fra SNU også skal ses i sammenhæng hermed. Udenrigsministeriet var i hvert tilfælde i besiddelse af de relevante oplysninger, da man traf beslutning om at nedlægge pressens repræsentation i SNU ," hedder det i kommissionens beretning med henvisning til det sikkerheds- og nedrustningspolitiske udvalg.
Blev de påvirket?
Et andet sted i sin sammenfatning advarer kommissionen mod at drage for vidtgående konklusioner med hensyn til resultaterne af Sovjetunionens forsøg på holdningspåvirkning af danske statsborgere, da det ofte ikke er muligt at bestemme, om personers politiske udsagn var direkte afledt af sovjetisk påvirkning, eller om KGB blot havde ført samtaler med personer, der i forvejen havde kritiske synspunkter på dele af Danmarks og Vestens politik.
"I 1970'erne og 1980'erne synes nogle af PET's medarbejdere periodevis, navnlig i første halvdel af 1980'erne, at have været af den opfattelse, at Sovjetunionen øvede en vis indflydelse på Socialdemokratiet. Det er dog vanskeligt at uddrage noget sikkert om, hvordan PET's ledelse har vurderet spørgsmålet, da kilderne herom er sparsomme," skriver kommissionen.
PET-ansatte talte på egen hånd
Kommissionen skriver, at der i PET's arkiv findes talrige eksempler på, at PET-medarbejdere giver udtryk for, hvorledes de anskuede et givet politisk miljø.
"Det skal imidlertid understreges, at de vurderinger, der er fremsat af PET's medarbejdere, ikke uden videre kan siges at repræsentere ledelsens vurderinger. Når man har omtalt PET's vurderinger, har Kommissionen taget udgangspunkt i ledelsens vurdereinger og ikke i vurderinger, der alene kan tilskrives enkelte PET-medarbejdere."
Dette svarer til den holdning, som PET har indtaget i sagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen. PET har fastholdt, at tjenesten ikke er i stand til at sige, hvorvidt det referat, hvori Jørgen Dragsdahl omtaltes som KGB-agent, var udtryk for den refererende politimands holdning eller tjenestens. Bent Jensen er overbevist om, at det var tjenestens opfattelse, at Jørgen Dragsdahl af PET blev anset for at være KGB-agent.