Nu er det Løkkes tur - her er han

Den dag meddelte Lars Løkke Rasmussen, at han ikke gad mere.

Han sad over for sin far i barndomshjemmet på Drosselvangen i Græsted.

Det var i tiden op til det folketingsvalg, som skulle komme i løbet af 1994.

Tre gange tidligere havde Løkke forsøgt at blive valgt til Folketinget.

Men ved valgene i 1987, 1988 og 1990 havde han tabt kampen om en plads for Venstre i Frederiksborg Amt til partiets kvindelige kandidat Charlotte Antonsen.

Nu kunne han gøre et fjerde forsøg.

»Men jeg gider ikke mere,« sagde han til faderen.

Faktisk havde Løkke meddelt bestyrelsen i den lokale kreds for Venstre, at de ikke skulle regne med ham som folketingskandidat længere.

I stedet ville Løkke koncentrere sig om det lokalpolitiske arbejde, som han allerede var i gang med i byrådet i Græsted-Gilleleje.

Men så rejste faderen sig og sagde, at nu måtte sønnen stå fast:

»Det var sådan set mig, der måtte give ham et spark og sige: "Du må kæmpe videre". Jeg vidste jo, at han inderst inde gerne ville det landspolitiske og havde drivkraften til det. Nu skulle han ikke bare opgive det, så den dag måtte jeg virkelig skubbe på. Men det er vist også den eneste gang,« siger Jeppe Løkke Rasmussen med et glimt i øjet.

Valgkredsen tog ham tilbage på listen, og Lars Løkke Rasmussen kom – i fjerde forsøg – ind i Folketinget ved valget den 21. september 1994, valgt ind på et tillægsmandat.

FADEREN har stadig plakaten "Det Nye Folketing" fra 1994 hængende inde på sit kontor hjemme på Drosselvangen.

På plakaten med billederne af Venstres folketingsmedlemmer sidder fotoet af Lars Løkke Rasmussen lige ved siden af billedet af Anders Fogh Rasmussen.

Faderen banker på de to billeder med sin pegefinger og siger:

»Man skal gribe chancen, hvis man får den. Ellers bliver man sgu snydt. Nogle ting kommer ikke igen. Men Lars har nu aldrig på noget tidspunkt sagt til mig, at han gerne vil være statsminister. Det har jeg aldrig hørt ham sige.«

Men det har andre.

Og nu er han blevet det – statsminister.

Lars Løkke Rasmussen blev født i Vejle den 15. maj, 1964.

Han er den midterste i en flok af tre søskende og har en storesøster, Jette, og en lillebror, Knud.

Forældrene, Jeppe Løkke Rasmussen og Lise Olsen, havde mødt hinanden i København i firmaet Imperial, der solgte inventar og produkter til frisørsaloner.

DET VAR SOM udgangspunkt ikke noget stærkt politisk præget hjem, Lars Løkke Rasmussen voksede op i. Man diskuterede kun i begrænset omfang politik ved middagsbordet.

Kun når morfaderen, der var ærkesocialdemokrat og fra Bornholm, kom på besøg, blev der taget hul på politiske diskussioner. Morfaderen kaldte Jeppe Løkke Rasmussen for "en flipproletar", fordi han efter datidens forhold havde en ganske pæn løn.

Faderen og moderen meldte sig først ind i Venstre, da de var sidst i trediverne – stort set samtidig med at Lars Løkke Rasmussen stiftede Venstres Ungdom i Græsted.

I skolen havde Lars Løkke let ved at lære. Tingene klæbede. Han brugte ikke megen tid på lektier, hverken i folkeskolen eller i gymnasiet; det var ikke nødvendigt.

Han var ifølge faderen ikke ret gammel, før han »begyndte at træde i karakter som førerhund«. Han kom i elevrådet og blev formand.

Lars gik forrest med banneret, da eleverne på et tidspunkt gik i demonstration igennem Græsted med krav om cykelskure på skolen.

FORÆLDRENE lagde vægt på at opdrage børnene med nogle bestemte værdier:

»Vi gjorde meget ud af at fortælle dem, at ærlighed og redelighed – det at være et ordentligt menneske – var helt afgørende. Og så lod vi dem forstå, at vi ikke svømmede i penge, så de var nødt til at tjene nogle selv,« siger Jeppe Løkke Rasmussen.

På gymnasiet, hvor han hurtigt kom i elevrådet og blev formand, modnedes hans politiske bevidstgørelse.

»Nu ved jeg, hvad jeg er: Jeg er social-liberal,« husker en af klassekammeraterne fra den samfundsvidenskabelige x-klasse, der også har hørt Lars Løkke ham omtale Anders Fogh Rasmussen som det politiske forbillede.

EN ANDEN klassekammerat, Jesper Just Nielsen, der har gået i klasse med Lars fra 1. klasse i folkeskolen til 3.g på gymnasiet, husker kammeraten for hans enorme drivkraft og engagement.

»Lars var aktiv og arbejdsom. Ikke alene passede han sin skole, men han havde også et lønnet job på skolens trykkeri med at fotokopiere undervisningsmateriale. Han interesserede sig brændende for at påvirke de nære miljøer. Det var derfor, han blev elevrådsformand både i folkeskolen og i gymnasiet. Han søgte konstant indflydelse, og i klassen sagde vi ofte: "Lars, du ender sgu som statsminister en dag".«

ANDRE klassekammerater tilslutter sig den positive karakteristik med ord som »sympatisk«, »hyggelig« og »jovial«.

Han var sådan en, der var opmærksom på, hvordan andre havde det, siger flere gymnasiekammerater og fremhæver tillige, at han var respekteret for sine kompetencer til at tale, skrive og argumentere.

Også ved festerne var han synlig. Der var liv omkring ham, husker skolekammeraterne, og som en af den siger:

»Lars var godt selskab. Han kunne lide at feste igennem og være blandt de sidste, der gik hjem. Til gengæld kom han også næste formiddag for at hjælpe med at rydde op.«

Rejserne med VU førte ham bl.a. til Afghanistan hele tre gange. VU var imod, at pengene fra gymnasiernes Operations Dagsværk gik til socialistiske organisationer, f.eks. til skoler til Namibias frihedsbevægelse, Swapo.

Som modtræk samlede VU penge ind og drog til Afghanistan for at give 600.000 kr.oner til skoler til mujaheddinerne, der havde kæmpet mod de sovjetiske invasionsstyrker. Det var ved denne lejlighed, at han blev fotograferet i mujaheddin-udstyr, et billede, der har forfulgt ham, da de politiske vinde i Afghanistan vendte, og mujaheddin gik fra at blive opfattet som en frihedsbevægelse til at være støtter til terrornetværk.

FraUnder en rejse til Afghanistan i 1988 husker en af rejsedeltagerne fra 1988, fotograf Jørn Stjerneklar, hvordan den 24-årige Løkke – når han sad og spiste på et afghansk tæppe eller red modundervejs til fronten – flere gange gav udtryk for sine synspunkter og indledte med ordene: »Når jeg bliver statsminister …«

Jørn Stjerneklar siger om Løkkes rejse igennem minefelter i Afghanistan i bestræbelserne på at bringe penge til skolebøger frem til afghanske børn:

»Lars Løkke har med sin bedrift gjort noget, som få levebrødspolitikere vil binde an med: Han har sat livet på spil for en god sag, han tror på.«

ALLEREDE som 21-årig havde Lars Løkke stillet op til sin første politiske post. Han blev valgt ind i byrådet i Græsted-Gilleleje i 1986. Her kom hans ideologiske princip om »frit valg« for første gang til syne. Han ville give kommunens pensionister –som de første i landet – mulighed for selv at vælge, hvem de ville have hjemmehjælp fra ved at udlicitere dele af ældreomsorgen.

Det førte til demonstrationer i hans egen hjemby, men han holdt fast og gjorde Græsted-Gilleleje landskendt for at være en af de kommuner, der gik nye, liberale veje.

I privatlivet var Lars Løkke blevet kæreste med den færøske pige, Sólrun Jakupsdottir, som han i 1989 havde mødt på et kollegium på Amager, hvor hun boede side om side med en af Lars Løkkes venner fra VU. De havde forelsket sig pladask i hinanden, og der gik ikke lang tid, før Sólrun fortalte Lars, at hun var gravid. Parret flyttede sammen og slog sig ned på Solbakken – kun en halv kilometer fra Lars’ barndomshjem i Græsted.

Efter at have oplevet succes med at prøve nye, liberale ideer af i kommunen, ville han nu gøre forsøget i Frederiksborg Amt. I 1998 kom han i amtsrådet og blev valgt som amtsborgmester. Det skulle vise sig at være langt tungere at få ændringer igennem her, men han drog nogle værdifulde erfaringer til det senere arbejde, han skulle få, da han i 2001 blev udnævnt til indenrigs- og sundhedsminister i Anders Fogh Rasmussens første regering.

I FREDERIKSBORG Amt efterlod han en pengekasse med et stort gabende hul – et minus på 155 mio. kr.llioner kroner. Det gav senere ham og resten af amtsrådet en næse fra den regering, som han nu selv var blevet en del af.

Kort efter at Løkke i 1998 havde overtaget amtsborgmesterposten, blev der udskrevet folketingsvalg. Venstres formand, Uffe Ellemann-Jense,tabte med en snæver margin kampen om statsministerposten til socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen. Men nederlaget åbnede en ny mulighed for Lars Løkke. Den hidtidige næstformand, Anders Fogh Rasmussen, skulle overtage Ellemanns plads, og Lars Løkke meldte sig som kandidat til den ledige næstformandspost. Det samme gjorde den jævnaldrende sønderjyde Eva Kjer Hansen samt Farum-borgmester Peter Brixtofte.

Det blev en kort og intensiv valgkamp. Som kommende formand for partiet undlod Anders Fogh at pege på en næstformand. I hvert fald officielt. Internt i Venstre, var der dog ingen tvivl om, hvem Fogh foretrak. Fogh sørgede derfor for, at Venstres stærke partisekretær, Claus Hjort Frederiksen, fik frie tøjler – ganske vist til bag linjerne – til at arbejde for Løkkes kandidatur.

PÅ LANDSMØDET vandt Lars Løkke en overbevisende sejr. Det unge talent fra Græsted havde taget endnu et skridt mod toppen i sit parti. Men den nye toppost skulle også vise sig at føre til mange og dybe frustrationer hos Løkke i de kommende år.

Da Anders Fogh ringede til ham i 2001 og tilbød ham posten som politisk chef for det nye superministerium, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, blev han glad. Det var et ministerium, der var designet til en politisk håndværker som ham, mente Lars Løkke.

De kommende år kom han også til at arbejde med det, han ønskede sig. Han fik ansvaret for at strikke en række store forlig og reformer sammen, og blev drivkraft for en af regeringens ideologiske mærkesager – frit valg i den offentlige service.

Han var en varm fortaler for ideen. Ikke så meget fordi han som andre havde en ideologisk tilgang til, hvordan den offentlige service skulle reformeres, men mere fordi han rent praktisk fra sin tid i kommunalbestyrelsen i Græsted-Gilleleje mente, at modellen var den bedste til at sikre danskerne den bedste offentlige service.

I det hele taget er det det praktiske politiske arbejde, der optager Lars Løkke. I modsætning til andre af hanssine partifæller bruger han ikke tiden på højtravende ideologiske diskussioner med udgangspunkt i klassiske liberale værker og filosoffer. Den slags interesserer ham ikke – og har aldrig gjort det.

ROD I BILAGENE sammenholdt med en stor kærlighed til øl, tobak og natlige diskussioner i festligt lag skubbede I 2008 Løkke ud i nye problemer.

Den såkaldte bilagssag med afsløringer af bar-regninger, hotelfilm og casinobesøg på skatteborgernes regning, fik ham i flere tilfælde til at miste kontrollen. Han blev rasende og indestængt, når han så det billede, der blev tegnet tegnedes sig af ham i medierne, efter at han i mere end 25 år havder arbejdet for politiske resultater.

Alt, hvad han følte at have udrettet, blev med ét skubbet i baggrunden, og meningsmålingerne viste, at han lå i bunden, når vælgerne blev spurgt til ministrenes troværdighed og popularitet.

Folk tæt på Lars Løkke beretter om en mand, der i den periode oplevede, at alle var illoyale mod ham. Han sagde åbent til flere af sine nærmeste rådgivere, at de var uduelige, mens han afviste deres råd.

Venstres landsmøde i november 2008 blev et vendepunkt for ham. Han holdt en personlig tale til de delegerede, hvor han bl.a. fortalte om, hvordan han havde haft det under bilagssagen.

Venstrefolkene kvitterede med lange og varme bifald. Lars Løkke Rasmussen følte sig bedre tilpas. Det samme gjorde han i sit nye job i Finansministeriet, hvor han ikke mindst havde fået et langt tættere samarbejde med Fogh, og der var ikke som helst tvivl om arvefølgen i partiet: Løkke skulle tager over efter Fogh.

PÅ HJEMMEFRONTEN var der travlt med en udearbejdende kone og tre børn. Sólrun Løkke havde taget en læreruddannelse og havde fået arbejde på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor hun underviste balletbørnene i almindelige skolefag. Hun kom først sent hjem, og da Lars Løkkes politiske arbejde trak ud, er parrets tre børn – Bergur, Lisa, og Símun, født i henholdsvis 1990, 1995 og 1997 – kommet meget hjemme hos Lars’ forældre på Drosselvangen. I dag har familien Løkke en au pair-pige fra Rusland til at hjælpe i huset. Når der er tid, tager Lars Løkke han med børnene, der også er spejdere, på kanoture eller over til den ødegård i Sverige, som Løkke-familien har købt sammen med fire andre familier.

Trods stress, pres og sparsom tid har Lars Løkke holdt fast i det politiske arbejde – også da han i 2006 ellers fik tilbudt en toppost i det private erhvervsliv, hvor han både ville tjene meget mere og få mere tid til familien. Efter seriøse overvejelser og en drøftelse med Fogh om fremtidsmulighederne valgte han at fortsætte i politik.

LARS LØKKE får næppe mere tid til familien nu, da han skal overtage det store hjørnekontor i Statsministeriet.

Spørgsmålet er, hvad han vil med posten. Trods Lars Løkke Rasmussens lange politiske karriere er han på en række områder et stort set ubeskrevet blad. I modsætning til andre Venstre-ministre og -folketingsmedlemmer har han f.eks. aldrig for alvor engageret sig i hverken interne eller eksterne i diskussioner om emner som udlændingepolitik, udenrigspolitik og flere andre værdipolitiske emner. Han er »pragmatiker, ikke ideolog,« lyder det samstemmende fra politiske venner og fjender, når de skal beskrive ham.

Flere venstrefolk tæt på Lars Løkke nævner uafhængigt af hinanden Anders Fogh Rasmussens den såkaldte "får-og-bukke"-diskussion under Muhammed-krisen som et eksempel på noget, som Løkke ville have grebet anderledes an end sin forgænger; han ville ikke se tingene i sort og hvidt, siger kilderne.

Lars Løkke Rasmussen har fået gennemført mange af sine visioner for Danmark i sin tid som indenrigs- og sundhedsminister og finansminister, så spørgsmålet er derfor, hvad der vil blive Lars Løkke Rasmussens vision som statsminister:

En af ministerkollegerne siger:

»Lars’ store problem bliver, at Fogh og han selv har været banebrydende og nytænkende i et sådant omfang, at ideologi-kassen er ved at været tømt for nye ideer.«

I MODSÆTNING til Fogh får Løkke i alle tilfælde inspiration ved at omgås såkaldt almindelige mennesker der, hvor de nu kommer.

Nogle gange, når han er kommet hjem til Græsted sent om aftenen, og Statoil har lukket, har værtshuset Stalden været det eneste sted, han kunne købe sine cigaretter. Når han kom ind her, kunne han møde folk, der havde kendt ham fra barndomstiden, og de sagde: »Hej Lars, skal du ikke lige have en bajer?«

Det har han altid sat pris på, har han tidligere sagt i et interview:

»Når man så sætter sig sammen med dem, får man mange ting at vide. Om samfundet. Om os politikere. Nøglen til al politik er at vide, hvad du vil bruge det til!

Spørgsmålet er, om Lars Løkke Rasmussen nu ved, hvad han vil bruge nøglen til.

Det er hans natur at søge indflydelse. Nu har han fået den maksimale:

Statstministerens.