Bush og Fogh: Venner på prærien

Washington

I Washington er ingen i tvivl om, at George W. Bush synes godt om Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Det gælder, hvad enten de to diskuterer krigen mod terror eller udfordrer hinanden på mountainbikes.

Den nære forbindelse, der blev grundlagt helt tilbage i foråret 2002, får et næsten privat skær, når den danske statsminister i de kommende to dage gæster præsidenten på hans ranch i det støvede Crawford.

Besøget i denne afkrog af Texas kommer mindre end to år efter, at statsministeren og hans familie landede i helikopter på præsidentens officielle Camp David-landsted nordøst for hovedstaden.

Et besøg både i Crawford og Camp David er kun blevet bevilget en håndfuld stats- og regeringschefer, der alle repræsenterede lande med langt større politisk vægt end lille Danmark.



Fingerspidsfornemmelse
Næsten årlige møder mellem den amerikanske præsident og regeringschefen fra et land, der har støttet ham i krigen mod terror, kan betragtes som noget nær selvfølgelige. Uden den nære personlige kontakt var de dog næppe blevet til mere end timelange dialoger i det ovale kontor.

Endnu inden det første håndtryk var udvekslet, havde præsident Bush, der roser sig af sin højt udviklede politiske fingerspidsfornemmelse, øjensynligt besluttet, at statsministeren fra det lille land kunne blive en nyttig partner.

Da Anders Fogh Rasmussen den 25. marts 2002 blev modtaget i Det Hvide Hus, skete det således med, hvad en deltager senere betegnede som »diplomatiske piber og trommer.« I det ovale kontor ventede ikke kun præsidenten, men også hans vicepræsident Dick Cheney, daværende udenrigsminister Colin Powell, forsvarsminister Donald Rumsfeld, sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, stabschef Andrew Carr plus endnu et par embedsmænd.



Op i tung vægtklasse
En modtagelse, der skulle signalere, at statsminister Fogh Rasmussen var rykket op i en noget tungere vægtklasse. Fra amerikansk side en erkendelse af, at han som kommende EU-formand kunne få en vigtig rolle i det transatlantiske forhold.

Besøget kom i stand, efter at Taleban var fordrevet fra Afghanistan og samtidig med at præsident Bush indledte, hvad der nu kan ses som de første forberedelser til invasionen af Irak.

Det næste møde i Det Hvide Hus i maj 2003 fulgte blot to uger efter, at præsident Bush overmodigt havde erklæret, at missionen i Irak havde nået sit mål.

For den amerikanske præsident fik det i den situation afgørende betydning, at han kunne tælle omkring 400 danske soldater, stationeret i den sydlige del af Irak, med til sin såkaldte koalition af de villige.

I dag er det dog langt væsentligere, at Danmark med 700 soldater i forhold til størrelse har det største eller næststørste kontingent i Afghanistan. I Washington giver det meget store plusser i karakterbogen, at den danske styrke er placeret i den sydlige del af det urohærgede land og i modsætning til andre europæiske styrker kan indsættes uden betingelser.

Mens den amerikanske gevinst ved den nære personlige forbindelse kan opgøres ganske konkret, er det danske udbytte mindre præcist. Der er dog ingen tvivl om, at de årlige møder har givet et lille lands regeringschef en særlig status.

Det har betydet lettere adgang til den amerikanske regering for danske diplomater, men måske også bedre muligheder for at påvirke amerikansk politisk tænkning. Her ses de senere års ændring i holdning til klima og energi som et eksempel.



Samhandelen blomstrer
At trække direkte paralleller mellem det politiske samarbejde og de økonomiske forbindelser vil være vanskeligt. Det synes dog at være mere end et tilfældet, at samhandelen i den periode er blomstret som aldrig før.

At den nære personlige forbindelse skulle give bagslag, når magten om mindre end et år skifter i Washington, må afvises som udelukket.

Dels går den tætte forbindelse langt ud over partipolitiske stridigheder, dels vil Afghanistan stå øverst på den nye præsidents dagsorden. Anders Fogh Rasmussen vil næppe få problemer med at etablere nær kontakt til den nye præsident, hvad enten efternavnet er McCain, Obama eller Clinton.

Skulle rygterne om den danske statsministers internationale ambitioner blive bekræftet, kan det nu mangeårige politiske venskab med George W. Bush blive et aktiv. Allerede nu betragtes venskabet som en vigtig døråbner, når den rejseglade danske regeringschef melder sin ankomst i Asien eller i Sydamerika.

Her ville det ofte være vanskeligt for en statsminister fra et så lille land at skaffe sig adgang til topfolkene. Det er imidlertid ikke forbigået nogen, at det er en gæst, som har tæt kontakt til den amerikanske præsident, der banker på døren.



Løs dagsorden
Besøget i Crawford har ikke nogen fast dagsorden. Der er dog ingen tvivl om, at både Iran, Irak, Kosovo og Mellemøsten vil blive drøftet på præsidentens ranch med adressen Prairie Chappel Road.

Sådanne møder giver også mulighed for at påvirke amerikansk politik, og her vil Anders Fogh Rasmussen se en chance for at tage fat på et par af sine mærkesager vel vidende, at hans vært er parat til at lytte.

International retsorden er et emne, der demonstrerer, at nær forbindelse ikke betyder enighed om alt. Statsministeren vil erklære sig enig i målene for terrorbekæmpelse, men han vil også nævne Grønland, fangetransporter og hemmelige fængsler for at understrege, at metoderne skal være i orden.

På klimafronten gør Anders Fogh Ramsmussen sig ingen forhåbninger om, at han kan overtale George W. Bush til at acceptere bindende mål for reduktionen af drivhusgasser.

Han vil i stedet som vært for næste års klimatopmøde i København forsøge at få præsidenten til at koordinere sit eget initiativ med indkaldelse af de største forurenere med det FN-spor, som har et dansk lokomotiv. Efter den hjælpende hånd i Irak og Afghanistan har anmodninger om en amerikansk modydelse ekstra vægt.