To nyudnævnte ministre går på orlov fra Folketinget
De nye radikale ministre Samira Nawa og Zenia Stampe overlader deres folketingsmandater til stedfortrædere.
De Radikales nytiltrådte ministre Samira Nawa og Zenia Stampe går på orlov fra Folketinget og overlader deres mandater til stedfortrædere.
Det oplyser De Radikale til Ritzau.
Politisk leder Martin Lidegaard beholder sit folketingsmandat.
Derved har han »fortsat mulighed for at stemme og tage ordet i Folketingssalen på områder, der falder udenfor hans resort som erhvervs- og konkurrencekraftsminister«, lyder det fra partiet.
Samira Nawa blev onsdag udnævnt til klima-, energi- og forsyningsminister, mens Zenia Stampe er ny kulturminister.
De har begge gjort brug af den mulighed i Folketingets Forretningsorden, hvor ministre kan tage orlov fra Folketinget, mens de er ministre.
I stedet indtræder Maria Georgi Sloth og Line Krogh Lay i De Radikales folketingsgruppe. De er førstesuppleanter for henholdsvis Nawa og Stampe.
Maria Georgi Sloth, der er tidligere landsformand for Radikal Ungdom, fik 1.630 personlige stemmer i Københavns Storkreds ved folketingsvalget i marts, mens Line Krogh Lay fik 902 personlige stemmer i Sjællands Storkreds.
De to nye folketingsmedlemmer deltager tirsdag på det konstituerende gruppemøde i De Radikales folketingsgruppe.
Det var et bredt flertal i Folketinget, der i 2016 vedtog, at ministre kan tage orlov fra Folketinget i deres ministerperiode.
Det skulle tilgodese partier, der går i regering med en vælgertilslutning på 10 pct. og under, »således at partierne har mulighed for at indkalde stedfortrædere og effektivt varetage arbejdet i Folketinget«.
Den nye orlovsmulighed gjorde De Konservative straks brug af i 2016, da partiet med seks mandater gik med i VLAK-regeringen og fik tre ministerposter.
De tre konservative ministre gik herefter på orlov, så der kunne indkaldes stedfortrædere og fortsat være en folketingsgruppe på seks medlemmer.
De Radikales folketingsgruppe består af ti medlemmer, efter at partiet fik 5,8 pct. af stemmerne ved valget i marts.
Partiet er nu en del af den nye firkløverregering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale.