Socialdemokratiets yngste stemme afviser krise: Vi har stadig svaret
Socialdemokratiet er stadig uden en færdig analyse af valgnederlaget. Ifølge folketingsmedlem Sofie de Bretteville er der i hvert fald én ting, partiet skal levere på.
Foretrækker du at lytte til historien? Så kan du høre hele interviewet med Sofie de Bretteville i Jyllands-Postens nyhedspodcast ved at klikke her:
Tirsdag skrev den 25-årige Sofie de Bretteville sitrende under på grundloven.
Som det yngste folketingsmedlem for Socialdemokratiet træder hun ind i dansk politik på et tidspunkt, hvor hendes parti netop har leveret sit dårligste valg i 123 år.
Med 4.500 personlige stemmer er hun kommet sikkert ind, og hun afviser fortællingen om et parti i frit fald:
»Vi er jo stadig med længder det største parti.«
Men hun lægger ikke skjul på, at noget maner til eftertanke.
Selv om Sofie de Bretteville er ny i Folketinget, kan hun fejre 10 år på den politiske scene.
Hendes karriere begyndte i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og senere blev hun valgt ind i regionsrådet for Socialdemokratiet.
Undervejs har hun passet et jordemoderstudium, og valgkampen har hun ført med sin syv måneder gamle datter, Oda, på armen.
Det har sat sig politisk og gjort Sofie de Bretteville tændt på sundheds- og familiepolitik – områder, som hun håber »at få lov til at rode med.«
Under valgkampen præsenterede Socialdemokratiet et forslag om såkaldt børnetid – en model, hvor småbørnsforældre får bedre mulighed for at gå ned i tid med økonomisk kompensation.
Forslaget kom sent i valgkampen og blev straks mødt med skepsis.
Sofie de Bretteville afviser dog, at det skulle gøre løftet mindre troværdigt.
»Børnetid var noget af det sidste, vi præsenterede, men også noget af det, jeg synes er allermest essentielt for en kommende regering at løse og løfte,« siger hun.
»Jeg synes sagtens, at jeg kan stå på mål for, at når vi som parti fremlægger politik i en valgkamp, er det, fordi vi helt ind i knoglerne tror på, at det er det rigtige. Og jeg synes, at de seneste valgkampe har vist, at vi har i sinde at indfri vores løfter. Også med børnetid,« fortsætter hun, før hun påpeger, at Socialdemokratiet ikke har 90 mandater, så forslaget bliver en del af en forhandling, ligesom det skal vendes med arbejdsmarkedets parter.
Børnetidsudspillet har fået kritik for at stå i kontrast til Mette Frederiksens (S) tidligere retorik om den danske arbejdsindsats.
Et meget citeret eksempel fra den tidligere statsminister lyder, at »samlebåndene kører i Rusland 24/7. Og den diskussion, jeg hører mest om i Europa, det er, at vi gerne vil arbejde mindre«.
Men Sofie de Bretteville står fast på, at Socialdemokratiet vil realisere forslaget.
»Det har fyldt så meget, at rigtig mange børnefamilier er pressede. Det har været for svært at være børnefamilie i Danmark, og det mener jeg sådan set, vi er forpligtede til at levere på.«
Ingen opslag om udlændinge
Et andet tema, der har præget valgkampen – og efterfølgende analyser – er udlændingepolitikken.
Men det var ikke synligt på Sofie de Brettevilles Instagramprofil, hvor hun var aktiv under hele valgkampen. Her delte hun ikke et eneste opslag om udlændingepolitik.
»Jeg tror, langt de fleste af de mennesker, der har sat deres kryds ved mit navn, også er mennesker, der har mødt mig andre steder end på de sociale medier,« forklarer hun.
Alligevel er det netop udlændingepolitikken, der internt i partiet er blevet fremhævet som en mulig forklaring.
Flere anonyme »prominente socialdemokratiske folketingsmedlemmer« har for nylig fortalt Zetland, at Mette Frederiksen på et internt møde forklarede valgresultatet med udlændingepolitikken.
Og mere specifikt mente hun, at for mange af partiets profiler havde undveget de hårde udlændingedebatter, ifølge Zetland.
Men så entydig mener Sofie de Bretteville ikke, at forklaringen er:
»Jeg kommer naturligvis ikke til at referere fra gruppemøder, men jeg kan garantere dig, at jeg ikke har fået stukket et talepapir med en analyse i hånden,« siger hun.
»Og den analyse er heller ikke færdigarbejdet. Hvis man tror, at et så stort og så bredt forankret parti som Socialdemokratiet ender med at lave en analyse, der kun peger på én ting, så tager man fejl. Jeg tror, vi skal skrue på rigtig mange knapper.«
Hun mener dog ikke, at det kræver en ny retning at få skuden på ret kurs:
»Rigtig mange af de udfordringer, som danskerne ønsker svar på, synes jeg heldigvis er socialdemokratiske svar, der bliver efterspurgt.«