Hvad skal der ske bag hegnet? Nordjysk fabrik skal samle importerede stumper fra udlandet

Det var »en historisk dag«, mente en glad minister lige før sommerferien, da han underskrev en kontrakt på at genstarte den nordjyske ammunitionsfabrik, der kaldes Krudten.

»Vi genetablerer nu faciliteter til, at der kan produceres ammunition igen i Danmark,« sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Og så blev der klappet.

I virkeligheden bliver der langt hen ad vejen tale om det, som kilder tæt på forløbet har kaldt en samlefabrik.

Det er ikke et sted, som faktisk producerer alle de enkelte dele, der udgør en granat eller en patron. Det er tværtimod et sted, som primært importerer stumper, stykker og sprængstof fra udlandet og samler det til et færdigt skud.

Ifølge Carsten Bach, forsvarsordfører for Liberal Alliance, er der ikke meget at klappe af.

»Det er et slag i mellemgulvet ift. at skabe en egentlig forsyningssikkerhed,« siger han og fortsætter:

»Der var oprindeligt andre muligheder, som ville give en væsentlig højere forsyningssikkerhed til Danmark. Det er regeringens ansvar, at vi ikke er endt det mest optimale sted.«

Den nordjyske fabrik i byen Elling skal genoplives af det norske våbenfirma Nammo. Tidligere har selskabet afvist at sige, hvad der skal ske bag hegnet. Men efter kontrakten er signeret, vil selskabet gerne uddybe detaljerne.

Smeltet sprængstof

Først en kort introduktion.

En patron består grundlæggende af fire dele: fænghætten, krudtet, projektilet og hylsteret, der holder det sammen.

Også en granat kan basalt set laves af fire komponenter: drivladningen, stålkroppen, sprængstoffet og brandrøret.

Af de enkelte delkomponenter vil det alene være hylstre og projektiler til patronerne, som bliver lavet på den nye fabrik.

Støberiet Birn, der ligger i Holstebro, bliver underleverandør og skal lave kroppen til de små granater.

Alle de øvrige dele importeres fra udlandet. Især fra Norge og Finland, hvor Nammo i forvejen har fabrikker.

I Elling bliver en central funktion at fylde sprængstof på granaterne. Det fungerer sådan, at det importerede eksplosiv varmes op, smeltes, hældes ned i en granat og køles ned igen. Så skal de bearbejdes, kontrolleres, samles og pakkes.

I videoen kan du se, hvordan smeltet sprængstof hældes på mindre granater på Nammos fabrik i Sverige.

Christine Nissen, chefanalytiker ved Tænketanken Europa med speciale i forsvarspolitik, ser sagen som et eksempel på, hvordan Danmark står i et nyt dilemma mellem økonomi og forsyningssikkerhed.

»Hvis vi havde en fuldtonet dansk produktion af granater og patroner, kunne vi have en stærkere forsyningssikkerhed. Til gengæld ville det være dyrere,« siger hun:

»Det er en politisk afvejning. Vil man have en fabrik, hvor vi ikke er afhængige af dimsedutter fra andre lande, hvis den er 100 eller 1.000 pct. dyrere? Det er et nyt og stort spørgsmål, man skal forholde sig til.«

Afhængig af Norge

Nammo, der er ejet af den norske og finske stat, fik opgaven med at genoplive Krudten efter et langstrakt forløb, hvor også to danske firmaer bød sig til: Danammo og Ama Group.

De to selskaber kom med planer om at lave en fuld dansk produktion, og det store salgsargument var forsyningssikkerhed. Altså at mest muligt bliver lavet inden for landets grænser, så vi er mindre afhængige af andre.

I slutfasen opgav Danammo imidlertid den plan. Begrundelsen var bl.a., at den danske stat lagde op til at købe for få granater til, at det kunne lade sig gøre at lave en egentlig dansk produktion.

Ama Group tilbød at lave patroner, men ikke granater. Det skulle være en fuld produktion på nybyggede fabrikker, og tilbuddet viste sig at være det billigste og hurtigste. Alligevel blev det danske firma fravalgt. Begrundelsen var bl.a., at Nammo havde »betydelig erfaring« med at lave ammunition.

Søren Gønge, direktør i Ama Group, har svært ved at se, hvordan Danmark nu får en bedre forsyningssikkerhed.

»Nu er det bekræftet, at der kun bliver en samlefabrik deroppe, og jeg kan ikke se nogen som helst fordele ved det. Vi vil være afhængige af, om nordmændene vil levere til Danmark uden at prioritere Norge først. Og de vil nok være sig selv nærmest, hvis der kommer en krig,« siger han.

Sindssygt dyrt og langsomt

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, siger, at den nye fabrik i Nordjylland ikke giver mening, hvis det handler om at få mest, hurtigst og billigst.

»Det rationelle havde været, at Norden gik sammen om at udvide én stor ammunitionsfabrik, der fik kapacitet til at lave det hele til os alle sammen. Det havde givet flest granater, hurtigt nok og billigst muligt. Nu er det så endt her, fordi det var magtpåliggende for Danmark at skabe nogle arbejdspladser, der støber hylstre og fylder krudt.«

Ifølge Nammo vil der blive ca. 110 arbejdspladser på den nye fabrik.

For Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Københavns Universitet og forsker i forsvarspolitik, viser eksemplet med Krudten, hvordan Danmark har fokuseret for meget på at skaffe tingene billigst muligt.

»Det, vi nogle gange glemmer i diskussionen om oprustningen, er, at det er et generationsprojekt. Det kommer ikke til at ske inden næste valg. De lande, som nu kan levere til os, har tidligt forstået netop det, og de har nu kapaciteten til at levere og udvikle militært grej. Der skal vi andre også flytte os hen,« siger han.

Få lande kan alt selv

Jerry Gustavsson, direktør for Nammo i Danmark, konstaterer, at »det er meget få lande i Europa, som har en komplet produktion af al ammunition og komponenter«. Det ville være »ekstremt dyrt«.

»De nordiske lande og vestlig forsvarsindustri er afhængige af hinanden for at skabe en forsyningskæde så sikker som muligt, og med fabrikken i Elling bliver Danmark en del af den nordiske og allierede forsyningskæde,« skriver han i en mail til Jyllands-Posten.

Netop påfyldning af sprængstof er ifølge Nammo-chefen en »højt efterspurgt kapacitet i Europa«.

»Det, der omtales som en samlefabrik,« skriver han, »er en afgørende kapacitet for forsyningssikkerheden«.

Han tilføjer, at Nammo har indgået et strategisk partnerskab med Danmark, Norge, Sverige og Finland om »forsyning af ammunition i fred, krise og krig«:

»Fabrikken i Elling bliver en integreret og vigtig del af det.«

Per Pugholm Olsen, direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, mener også, at den nye fabrik styrker Danmarks forsyningssikkerhed på flere måder.

»Der vil være en løbende produktion, som vi vil have direkte adgang til. Vi har bygget ind i kontrakten, at vi kan bede om at få oplagt råvarer eller halvfabrikata, så de har nok til at klare sig to-tre år ud i tiden. Vi kan også bede dem om at øge den samlede produktion,« sagde han til Jyllands-Posten før sommerferien.

Den nordjyske fabrik ventes at starte produktionen i løbet af andet halvår 2027, fordi der først skal rives ned, renoveres og bygges nyt.

Prisen for skatteborgerne bliver i alt 8,6 mia. kr. i perioden 2025-2033. Fabrikken i sig selv anslås at koste 883 mio. kr. Resten af pengene går primært til at betale Nammo for granater og patroner.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen svarer i en skriftlig kommentar, at den nye fabrik betyder, at der kan produceres kritisk ammunition »på dansk grund«.

Det »reducerer vores afhængighed af andre lande«, udtaler han og begrunder det med, at Danmark får adgang til en vigtig kapacitet, og at der kommer »kortere og robuste forsyningskæder, der er mere modstandsdygtige over for den geopolitiske udvikling«:

»Det er helt naturligt, at Danmark vil være afhængig af tilgangen af råstoffer og ammunitionsdele fra andre lande, næsten uanset hvilken ammunitionsfabrik der etableres. Jeg er helt tryg ved, at vi ved valg af Nammo styrker samarbejdet og forsyningssikkerheden i nordisk regi.«