Jeg fandt en gammel bog på reolen, og pludselig forstod jeg noget afgørende om verdens tilstand
Analyse: Danmark og Europa er pludselig og uventet blevet kastet ud i junglen, hvor den stærkes lov gælder. Det stiller nye og svære krav til vores mentalitet, som kun få endnu har forstået.
For ikke så længe siden faldt jeg over en gammel bog på min bogreol.
I mere end 20 år havde den lille bog stået og samlet støv der, mens verden forandrede sig mere, end nogen havde regnet med, og mens jeg i øvrigt ikke havde skænket den en tanke.
Bogen hedder ”Paradiset og magten” og er skrevet i 2003 af den amerikanske kommentator og historiker Robert Kagan. Han forsøgte i bogen at forklare, hvorfor pokker amerikanerne og europæerne allerede dengang så så forskelligt på verden, og hvorfor de på det tidspunkt var så uenige om invasionen af Irak.
Da jeg havde læst bogen igen, fremstod den ikke bare nærmest profetisk i forhold til det dramatiske brud, der netop nu finder sted mellem USA og Europa. Den har også en dyster pointe om, hvor svært det bliver for Europa – og for Danmark – at begå sig i en verden, hvor USA ikke længere er den beskytter, det har været i de seneste 80 år.
Ny verdensorden eller ej?
Det er blevet en standardforklaring for danske politikere at tale om, at vi i øjeblikket er vidner til den gamle, liberale ”verdensordens” opbrud. Altså at verden indtil for nylig har været styret af særlige internationale love og regler, en fast retsorden, som ikke mindst Donald Trump nu er i gang med at slå i stykker.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) under sit besøg i Grønland for nylig sendte sin hidtil skarpeste afvisning af Trumps krav på Grønland, gjorde hun det da også netop med henvisning til den:
»Landegrænser, staternes suverænitet, territoriernes integritet. Det er rodfæstet i international ret. Det er fundamentale principper. Det er skabt oven på Anden Verdenskrig, så små lande ikke skal frygte store lande,« sagde hun.
Men er det virkelig rigtigt? Har verden virkelig set sådan ud siden Anden Verdenskrig?
Svaret er nej. Så simpelt er det ikke.
Mars og Venus
Tesen i Robert Kagans bog fra 2003 var enkel, men affødte ikke desto mindre stor debat. Forskellen på amerikanere og europæere bundede i, hævdede han, at europæerne efter Anden Verdenskrig havde afskrevet sig magt som et redskab på verdensscenen.
Det havde været muligt, fordi den vesteuropæiske sikkerhed efter krigen blev garanteret af USA – og det var en nødvendighed, fordi ingen europæiske lande længere selv havde kræfterne til at stille med et tilstrækkeligt forsvar mod Sovjetunionen.
I ly af den amerikanske sikkerhedsparaply behøvede lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien ikke længere vogte på hinanden og frygte gensidige invasioner, for den slags ville amerikanerne – der havde magten – aldrig have tilladt.
Til gengæld gav det dem i stedet mulighed for at opbygge et unikt netværk af samarbejde, der ikke beroede på vold og trusler, men på forhandling og tillid, og som kulminerede i skabelsen af Den Europæiske Union.
For så vidt ganske rigtigt en ny orden baseret på lov og ret. Men Kagans pointe var, at denne unikke, utopiske verden kun eksisterede i et Europa, der hyggede sig trygt under den amerikanske atomparaply.
Det var en europæisk orden. Men ikke nogen verdensorden. Uden for Europa – i resten af verden – handlede det nemlig stadig om rå magt, kolde interesser og varme geværløb. Resten af verdens skæbne blev ikke bestemt af nogen fint kalibreret retsorden, men af hære og flåder, vold og krig. Her gjaldt junglens lov stadigvæk.
»USA sidder fast i historiens hængedynd,« skrev han, i en »verden, hvor internationale love og regler anses for at være upålidelige, og hvor sikkerhed og forsvar for den liberale orden afhænger af tilstedeværelsen og brugen af militær slagkraft«.
Robert Kagan påstod, at det var årsagen til forskellen i den amerikanske og europæiske tilgang til både Irak-krigen og verden. Europæerne forstod ikke, at konflikter uden for det europæiske utopia ikke også kunne løses med forhandling og dialog. Amerikanerne forstod ikke, at ikke alle konflikter kunne løses med magt.
Derfor, sagde han allerede dengang, »er amerikanerne fra Mars, og europæerne fra Venus«. To helt forskellige verdener, der har svært ved at kommunikere med hinanden.
Den ene opkaldt efter guden for krig, den anden efter guden for kærlighed.
Den stærke vinder
Robert Kagan var det, der i sin tid blev kaldt neokonservativ – en af dem, der troede på og talte for, at USA burde og skulle gribe ind i fremmede lande og konflikter. Også den omstridte invasion af Irak.
Den anbefaling har kostet ham og hans ligesindede meget troværdighed siden. Men det behøver jo ikke at betyde, at hele hans analyse af verdens tilstand var forkert.
Tværtimod viser selv et hurtigt blik på verdenshistorien siden Anden Verdenskrig, at han har fuldstændig ret i, at det meste af verden på ingen måde blev styret af nogen international retsorden:
Intet fornemt princip forhindrede den sovjetiske invasion af Ungarn og Tjekkoslovakiet i 1956 og 1968. Ingen international retsorden kunne standse den nordvietnamesiske invasion af Sydvietnam. Iraks invasion af Iran i 1980. Sovjetunionens i Afghanistan 1979. Kinas annektering af Tibet i 1950’erne.
Alle disse konflikter og krige – og dusinvis af andre – blev afgjort på præcis samme måde: Det var den stærkeste, der vandt. Det var lige meget, hvem der havde ret.
Det kan altså godt være, vi i Europa bekender os til menneskerettigheder og endda tror på, at de er universelle og evige. Men i det meste af verden har det aldrig været højtidelige konventioner og proklamationer, der har afgrænset de faktiske rettigheder for mennesker: De er altid blevet afgjort af dem, der havde kontrollen over geværkolber og kampvogne.
Er man i tvivl, kan man spørge indbyggerne i Kina, Cambodja eller Congo.
Penge på vej
Ser man på verden anno 2025 gennem den linse, er det altså ikke hele verdensordenen, der styrter sammen om ørerne på os. Men derimod noget meget mere lokalt. Det er den amerikanske sikkerhedsparaply, der pludseligt og hurtigt er blevet trukket væk over Europa.
Det er i virkeligheden den europæiske undtagelse, der er ved at forsvinde. Det er os, der er i færd med at blive smidt ud af paradiset og ind den jungle, der hele tiden har omgivet os.
For de europæiske regeringer og for den danske regering betyder det, at det ikke bare er nye omstændigheder, vi skal vænne os til. Det er også en ny mentalitet, der kræves. Europa skal aflægge sig »svaghedens psykologi«, som Kagan kaldte det i sin bog – skal arbejde imod det grundinstinkt, som vi har brugt de seneste 80 år på at opbygge.
Den danske regering er efterhånden kommet i gang med den første udfordring. Det sker først og fremmest ved at tilpasse det danske forsvar til en virkelighed, hvor Europa skal betale for sin egen sikkerhed.
Alting er forsinket og usikkert, men ikke desto mindre: De danske forsvarsudgifter er på få år blevet løftet, så de i andel af den danske økonomi ligger blandt de absolut største i Europa og endda nærmer sig de amerikanske.
Over det kommende årti skal der findes 300 milliarder ekstra kroner, og beskeden fra statsminister Mette Frederiksen (S) har været umisforståelig: »Køb, køb, køb!«
Den anden udfordring er imidlertid langt mere svær, og den er endnu gået op for få. Den er mental og kræver, at Danmark og resten af Europa forstår, at i den verden, vi nu befinder os, er det ikke nok at have et stort våbenarsenal. Hvis man skal overleve i junglen, skal man også leve efter junglens regler.
Her skal man turde bruge sit våben. Her skal man turde få snavs på fingrene.
Svær mentalitetsændring
Den er værre, for det kræver også et opgør med nogle af de principper, som Europa ellers har sat så uendeligt højt.
Tag nu bare som eksempel forbuddet mod antipersonelminerne. Minerne er grusomme våben, der lægges i jorden i krigszoner for at forhindre fjenden i at rykke frem. Når en uheldig soldat træder på en mine, eksploderer den og sprænger fødder og ben af. Hvad, der er endnu værre, er, at de meget ofte bliver liggende, selv når krigen er slut. I årevis kan de dræbe og lemlæste civile og børn.
Ingen ringere end den britiske prinsesse Diana advokerede i 1990’erne for et forbud mod minerne og gik i et af sine mest berømte øjeblikke gennem et minefelt i Angola. »I come with my heart,« sagde hun og affærdigede dermed al kritik for at blande sig i politik, og så var sagen sådan set afgjort.
I Danmark vedtog Folketinget forbuddet enstemmigt i 1998. Hele Europa og mere end 160 lande gjorde i de år det samme i troen på og håbet om, at den slags djævelske våben ikke længere ville være nødvendige. Men verdens stormagter skrev bemærkelsesværdigt nok ikke under. Hverken Rusland, Kina, Indien eller USA ville afskrive sig et våben, der måske nok var grusomt, men også ekstremt effektivt ude i junglen.
Nu, 30 år efter, har eftertænksomheden også meldt sig hos flere europæiske lande. Inden for de seneste måneder har både Polen, Finland og de tre baltiske lande meddelt, at de nu vil ud af konventionen mod antipersonelminerne. Selvfølgelig fordi netop de lande grænser op til Rusland, og junglen pludselig er kommet tæt på.
Den diskussion er ikke nået til Danmark endnu, men selv her lurer opgøret med nogle af de principper, der var råd til at have, mens amerikanerne stod for beskyttelsen.
I starten af marts ville statsminister Mette Frederiksen f.eks. ikke afvise, at der i fremtiden skal tillades atomvåben på dansk jord, og at flere lande i Europa i øvrigt skal producere atomvåben.
Interessesfærer skal udvides
Robert Kagan har hverken været den første eller den sidste, der har gjort opmærksom på pointen om, at det er jungleloven, der styrer verdenspolitikken mellem stormagterne. F.eks. Samuel Huntington, der skrev den også meget omdiskuterede ”Civilisationernes sammenstød” i 1993.
Det gælder også nogle på den danske ”nationalkonservative” fløj, der bruger bl.a. det udgangspunkt til at tale for en anden kurs over for Rusland og krigen i Ukraine: F.eks. debattørerne Rune Selsing og Kasper Støvring eller det tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Marie Krarup.
Når verden er en jungle, der styres af stormagternes interesser, skal man være tilbageholdende med at udfordre stærke landes interessesfærer som f.eks. Ruslands i Ukraine, lyder det bl.a.
Den tilgang overser dog en afgørende pointe: nemlig at interessesfærer ikke er statiske eller gudgivne. De defineres og ændres med magt. Der er f.eks. en god grund til, at Danmark ikke længere er en del af den tyske interessesfære. Eller at Polen ikke længere er en del af Ruslands.
Det var USA, der ændrede begge dele med magt, hvilket de fleste i dag formentlig er glade for og taknemmelige over.
Hvis vi i Europa tilsvarende mener, at det er bedre for vores eget kontinent og for verden, at de vestlige værdier fylder mere end Putins, f.eks. i Ukraine, så er der ikke rigtig noget valg. Så må vi spille efter junglens lov. Så skal vores interessesfære både forsvares og udvides.
Det har været amerikanernes opgave i mange år. Og hvis de ikke længere ønsker at påtage sig opgaven, er der ikke andre end os selv til det.
Men det kræver en ny europæisk mentalitet og psykologi.
Mindre utopia, mere jungle.
Mindre Venus, mere Mars.