Det er ikke de gode mod de onde i Ukraine

Hvorfor kæmper vi mod Rusland i Ukraine? Den dominerende fortælling er, at vi kæmper i vores egen interesse. Hvis ikke vi stopper Rusland i Ukraine, vil russerne blot fortsætte erobringstogtet i de baltiske lande. Derefter Polen. Senere Danmark. Der er ingen vej udenom. Kun hård modstand. For friheden.

Det narrativ er selvindlysende primitivt, og det er også let at spore dets oprindelse. Vi har nemlig i forvejen en udbredt tendens til at analysere verden gennem Anden Verdenskrigs prisme, og i forholdet til Rusland giver den os en klar konklusion: Putin er Hitler. Derfor må vi stoppe ham. Koste hvad det vil.

Hitler-narrativet gør i sig selv krigen farligere, end den behøvede at være. For hvis vi lykkes med at bekæmpe Rusland militært og efterlader Putin som en gal mand i førerbunkeren, vil det ikke være udslettede divisioner, han forgæves kommanderer rundt med, men atomvåben. Realistisk set bliver de nok kastet, længe før vi når til hans untergang. Vi kan naturligvis ikke vide, hvad der sker, men risikoen er reel.

Blot det at tale om risikoen for atomkrig er i dag kontroversielt. Folk er blevet anklaget for putinisme for mindre. I sig selv et vidnesbyrd om den ekstreme og selvvalgte enfoldighed, vi er gået til krigen med. Rusland er ondt, og den russiske befolkning bliver beskrevet som havende »en dyb tørst efter barbari og tyranni«. Den slags er anti-intellektuel radikalisme. Endnu mere bekymrende er censuren af russiske medier og den delvise boykot af russisk kultur gennem eksempelvis aflysninger af teater og opera.

Det er ellers netop vores kulturs styrke, at vi kan sætte os ud over krig. At vi både kan være selvkritiske, nuancerede og i stand til at skelne mellem kultur, mennesker og krige mellem stater. Ikke her for tiden.

Derfor har jeg også tøvet længe med at skrive dette indlæg. Jeg kan konstatere, at vestlige kernedyder som sandhedssøgen og nuancer ikke har været velkomne det seneste års tid. Jeg tænker tit på den episode i Folketinget, hvor Marie Krarup kollektivt blev udskammet for at benægte, at Rusland har en ekspansionistisk ideologi. Det har hun ellers selvindlysende ret i.

Der er mange årsager til, at Rusland har invaderet Ukraine. Ønsket om at bevare sin status som stormagt. National stolthed i et ellers dysfunktionelt samfund. Mereværdsfølelse over ukrainerne. Bekæmpelse af den vestlige verdensorden. Lumpne indenrigspolitiske overvejelser. Frygt for egen sikkerhed.

Intet af det er ekspansionistisk ideologi. Intet sammenhængende tankesæt om at dominere verden. I modsætning i øvrigt til Hitler, der i ”Mein Kampf” havde skrevet om verden som en kamp mellem racer, der enten måtte erobre eller gå bort. Og i modsætning til USA, der har en udtalt ambition om at udbrede sine værdier om frihed, demokrati og menneskerettigheder til alle verdenshjørner. Den amerikansk-vestlige ideologi er naturligvis ikke ekspansionistisk i sin egen selvforståelse, fordi den er på det godes side.

Men ingen kan være ægte i tvivl om, at den vestlige ideologi bliver opfattet som imperialistisk i Rusland. At den bliver opfattet som imperialistisk i Kina. Og i særdeleshed i Mellemøsten, hvis værdisæt er så radikalt forskelligt fra de kristne idéer om frihed, lighed og menneskerettigheder. At resten af verden opfatter os som imperialister, gør naturligvis ikke, at vi tager fejl. Men det er provinsiel ignorance ikke at være bevidst om andre perspektiver end sit eget.

Den verdensorden, der opstod efter Anden Verdenskrig, er derfor, for store dele af kloden, et udtryk for amerikansk imperial dominans. Det gælder de store institutioner, menneskerettighedserklæringen, administreringen af dollaren og meget mere. Amerikanske forskere har talt mere end 80 eksempler på amerikansk indblanding i demokratiske valg. USA har startet eller blandet sig i et stort antal krige, likvideret mere end 1.000 mennesker i droneangreb, aflyttet regeringschefers telefoner hos selv allierede, styret den politiske udvikling i fremmede lande med økonomisk magt og udøvet alverdens former for pression. USA’s ageren er imperial i alle andre henseender end i Vestens selvforståelse. Imperial på godt og ondt.

Af alle de amerikanske imperiale aktiviteter har den militære fremrykning været den afgjort mest betænkelige set med russiske øjne. Natos gradvise fremrykning mod og langs den russiske grænse. Med udsigten til medlemskab af Georgien og Ukraine var grænsen nået. Det gjorde russerne højlydt opmærksom på, ligesom de handlede derefter. Blot fire måneder efter at Georgien var blevet stillet medlemskabet i udsigt, blev det invaderet. Enhver kunne sige sig selv, at det samme ville ske i Ukraine. Merkel forudså det eksempelvis – hvorfor hun er blevet lagt for had.

Selv jeg – der ikke har nogen særlig interesse i spørgsmålet – kunne for fire år siden skrive i denne avis om USA’s aggressive adfærd i Ukraine. De har kort sagt kæmpet med russerne om at overtage landet. Amerikanerne har ifølge dem selv brugt mere end 5 mia. dollars. Den slags køber indflydelse. Eksempelvis på en kampagne, der gik ud på at vælte den siddende russiskvenlige præsident Janukovitj. Er det ikke imperial aggression? Og endnu værre blev det, da samme præsident blev kuppet. Ja, den demokratisk valgte præsident blev fordrevet fra sit land og sit embede, fordi han havde tilladt sig at indgå en handelsaftale med Rusland frem for med EU. Umiddelbart efter invaderede Rusland Krim.

Ukraine var og er en slagmark for to imperiers kamp for overtagelse. Ikke de gode mod de onde. Krigen var så afgjort en eskalering, men hvis ikke amerikanerne i første omgang havde forsøgt at vinde Ukraine, ville krigen aldrig have fundet sted. Amerikanerne havde ingen særlig ret til at kæmpe for at dominere Ukraine, selv om de i kulturblind ignorance hævder at have sandheden på deres side, og russerne har ingen særlig ret til at forsvare deres interessesfære, selv om stormagter altid gør sådan. Det er historisk fornægtelse, hvis man tror USA handler og ville have handlet anderledes tolerant.

Ikke desto mindre er jeg uenig med de ellers modige realistiske dissidenter, når de hævder, at der ikke findes moral i udenrigspolitik. Naturligvis gør der det. Vi bør til gengæld være langt mere forsigtige og ydmyge, end hvad vestlige magthavere ellers har haft for vane.

Hvordan kunne et ydmygt bud lyde? Jo, et bør være at undgå lidelse. Ikke mindst lidelse i stor skala. Naturligvis har krigen i Ukraine været en katastrofe. Især for ukrainere, men også for russere, fattige østeuropæere og alle mulige andre i verden, der har lidt som følge. Atomkrig vil være værre. Derfor bør vi naturligvis fordømme russerne. Og vi bør også fordømme amerikanerne. Og vi bør gøre, hvad vi kan, for at bringe krigen til ophør.

Hvis det ikke er med udgangspunkt i liberalt demokrati, hvad kunne ellers fortælle os, hvordan en fred burde se ud? Eller spurgt på en anden måde: Hvis nu vi ikke blot er ”de gode” og russerne ”de onde” – hvad bør vi så håbe på? Vi kunne, ydmygt, begynde med et folks selvbestemmelse. Ukraine bør være selvstændigt, for Ukraine udgøres af det ukrainske folk. Dog ikke på Krim, der er lige så ukrainsk, som Flensborg er dansk. Og heller ikke entydigt i Donbas. Autonomi eller selvstændighed for begge er den eneste holdbare vej frem. Den vej, der mindsker lidelse.

Mennesker bør vurderes på deres intentioner, men politiske beslutninger bør vurderes på deres konsekvenser. Den vestlig-amerikanske imperialisme var en moderne form for korstog med gode intentioner om at gøre resten af verden til et bedre sted. Resultatet har desværre alt for ofte været ødelæggelse og død. Det gælder også vores aggression over for Rusland. Den var måske velment, men resultatet blev krig.

Vi kan sagtens stoppe krigen. Vi kan sagtens få fred. Det kræver dog, at vi opgiver drømmen om, at vi med magt kan gøre resten af verden til en kopi af os.