Eva er et af de første 11 børn, der har fået et juridisk kønsskifte. Og det er hun glad for

Eva er 11 år gammel, og hun har lige skiftet køn.

»Nu skal jeg ikke kæmpe flere kampe. Jeg føler, at jeg har vundet,« siger Eva.

Eva har altid følt sig som en pige. Men først nu er det blevet muligt for hende at ændre køn i juridisk forstand.

Sidste år åbnede indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) nemlig for, at børn under 18 år kunne søge om juridisk kønsskifte i Danmark.

Det er der i alt 41, der har gjort. Foreløbig har seks fået afslag. 11 er blevet godkendt, som Jyllands-Posten fredag kunne afsløre. Det sker stik imod dansk lov, men bliver tilladt for at overholde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Eva er én af dem, der har fået et nyt cpr-nummer.

»Jeg ved godt, at det bare er et tal. Men det føles som mere end det. Det føles, som hvilket køn man er,« siger Eva.

I en helt normal villa i et roligt kvarter i det østlige Danmark, hvor der straks bliver undskyldt for rodet, har Jyllands-Posten fået lov at interviewe Eva om at være transkønnet.

Og om endelig at få lov til at være den hun er. Og få myndighedernes accept af det.

Hendes far Helge Sune Nymand sidder med til interviewet og hjælper med de ting, som Eva ikke kan huske, fordi denne historie begynder, før hun selv kan huske. Hendes mor, Louise Vigsnæs, støder til undervejs i interviewet.

Helge er forperson i Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn og har derfor fulgt tæt med i lovgivningen på området.

»For et år siden fandt vi ud af, at der var åbnet for at ansøge om juridisk kønsskifte for børn. Det kom vi hjem og fortalte. Og så blev du rigtig glad,« siger Helge Sune Nymand direkte til sin datter Eva.

Han husker tydeligt, hvad hans datter svarede:

»Det er ulovligt ikke at lade mig være den, jeg er. Ellers så sagsøger vi dem.«

Ansøgningen til kønsskiftet røg afsted, allerede en uge efter at Sophie Løhde i august 2023 åbnede for muligheden i et brev til Folketinget.

Den 22. december 2023 ventede der så en tidlig julegave.

Eva husker, hun sad og spillede computer, da hendes mor kom op og fortalte, at hun var blevet anerkendt som pige.

»Hun kom op til mig virkelig glad,« husker Eva:

»Hun begyndte også at græde lidt. Jeg tænkte bare, at det jo ikke er hendes cpr-nummer. Det er mit. Men det var alligevel hende, der græd.«

Altid en pige

Eva blev født som en dreng. Det mente lægerne i hvert fald. Men når forældrene tænker tilbage på det nu, så har Eva altid været en pige. Hun har aldrig givet udtryk for andet.

Men det var ikke nemt at acceptere i starten.

»Da Eva ønskede sig en kjole i fødselsdagsgave som treårig og fik den, så tænkte jeg, at det nok bare var en fase,« siger Helge Sune Nymand.

»Jeg kan slet ikke lide at have bukser på,« indskyder Eva.

Da der var gået seks måneder, var kjoler det eneste, Eva ville have på. Helge tænkte, at den fase var »da godt nok vildt lang«.

»Deromkring syntes børnehaven, at vi måske skulle få øjnene op for, at det nok var mere end bare en fase,« siger han, inden hans datter afbryder ham:

»Det er ligesom emo’erne siger: ”It’s not a phase”. Det er ikke en fase, mor og far. Det er, hvem jeg virkelig er,« siger hun.

I børnehaven havde Eva det så dårligt, at hun som fireårig sammen med forældrene endte hos en børnepsykolog.

»Du havde det med at slå hovedet mod ting,« siger Helge til sin datter.

»Hvorfor gjorde jeg det?« spørger Eva.

»Du sagde, at det var for at få dumme tanker ud af hovedet,« svarer faren.

»Jesus,« udbryder Eva.

Rådet fra børnepsykologen var, at forældrene skulle begynde at lytte til deres datter.

»Hvis nogen kaldte Eva en dreng, blev hun virkelig ked af det,« siger Helge.

Eva kunne vågne om natten efter voldsomme mareridt og fortælle, at hun havde drømt, at hun havde skæg. Eller spørge morens veninder, hvornår deres tissemænd var faldet af.

I starten rettede forældrene hende, når Eva sagde, at hun var en pige.

»Så sagde hun, at hun godt kunne være en dreng om dagen, men så var hun en pige om natten. Det handlede i det hele taget meget om at vokse op og blive en kvinde,« siger Helge.

»Lille Eva vidste, hvad hun gjorde,« tilføjer 11-årige Eva.

Forældrene troede mest, at hun legede.

»Det tog ca. halvandet år fra begyndelsen af det her med kjoler, før jeg indså, at jeg ikke havde mistet mit barn. I stedet så jeg, at du prøvede at vise os, hvem du er. Men i en periode havde jeg en oplevelse af at miste dig,« siger Helge.

»At du mistede mig?« siger Eva.

»Det gjorde jeg jo heller ikke. Men det skulle jeg lige forstå. Og det var svært for mig,«

Forældrene endte til et netværksmøde i Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, hvor Helge senere skulle blive forperson. Her var der andre forældre i samme situation.

»Her kunne jeg se, at de andre forældre også havde vildt svært ved at anerkende deres børn, som dem, børnene sagde, de var. Det kunne jeg simpelthen ikke forstå. Fordi det var så tydeligt, hvad børnene prøvede at sige,« siger Helge.

Det fik faren til at kigge indad.

»Jeg måtte erkende, at det nok også gælder for mig. Så spurgte vi dig, om du gerne ville være en pige,« siger faren, imens Eva mumler anerkendende:

»Det sagde jeg helt sikkert ja til.«

Selvom hun kun var fire år gammel, fik hun alligevel lov til at bestemme, at hendes nye navn skulle være Eva. Det er hun glad for, at hun fik lov til:

»Det er nok, fordi både min mor og far var meget åbne om verdenen, tror jeg nok.«

Det vigtige cpr-nummer

For mange vil det føles som en ubetydelig ting, hvad det sidste tal er i cpr-nummeret. Men for Evas familie har det altid været noget, de skulle være opmærksomme på.

»Fordi det slutter på et ulige nummer som en mand, så tror folk, at jeg er det. Og så er der læger og sådan nogle, der siger ”Nå, du ligner lidt en pige. Men her på dit cpr-nummer, står der, at du er det andet”,« siger Eva.

»Det her nummer kan betyde mere, end man tror. Hvis man ser det som et skakspil, så har jeg tabt rigtig mange brikker pga. det her nummer. Men nu har jeg fået det rigtige nummer og er endelig begyndt at vinde kampen,« siger Eva.

Helge prøver hele tiden at skærme sin datter fra ubehagelige oplevelser, hvor andre stiller spørgsmål til hendes køn:

»Hver gang du skulle noget, så var der nogle, der skulle involveres, og andre skulle gøre en undtagelse. Eller vi skulle ringe i forvejen, eller der skulle forklares ting.«

Han nævner f.eks. lægen eller tandlægen, der skulle ringes til, inden de skulle derhen. Familien har også skullet træne op til ture i lufthavnen, hvor paskontrollen kan finde på at sætte spørgsmålstegn ved Evas køn.

»Vi har faktisk ikke fløjet særligt meget inden for de sidste fem år,« siger Evas mor, Louise.

Helge nævner Japan som et sted, der er svært at komme ind i, hvis pas og udseende ikke stemmer overens. Det er ellers et land, som Eva godt gad at besøge.

»Hvis jeg nogensinde kommer til Japan, så skal jeg kraftedeme ind i en Pokémon-butik,« siger Eva.

Også i hverdagen har Eva stødt ind i udfordringer. Engang blev hun kaldt op til sundhedsplejersken, uden at forældrene var forberedt på det.

»Eva blev bare pludselig udstillet som en af drengene, selvom hun var en af pigerne. Det var bare ikke en god oplevelse,« siger Helge.

Han kan til gengæld fortælle stolt om, hvordan Eva nu selv har været på biblioteket to gange, uden at han skulle ringe i forvejen, eller at han blev nødt til at tage med derned for at beskytte mod ubehagelige episoder.

»Nu gør du bare ting,« siger han.

Gamle sure mænd

Helge og Louise har haft masser af dårlige episoder med mennesker, der ikke kunne forstå, at Eva var en pige. Den nærmeste familie og venner har dog godt kunnet acceptere Evas kønsskifte.

»Vi har haft mange lange og til tider ophedede debatter med mange folk om det her. Hvor vi bare mener, at Evas trivsel er vigtigere end tilfældige menneskers blik på det her,« siger Helge.

Han mener ikke, at det giver mening at sige, at det er forældrene, der presser et andet køn ned over deres barn:

»Jeg kan godt forstå, hvor den der tanke kommer fra. Jeg har selv været fanget i den logik. Det passer bare ikke med virkeligheden. Det passer ikke, at børn ikke selv ved, hvem de er.«

Det er heller ikke noget, der har gjort deres liv nemmere. Men det er trods alt vigtigere for dem, at deres barn trives.

»Det ville være det letteste i verden, hvis Eva ikke havde lyst til at være en pige og kom og sagde det. Det ville være så meget nemmere. Ikke at skulle forme alle de her relationer, der er med skolen, og holde alle de møder med folk, vi ikke kender,« siger Helge.

Det siger han også direkte til Eva – at hun altid kan ændre tilbage, hvis hun gerne vil det. Eva er dog ikke bange for at fortryde sit valg:

»Det er jeg ikke.«

Hun er også meget glad for, at hendes forældre har anerkendt hende som pige:

»De her to fjollede mennesker, de gør godt nok meget for mig. Og mere til. Det er jeg glad for,« siger hun, imens hun griner.