Fortsæt til indhold
Politik

Mette Frederiksen reagerer på Navalnyjs død: Vi bliver nødt til at tage det meget alvorligt

Putin-kritikers pludselige dødsfald viser ifølge Mette Frederiksen hvilket Rusland, Vesten står over for.

Den danske statsminister reagerer på dødsfaldet, som fredag har sendt chokbølger verden over.

Mette Frederiksen (S) kalder meldingen om, at den russiske Putin-kritiker og oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er død i en russisk straffekoloni »meget tragisk«.

»Det er et dødsfald, som vi alle bliver nødt til at tage meget alvorligt, fordi det i mine øjne er endnu en indikation på, hvilket Rusland, vi står over for,« siger hun til TV 2 på den årlige sikkerhedskonference i München.

Her er en lang række stats- og regeringschefer samlet. Også Navalnyjs enkekone, Julia Navalnaja, deltager på konferencen, hvor hun blev mødt af stående klapsalver fra salen, da hun grådkvalt holdt tale tidligere på dagen.

Et syn, som gjorde stærkt indtryk på Mette Frederiksen. Statsministeren er dog ikke spor overrasket over, at den 47-årige Navalnyj pludselige er borte:

»Det er jeg bestemt ikke overrasket over. Det er det, der er vores problem. Vi bliver ikke overraskede over Rusland længere,« siger hun til DR og tilføjer:

»Det her er endnu en brik på en spilleplade, der viser, hvad og hvem, vi har med at gøre.«

Dødsfaldet blev annonceret fredag af det russiske fængselsvæsen.

Selv om dødsårsagen stadig er ukendt, så skriver Navalnyj sig ind blandt de mange oppositionsledere og systemkritikere, som er kommet af dage alt for tidligt i Putins Rusland.

Andre prominente navne på listen tæller journalisten Anna Politkovskaja og oppositionspolitikeren Boris Nemtsov, som begge blev dræbt af skud i Moskva i henholdsvis 2006 og 2015. Eller den tidligere russiske agent, afhopperen Aleksandr Litvinenko, som blev forgiftet med det radioaktive stof Polonium i Storbritannien i 2006 og led en langtrukken og smertefuld død.

Sidste video i live

Den officielle forklaring fra russiske fængselsmyndigheder er, at Navalnyj blev utilpas efter en gåtur og besvimede. Trods genoplivningsforsøg blev han kort efter erklæret død i en ambulance.

Blot få dage tidligere optrådte den tidligere præsidentkandidat og anti-korruptionsaktivist smilende – om end tynd og mager – under et retsmøde, som foregik via video fra fængslet.

De sidste billeder af Navalnyj i live. Video: AP/Ritzau Scanpix

Hvis Kreml har haft en hånd med i spillet, vil det ikke være første gang.

Tilbage i 2022 blev Navalnyj forgiftet med nervegift ved et attentatforsøg, som nær var lykkedes. Han overlevede dog takket være behandling i Tyskland og vendte senere frivilligt hjem til Rusland, hvor han blev anholdt i lufthavnen. Den sidste del at sit liv afsonede han en omstridt fængselsdom i den afsidesliggende, sibiriske straffekoloni ved navn IK-3 nord for polarcirklen.

EU og USA holder den russiske regering ansvarlig for Navalnyjs skæbne, og Natos generalsekretær Jens Stoltenberg kræver alle fakta på bordet:

»Rusland har alvorlige spørgsmål at besvare,« sagde Stoltenberg tidligere fredag og hyldede Navalnyj for i flere år at have været en »stærkt stemme for frihed og demokrati.«

Det russiske styre afviser naturligvis Vestens slet skjulte beskyldninger og vil nu efterforske dødsfaldet nærmere.