Fortsæt til indhold
Politik

SVM-regeringen startede som en bulldozer – nu tør den ikke længere bruge sit flertal

Flertalsregeringen blev dannet på et løfte om styrke og mod til grundlæggende at reformere Danmark. Men allerede et halvt år efter er dens strategi fuldstændig forandret.

Det er nærmest allerede blevet en kliché.

Har man det seneste halve år lyttet til politiske kommentatorer og analytikere, har vi stået i kø for at gøre opmærksom på, hvor usædvanlig en situation dansk politik befinder sig i netop nu:

Vi har for første gang i mere end 30 år en flertalsregering. Den består af tre helt umage partier. Det er et historisk unikt samarbejde mellem ærkefjenderne Venstre og Socialdemokratiet. Dens mage er ikke set siden SV-regeringen i 1978. Eller siden samlingsregeringen i 1945.

Wow! Dansk politik er, som den nærmest aldrig har været før.

Men er det nu faktisk også sådan, det er? Et halvt år inde i den nye regerings levetid kan vi begynde at gøre status, og kigger vi nærmere på situationen, opdager vi, at den overfladiske beskrivelse langtfra dækker hele sandheden.