- For abonnenter
Flere partier forsøger at holde Løkke ude af regering – men han bliver svær at komme helt uden om
Analyse: Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har få venner blandt de øvrige partiledere, der håber på en regering uden ham. Men en regering uden Løkke risikerer at gøre sig tredobbelt sårbar.
Han var her, der og alle vegne i valgkampen. Dominerede de fleste partilederdebatter. Var i centrum for alle spekulationerne om tiden efter valget, alt imens hans parti steg og steg og steg i meningsmålingerne.
Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne nærmest sugede spotlyset til sig i valgkampens fire uger.
Men selv om der nu efter valget forhandles om lige præcis det, der har været Lars Løkkes mærkesag nummer ét – nemlig en bred regering hen over midten – synes både spotlyset og interessen for ham at være kraftigt dæmpet.
Lige nu handler alt derimod om hans gamle parti, Venstre, der langsomt nærmer sig beslutningen om stik imod alle løfter at gå i regering med Mette Frederiksen. Spekulationerne i den politiske boble omkring Christiansborg går netop nu på alle mulige og umulige regeringskonstellationer, der udmærker sig ved ikke at indeholde Lars Løkke Rasmussen.