Fortsæt til indhold
Politik

Radikale kræver nu en kommissionsundersøgelse af FE-sagen

Støttepartiet De Radikale kræver kommissionsundersøgelse af FE-sag, når retssag mod hjemsendt spionchef er afgjort, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/

Regeringens støtteparti De Radikale kræver en kommissionsundersøgelse af FE-sagen, når retssagen mod den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, er afgjort.

Det siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R) i en skriftlig kommentar.

- Magten skal altid være villig til at blive set efter i kortene, siger hun blandt andet.

- Vi kender endnu ikke omfanget af Findsens sag, da alt er fortroligt og for lukkede døre. Rettens dom i straffesagen vil blive vigtig for indholdet i en kommissionsundersøgelse og omfanget af denne.

- Når den her sag er afgjort, skal forløbet afdækkes. Det vil vi i Radikale insistere på. Omfanget og indholdet af en kommissionsundersøgelse afhænger af rettens dom, så der er klarhed over, hvad der skal afdækkes og i hvilket omfang, siger hun.

Torsdag udtalte Sofie Carsten Nielsen til Politiken, at ”det kan også sagtens være, at der skal være en kommissionsundersøgelse”.

Dermed bliver den radikale leder fredag mere skarp i sin holdning til sagen, som torsdag fyldte meget af mediebilledet, efter at Findsen udkom med en bog. Her fortæller Findsen sin version af sagen.

Også hele blå blok vil have sagen undersøgt, så med De Radikales ønske om en undersøgelse er det sandsynligt, at der vil være flertal for det efter et folketingsvalg, uanset om det er rød eller blå blok, som får regeringsmagten.

I bogen med titlen ”Spionchefen - Erindringer fra celle 18” fortæller Findsen blandt andet, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) forsøgte at indgå en aftale med ham.

Det var, få timer efter at Findsen var blevet anholdt i december 2021 og sigtet for at afsløre statshemmeligheder.

I bogen langer Findsen også ud efter den daværende forsvarsminister, Trine Bramsen (S).

Blandt andet skriver Findsen i bogen om et møde med Bramsen 17. august 2020.

Hun sagde, ifølge ham, at hun var ”med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90”.

Ifølge bogen frygtede Bramsen, at kritik fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne ville ramme så voldsomt, at regeringen måtte gå af.

Ved at hjemsende Findsen og flere andre centrale medarbejdere kunne noget af kritikken afbødes.

Bramsen har fredag til TV 2 News sagt, at hun er underlagt tavshedspligt og dermed ikke kan kommentere sagen.

Bogen kommer ubelejligt for regeringen midt i en valgkamp. Det vurderer Erik Holstein, politisk kommentator på Altinget.

- Det er skidt for regeringen, at bogen kommer midt i valgkampen. Regeringen er under beskydning. Ting bliver hvirvlet op igen nu, og den kan ikke forsvare sig, så længe sagen kører.

- Det må være utroligt irriterende for regeringen. Det er den bedst mulige timing for Lars Findsen og den værst mulige for regeringen, siger Holstein.