- Artiklen opdateres
Inger Støjbergs parti er nu officielt opstillingsberettiget
Danmarksdemokraternes vælgererklæringer er blevet godkendt, og partiet kan nu komme på stemmesedlen ved næste valg.
Inger Støjbers nye parti Danmarksdemokraterne er nu officielt opstillingsberettiget.
Det bekræfter Indenrigs- og Boligministeriet over for Jyllands-Posten.
Danmarksdemokraterne har på rekordtid indsamlet 23.380 godkendte vælgererklæringer, hvilket er rigeligt til at kunne opstille til Folketinget.
Partiet har nu formelt afsluttet indsamlingen, har fået godkendt underskrifterne og er altså klar til valg.
Støjberg har desuden fået godkendt partibogstavet Æ, oplyser ministeriet.
Nyheden kommer samme dag, som en opsigtsvækkende meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV2 viser, at Danmarksdemokraterne ville storme ind i Folketinget, hvis der var valg i dag.
Partiet står til hele 10,8 procent af stemmerne i målingen. Svarende til 20 mandater i Folketinget.
Med Inger Støjberg klar til valg vil der være hele 15 partier på stemmesedlen, når danskerne går i stemmeboksen næste gang. Det er det højeste antal siden 1987.
Over 40.000 borgere nåede at igangsatte en vælgererklæring til Danmarksdemokraterne på få dage. Der skal ”kun” 20.182 godkendte af slagsen til for at nå over målstregen.
Inger Støjberg annoncerede det nye parti for blot to uger siden. Et egentligt partiprogram er ikke på plads endnu. Det kommer først efter et valg, oplyste hun på et pressemøde.
Det er under et år siden, at den tidligere Venstre-minister blev idømt 60 dages ubetinget fængsel i den blot anden rigsretssag i 100 år.
Dommen blev afsonet med fodlænke, og med straffen udstået, er Støjberg altså klar til at vende til Folketinget, hvorfra hun blev erklæret uværdig af et flertal så sent som i december.