JP's politiske analytiker: En meget stor overraskelse, at Hækkerup forlader politik
Statsminister Mette Frederiksen har ikke mindst brugt Nick Hækkerup til at håndtere nogle af de sværeste sager for regeringen, påpeger Niels Th. Dahl.
»Det er først og fremmest en stor overraskelse. Og så er det et meget stort tab for statsminister Mette Frederiksen.«
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl, efter at justitstminister Nick Hækkerup sent søndag aften på Facebook afslørede, at han stopper i politik for i stedet at blive direktør i Bryggeriforeningen.
Niels Th. Dahl mener, at tabet for Mette Frederiksen bliver stort ikke alene på grund af Nick Hækkerups store erfaring, men også fordi, statsministeren har brugt Nick Hækkerup til at håndtere nogle af de rigtig svære sager.
»I retspolitikken har han været en absolut strammer, hvor han har forsvaret flanken til de borgerlige. Han har stået for en vigtig sejr for regeringen med aftalen med Kosovo om at sende 300 fanger fra Danmark til Kosovo.«
En sag, der endnu ikke er slut, men som ifølge Niels Th. Dahl formentlig også vil klæbe til Nick Hækkerup og hans eftermæle er FE-sagen med sigtelserne om landsforrædderi imod spionchef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.
»Her har han og Mette Frederiksen været beskyldt for at have haft en større finger med i spillet end de selv har sagt. Uanset hvordan den sag ender, så vil der uden tvivl blive spekuleret i, hvorvidt hans pludselige afgang har noget med den sag at gøre.
Efter Niels Th. Dahls vurdering vil det ikke kun være Mette Frederiksen og hendes parti, Socialdemokratiet, der vil komme til at savne ham på Christiansborg. For Nick Hækkerup er vellidt blandt både de blå og røde partier.
»F.eks skrev han for nogle år siden en bog sammen med Venstre Jakob Ellemann-Jensen og Liberal Alliances Henrik Dahl. Og blandt de røde partier har han helt sikkert høstet point for sin indsats for loven om den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse. Den sag har betydet meget for de røde støttepartier.«
Hvem der nu kan erstatte Nick Hækkerup som justitsminister, tør Niels Th. Dahl ikke svare på.
»Men et forsigtigt gæt er, at det nok ikke bliver en, som ikke har prøvet at være minister før.«