Nu kan du stemme om forsvarsforbeholdet
Til og med den 28. maj kl. 16 er det muligt at at brevstemme forud for folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet, der afholdes den 1. juni.
Onsdag den 1. juni skal danskerne stemme ja eller nej til at afskaffe vores forbehold mod et fælles europæisk forsvars- og sikkerhedssamarbejde.
Men hvis du er forhindret i at møde op på dit lokale valgsted den 1. juni, eller bare gerne vil have valghandlingen overstået, så kan du allerede nu afgive din stemme.
Fra onsdag er det nemlig muligt at brevstemme til folkeafstemningen.
Flere brevstemmer
Generelt er der en tendens til, at flere danskere vælger at afgive deres stemme som brevstemme.
Ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015 var 5,6 pct. af stemmerne afgivet som brevstemmer. Ved folketingsvalget i 2019 udgjorde brevstemmerne 8,4 pct. af det samlede antal stemmer.
»Det bliver formentlig brugt som en mere bekvemt måde at få stemt på,« forklarer Rune Stubager, valgforsker ved Aarhus Universitet.
Ved kommunal- og regionsrådsvalget i fjor udgjorde brevstemmerne 10 pct. af det samlede antal stemmer, men:
»Det var også drevet af, at der var nogle, som ikke have lyst til at møde frem og risikere at blive smittet med coronavirus,« understreger Rune Stubager.
Samtidig er der de senere år gjort meget for at øge valgdeltagelsen – blandt andet blandt de unge, forklarer han:
»Der er blevet sat forskellige tiltag i værk, hvor man har indrettet mobile stemmesteder, som kører ud til store arbejdspladser og på ungdomsuddannelser. Det øger også brevstemmeprocenten, da de stemmer, der bliver afgivet på et mobilt valgsted, også tæller som brevstemmer.«
Du kan skifte mening
For at brevstemme skal du medbringe gyldig legitimation – f.eks. dit pas, kørekort eller sygesikringsbevis. Du kan blandt andet brevstemme på borgerservice, sygehuse, fængsler og arresthuse. Hvis du f.eks. på grund af manglende førlighed ikke kan møde op på dit valgsted, kan du også ansøge om at brevstemme i egen bolig.
Du kan godt skifte mening og brevstemme på ny, men hvis du har brevstemt, kan du tilgengæld ikke stemme på traditionel vis på valgdagen.
Du kan brevstemme i alle kommuner, og altså ikke kun din egen, frem til den 28. maj kl. 16.