Barbara Bertelsen får ting til at ske. Og det gjorde hun også i minksagen

»Tak.«

Et lille ord.

Men samtidig et ord, som kan sige noget om styrkeforholdet. Hvem siger tak til hvem? Og for hvad?

I centraladministrationen er Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, en af de absolut stærkeste.

Det så man sidste år en aften i november, da hun bombarderede Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, med sms’er om den dengang helt nye skandale om manglende hjemmel til minkaflivninger.

Selv om hun dryssede smileys ud over beskederne, var der ingen tvivl om, at der var tale om regulær skældud til Studsgaard.

Fødevareministeriet og daværende minister Mogens Jensen skulle lægge sig ned og rulle rundt. De havde gjort noget »meget, meget skidt«, ja faktisk begået et »ægte tillidsbrud«, lød det. De skulle udvise »maks. ydmyghed«, tage ansvaret for »hele rodet om hjemmel« og rive »plasteret helt af«. Mogens Jensens »eneste chance for at vende denne er imidlertid at tage den oprigtigt og helhjertet på sig«. Hvis han forsøgte at kaste ansvaret videre på andre og tale bredt om regeringen og dermed også statsministeren, ville det »ramme ham selv endnu hårdere«, skrev hun også til Studsgaard, der immervæk ikke var nogen hr. Hvem som helst, men chef for cirka 5.200 medarbejdere i sit ministerium og underliggende styrelser.

Hun sluttede af med at skrive:

»Forfængelighed er en dødssynd ;) Sov godt«

Og hvad var reaktionen fra topchef Henrik Studsgaard på den massive beskydning fra Barbara Bertelsen?

Gav han hende modstand? Nej.

Påtalte han hendes hårde tone? Nej.