Advokater: Inger Støjberg kan stilles for rigsretten med »rimelig formodning« om dom

To uvildige advokater vurderer, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod Inger Støjberg.

Artiklens øverste billede
Tidligere udlændingeminister og Venstre-næstformand Inger Støjberg blev afhørt ad tre omgange i Instrukskommissionen i Retten på Frederiksberg. I alt var 42 personer - hovedsagligt embedsmænd i Udlændingeministeriet og Udlændingestyrelsen - indkaldt som vidner. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Der er grobund for at stille tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) for en rigsret i sagen om de ulovlige adskillelser af unge asylpar.

Sådan lyder vurderingen fra de to uvildige advokater, som Folketinget har hyret til at gennemgå Instrukskommissionens krasse kritik af den tidligere Venstre-næstformand.

Ifølge advokaterne er der en »rimelig formodning« om, at Inger Støjberg vil blive dømt, hvis Instrukskommissionens gennemgang af sagen står til troende.

Samtidig vurderer de to advokater, at Inger Støjbergs adfærd har været så kritisabel, at hun har brudt ministeransvarlighedsloven.

»Samlet er det vores vurdering, at der på baggrund af Beretningen er grundlag for at rejse tiltalte mod tidligere minister Inger Støjberg, for Rigsretten vedrørende indkvarteringsordningen og dens administration,« lyder advokaternes konklusion, som Jyllands-Posten er i besiddelse af.

Og videre:

»Og at der er en rimelig formodning om, at Rigsretten, hvis Instrukskommissionens bevisvurderinger ikke ændres, eller nye afgørende beviser fremkommer, vil finde, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, hvorved tiltalen kan føre til domfældelse.«

Dermed synes den første rigsretssag siden Tamil-sagen at være rykket et væsentligt skridt nærmere.

Nu er det op til Folketingets partier at træffe den endelige, afgørende beslutning.

Advokaterne Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord – udpeget af Advokatrådet – har hen over juleferien gennemgået Instrukskommissionens delberetning for at vurdere, om kommissionens hårde kritik af Inger Støjberg kan danne grundlag for en rigsretssag. Og om Støjberg i givet fald kan forventes at blive dømt skyldig.

Instrukskommissionen må nemlig ikke selv foretage en såkaldt retlig vurdering af Inger Støjbergs handlinger i sagen, som tog sin begyndelse i 2016.

Advokaternes konklusioner blev præsenteret bag lukkede døre for et underudvalg for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen onsdag kl. 9.30 på Christiansborg.

Præsentationen har været ventet med betydelig spænding, da advokaternes indstilling kan blive afgørende for, om en række partier vil støtte en rigsretssag.

Inger Støjberg på vej ind til afhøringen i Instrukskommissionen i Retten på Frederiksberg. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Liberal Alliance, De Radikale og Alternativet har allerede meddelt, at de ønsker en rigsretssag, men flere andre partier – herunder Venstre og Socialdemokratiet – har villet afvente den uvildige advokatvurdering.

Kort før nytår sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i et interview med Jyllands-Posten, at Venstre er klar til at stemme for en rigsretssag, hvis Folketingets advokater når frem til, at der er grobund for en sådan.

»Ultimativt er vi klar til at støtte en rigsretssag. Nu afventer vi vurderingen fra Folketingets advokater, men kernen i mit budskab er, at Venstre ikke kan tåle at have den her mere eller mindre konkrete anklage hængende over os. Vi er et parti, der står for lov og orden. Så derfor er vi også klar til en rigsretssag, hvis ikke Folketinget på baggrund af advokaternes vurdering kommer med en klar konklusion,« sagde Ellemann.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige bakker ikke op om en rigsretssag.

Instruks var klart ulovlig

Instrukskommissionen med landsdommer Peter Mørk Thomsen i spidsen offentliggjorde sin delberetning om Inger Støjbergs ulovlige adskillelse af unge asylpar den 14. december.

Den konkluderer blandt andet, at adskillelserne, som blev iværksat i februar 2016, var »klart ulovlige«, og at Inger Støjberg på forhånd havde fået »klare« advarsler fra sit departement om, at en ordning uden undtagelser ikke ville være lovlig.

Desuden gav Støjberg sidenhen urigtige og vildledende oplysninger om sagens forløb til Folketinget.

Kommissionen fandt ikke grundlag for at konkludere, at Inger Støjberg direkte havde udtalt en ordre til embedsfolkene om at iværksætte en ulovlig administration, men embedsfolkene handlede i overensstemmelse med Inger Støjbergs »udtrykte ønske« – et ønske, som Inger Støjberg fastholdt på trods af flere mundtlige advarsler, skriver undersøgelseskommissionen.

I alt blev 22 asylpar, hvor pigen var under 18 år, adskilt fra hinanden. Flere af parrene var flygtet fra krigen i Syrien og havde små børn eller ventede barn sammen.

Hovedparten af mændene var i deres 20’ere. Den ældste mand var 32 år gammel.

Kritik fra Støjbergs advokat

Forud for dagens vigtige møde har Inger Støjberg blankt afvist, at der er grundlag for at rejse en Rigsretssag mod hende.

Hendes advokat og bisidder, Nicolai Mallet, har også skrevet et længere indlæg sendt til folketingsudvalget, hvor han argumenterer for, at der »intet grundlag« er for en rigsretssag.

Han argumenter blandt andet for, at Inger Støjberg ikke selv har givet instruksen til Udlændingestyrelsen om adskillelsen af asylparrene – den blev formidlet af embedsmænd. Han skriver videre, at Støjbergs ønske om at adskille alle unge asylpar uden undtagelse var udtryk for et »politisk ønske«, hvilket ifølge Mallet ikke er det samme som et ønske eller en hensigt om at bryde loven, hvis loven var til hinder for at gennemføre det politiske ønske.

Han fremhæver også, at Inger Støjberg før instruksen godkendte et såkaldt ministernotat, der indeholdt en ”kattelem” med mulighed for undtagelser i ordningen om adskillelse af asylpar. Dette ministernotat har Instrukskommissionen dog ikke tillagt værdi i sin rapport, og en stribe centrale vidner har under afhøringerne afvist, at notatet spillede nogen rolle i sagen.

Støjberg har også forsvaret sig med, at hun blot ønskede at beskytte mindreårige piger mod tvangsægteskaber. Ifølge de to uvildige advokater er det i sig selv et sagligt formål, men det berettiger ikke til at bryde loven. Og derfor var ordningen, som Støjberg iværksatte, ikke sagligt begrundet, skriver de.

I strid med regler, love og konventioner

Adskillelserne manglede lovhjemmel og var i strid med både FN’s Børnekonvention og Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til familieliv, fastslår Instrukskommissionen.

Derudover var ordningen i strid med de uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionalitet ved indgribende tiltag.

Da der ikke blev foretaget lovpligtige partshøringer af parrene, før de blev tvangsadskilt, var ordningen også i strid med de formelle og processuelle krav, der stilles efter både dansk forvaltningsret og Menneskerettighedskonventionen, konkluderer Instrukskommissionen.

Senere i år kommer kommissionen med en vurdering af de enkelte embedsmænds ansvar i sagen.

En afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet er allerede blevet fritaget for tjeneste på baggrund af Instrukskommissionens redegørelse.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.