Første Ulighedsredegørelse peger på uddannelse som vejen til større lighed i Danmark

Sociale problemer i barndommen og forældres svage tilknytning til arbejdsmarkedet har stor betydning for danskernes mulighed for at klare sig godt.

Artiklens øverste billede
Vejen til større lighed i samfundet går via bedre uddannelsesmuligheder for alle, lyder det i den første Ulighedsredegørelse i Danmark. Arkivfoto: Ida Munch.

Har vi ulighed i Danmark?

Det korte svar er ja.

Det lidt længere og mere nuancerede svar er, at ligesom så meget andet er der tale om en relativ størrelse. Altså at vi nok kan registrere ulighed i det danske samfund, men at Danmark set i sammenligning med resten af verden hører til de allermest lige samfund. Det fremhæver Finansministeriet i forbindelse med offentliggørelsen af den første Ulighedsredegørelse:

»Danmark er et af de mest lige lande i verden og blandt dem med den største sociale mobilitet. Det skyldes blandt andet den danske samfundsmodel, der samtidig har sikret Danmark en høj placering på listen over verdens rigeste lande.«

Men alligevel har regeringen sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet i forbindelse med finansloven for 2020, besluttet, at der er behov for en årlig redegørelse, der analyserer hvordan det står til med uligheden.

»Alle børn i Danmark skal have mulighed for at klare sig godt i livet, lige meget hviilken baggrund de har. I Danmark har vi et godt udgangspunkt, men ulighedsredegørelsen bekræfter os i, at vi kan og skal gøre det endnu bedre,« siger fungerende finansminister Morten Bødskov og fortsætter:

»Derfor har regeringen indledt arbejdet med en ny reformkurs med uddannelse og opkvalificering som omdrejningspunkt. Ambitionen er at styrke beskæftigelsen og samtidig hjælpe flere danskere på kanten af vores fællesskab i job eller uddannelse.«

Morten Bødskov mener således, at der stadig en alt for stor gruppe af unge mennesker, som ikke får en uddannelse. Mange har store eller små udfordringer, der kan spænde ben for at få et svendebrev, en studentereksamen eller en kandidatgrad.

»Svage faglige forudsætninger fra folkeskolen, psykisk sårbarhed og en barndom med mange bump på vejen er udbredte, og der er tegn på, at disse problemer kan blive værre over tid. Derfor skal vi i Danmark blive bedre til, at skabe reelt lige muligheder for uddannelse,« skriver han i Ulighedsredegørelsen.

Uanset om uligheden giver sig udtryk i indkomst-og formueforskelle eller forskelle i uddannelses-, bolig- og sundhedsforhold, så skelner man i Ulighedsredegørelsen mellem 1) omstændigheder uden for individets kontrol og 2) individuelle valg og indsatser.

 Den økonomiske forskning, som Ulighedsredegørelsen bygger på, understreger således, at forskelle, der skyldes, at den enkelte borger frivilligt har truffet forskellige valg, normalt ikke regnes for ulighed.

Det med de frivillige valg er også noget af det, som cheføkonom Mads Lundby Hansen hæfter sig ved i sine kommentarer til Ulighedsredegørelsen:

»Det er bemærkelsesværdigt, at blot 8 pct. af indkomstforskellene kan henføres til ulighed i muligheder. Desuden er det interessant, at når Finansministeriet skal opgøre seks sociale faktorer, der hæmmer mulighederne for uddannelse og beskæftigelse, så indgår lav indkomst hos forældrene ikke. Dermed skyldes en meget stor del af uligheden danskernes frivillige valg og indsatser. F.eks. valg af arbejdstid og  valg af uddannelse. Uligheden kan  f.eks. opstå hvis en person værdisætter fritid lavt og vælger at arbejde meget, mens en anden person værdisætter fritid højt og derfor vælger at arbejde mindre. Dermed må man sige at der er en høj grad af lighed i muligheder i Danmark. Det skyldes bl.a. at der er fri adgang til uddannelse og sundhed.«

Om udviklingen i indkomstforskellene hedder det i redegørelsen:

Velstandsudviklingen har betydet, at de disponible indkomster er steget siden midten af 1990’erne. Danmark er generelt kendetegnet ved små indkomstforskelle set i et internationalt perspektiv. Det gælder både, når man ser på lønforskellene mellem lavt- og højtuddannede, lønforskellen mellem mænd og kvinder og forskellene i de disponible indkomster. Indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten er dog steget markant siden midten af 1990’erne. Fra ca. 20 pct. i 1994 til godt 28 pct. i 2018.

Stigningen i indkomstforskellene skal ses i lyset af, at niveauet i 1980’erne samt i starten af 1990’erne var exceptionelt lave set i et internationalt perspektiv. Kun tre OECD-lande med markedsøkonomi har haft indkomstforskelle under 22 pct. målt ved Gini-koefficienten. Det drejer sig om Danmark, Finland og Sverige.

Hele Ulighedsredegørelsen kan læses her.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.