Fortsæt til indhold
Politik

Betydeligt flere kommuner bliver omfattet af nedlukning

Endnu flere kommuner bliver omfattet af den delvise nedlukning, som allerede gælder i 38 kommuner, meddeler Mette Frederiksen.

Opdatering: Læs om de udvidede restriktioner her.

Den delvise nedlukning af en lang række kommuner i Danmark bliver nu udvidet »betydeligt.«

Det meddeler statsminister Mette Frederiksen forud for et pressemøde kl. 13.30, hvor planen bliver præsenteret i deltaljer.

Onsdag satte smittetallet ny rekord med 2.558 nye tilfælde af covid-19 registreret det forudgående døgn.

Mette Frederiksen kalder udviklingen bekymrende.

»Det enkle budskab til danskerne er: Bliv hjemme,« siger hun til TV 2 News i lufthavnen i Bruxelles på vej til EU-topmøde.

I forvejen er 38 kommuner herunder København, Aarhus og Odense omfattet af den delvise nedlukning pga. høje smittetal.

Alle skoleelever fra 5. klasse og opefter er sendt hjem, og barer, restauranter, cafeer skal holde lukket for gæster.

Da statsminister Mette Frederiksen annoncerede nedlukningerne på et pressemøde mandag, understregede hun, at smittetrykket er så alvorligt, at myndighederne risikerer at miste kontrollen med coronaepidemien hen over julen, hvis ikke udviklingen vender.

På pressemødet senere torsdag vil sundhedsminister Magnus Heunicke give en status på epidemien og samtidig præsentere en »udvidelse af skærpede tiltag og restriktioner.«

I øjeblikket gælder de udvidede restriktioner frem til 3. januar. Samtidig er de landsdækkende restriktioner blevet forlænget frem til udgangen af februar. Det gælder blandt andet forsamlingsforbuddet på 10 personer, krav om mundbind på offentlige steder, opfordring til at arbejde hjemme og lukketid for barer og restauranter senest kl. 22.

Regeringen vil ikke på nuværende tidspunkt skærpe forsamlingsforbuddet yderligere, men Mette Frederiksen udelukker ikke, at det kan blive nødvendigt på et senere tidspunkt.

»Den kommende tid bliver ret afgørende for, hvilken jul, vi går ind i,« siger hun.