Frederiksen malede det sorte tårn rødt, og nu skal Morten Østergaard forklare sig

Danmarks nye statsminister, Mette Frederiksen (S), har vundet magten og en foreløbig omkamp. I 2011 kom De Radikale ud som valgets store sejrherrer, da det i det sorte tårn på Hotel Crown Plaza lykkedes at få Thorning-regeringen til at videreføre den forrige VK-regerings økonomiske politik i bredeste forstand. Siden har tårnet kastet skygger over Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen. Begrebet centrum-venstre blev erklæret dødt i Danmark.

Men efter 20 dages intense politiske forhandlinger, er der måske liv i projektet igen. Med den aftale, der er afsættet for den nye regering, fremstår det ved første øjekast som om, at Mette Frederiksen, SF og Enhedslisten har vundet den store omkamp om 2011-traumet. Med en politisk aftale, der fokuserer på velfærd, klimamål og udlændingelempelser, er det sorte tårn malet rødt og grønt. Den radikale leder, Morten Østergaard, endte i sidste ende med at holde den stige, som Frederiksen skulle bruge for at svinge malerkosten og til sidst kravle ind i Statsministeriet.

Hvem skal nu betale?

Men hvor efterlader det den gamle rollefordeling med Enhedslisten som de ekstreme på sidelinjen og De Radikale som de ansvarlige magtfuldt placeret på midten? Regeringsaftalen bærer præg af økonomisk tovtrækkeri. Der står godt nok i aftalen, at udgifter skal finansieres, at der skal være balance i økonomien i 2025 og 2030. Og at beskæftigelsen skal styrkes. Der er også et mål om at skaffe 10 mia. kr. ekstra i statskassen i 2025.

Men der er langt til De Radikales tidligere ambitiøse reformpolitik og nidkærheden på den økonomiske ansvarlighed. Man skal ikke være økonom for at se, at det er uklart, hvordan de røde og grønne løfter skal betales. Det fremgår ikke noget sted, hvad udgifterne til de mange ambitioner samlet set er, og hvordan de skal realiseres. Det kan blive en svær øvelse for Frederiksen. Hun har i første omgang vundet magten, men hun har ikke løst ligningen for, hvordan hun skal bruge den til at indfri sin politik.

Aftalen rimer ikke rigtig godt på De Radikales sang om, at det hele kun har værdi, hvis der er styr på pengene, og at Østergaard ville kræve indflydelse svarende til regeringsmagt trods den af Socialdemokratiet dikterede nye rolle som støtteparti.

Historisk har De Radikale formået at veksle få mandater til stor indflydelse. Men da partilederne tirsdag aften forlod Landstingssalen for at kåre Mette Frederiksen, stod De Radikale pludselig der ved siden af reduceret til et støtteparti på lige fod med Enhedslisten og SF.

Først annoncerede S-formanden sin opbakning. Så var det SF-formand Pia Olsen Dyhrs tur til at sole sig i minimumsnormeringer, inden Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, overtog sendetiden.