Mette Frederiksen skal nyde 1. maj 2019 − for det kan blive den sidste lette af slagsen

1. maj 2019 kan formentlig allerede nu indskrives som Mette Frederiksens bedste nogensinde. Meningsmålingerne viser medvind, den interne opbakning i partiet er massiv, og fagbevægelsen landet over tog klappende imod en Socialdemokratisk formand, som går til valg på en populær lønmodtagerdagsorden. Nemlig spørgsmålet om tidligere pension for nedslidte.

Mærkesagen vækker genklang i skurvognene og ved samlebånd. Men selv om hun fik det til at lyde næsten nemt at indføre en ordning, så var der to passager i S-formandens tale, som er værd at hæfte sig ved. Som antyder, at det ikke bliver en nem opgave, hvis Frederiksen vinder valget og rent faktisk skal levere på det store valgløfte. Så længe magten ser ud til at være inden for rækkevidde, er der ro i geledderne. Men lige under harmonien lurer dybe interessekonflikter.

1) Mette Frederiksen:

»Lad mig være hudløst ærlig. Jeg kan ikke love, at alle der føler sig nedslidte, vil blive omfattet af den ordning, vi gerne vil gennemføre. (...) Tre milliarder løser ikke alle problemer. Men vi kan gå i gang. Sammen med arbejdsmarkedets parter. Så det bliver gjort ordentligt og grundigt. Så vi sikrer, at mænd og kvinder behandles lige. Det handler om jer, der har været længst tid på arbejdsmarkedet. Jer, der har haft de hårdeste job. Det dårligste arbejdsmiljø.«

Her påpeger Frederiksen, at S-planen ikke kommer til at omfatte alle. Herunder ikke alle de vælgere, som ønsker sig en tidlig pension, og som efter valget vil have forventninger til Frederiksen om at få valuta for stemmerne.

Det bliver en meget meget svær øvelse, hvis en ny S-regering skal til at sortere HK’ere med musearm fra i modellen, fordi de måske godt nok har arbejdet længe, men ikke har haft et fysisk hårdt nok arbejde. Eller når den stressede skolelærer får at vide, at hun er mindre nedslidt en mureren, som har arbejdet lige så mange år.

Frederiksen risikerer folkelig skuffelse, selv om hun vil kunne pege tilbage på, hvad hun sagde 1. maj kl. 7.00 foran de røde faner i Aalborg 2019. Forventningerne vil være store, selvom hun fik nævnt i en enkelt sætning, at hun gerne ville være »hudløst ærlig«.

2) Mette Frederiksen:

»Og til alle jer, der ligesom mig er så heldige at få et arbejdsliv, hvor knæene eller ryggen ikke går i stykker: Nu er det tid til at være solidarisk. Det er tid at stå op for ham ved siden af dig. Eller hende. Det er tid til en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. For mig er det faktisk kernen i at være socialdemokrat. Retfærdighed.«

Appellen om solidaritet peger på en anden udfordring. Nemlig at øvelsen med tidlig folkepension ikke kun bliver et svært slagsmål mellem faggrupper, der hver især gerne vil have den. Det bliver også en svær øvelse for dem, der ikke føler behov for en tidlig pension. Mette Frederiksen formulerer sin appel til den enkelte. Til »dig.« Men hun kunne også have rettet sin bøn til fagbevægelsen. For det er her, solidaritetsøvelsen for alvor skal laves, og det er her, forhandlingerne kan blive meget svære.

Den gamle LO-familie havde svært nok ved at enes. Men spørgsmålet er, om det er blevet lettere med lønmodtagernes nyfusionerede samlingsorgan Fagbevægelsens Hovedorganistion, FH. Her er 1,4 mio. medlemmer repræsenteret - det vil sige, at formand Lizette Risgaard og co. repræsenterer alt fra rørlæggere til kordegne til bioanalytikere. Der er en overvægt af offentligt ansatte, men organisationen er bygget sådan op, at f.eks. Dansk Metal og 3F ikke kan trumfes uanset hvad.

Giftige konflikter

Internt i FH lurer interessekonflikter, som kan udvikle sig til en giftig armlægning i en trepartsforhandling. Og mens solidarisk retfærdighed er »kernen i at være socialdemokrat,« for Mette Frederiksen, så sidder der fagbosser her og der, som anser det for kernen af deres job at være den øverste tillidsrepræsentant for deres medlemmer.

Spørgsmålet er, om den kommunale HK’er betaler kontingent for at se skattekronerne brugt på at redde den NNF-slagteriarbejder, der har slidt sig ned hurtigere end hvad godt var i kampen for en højere akkordløn.

Der er også tunge socialdemokrater i fagbevægelsen, der anser den tidlige pension til udvalgte lønmodtagere for at være en glidebane i retning af et opgør med de universelle velfærdsydelser, som ellers også er kernesocialdemokratisk arvegods.

Det korte af det lange er, at man må håbe for Mette Frederiksen, at hun nød hver eneste klapsalve og blafrende fane 1. maj 2019. For næste år kan det straks blive en anden oplevelse. Ingen har sagt, at det skulle være nemt, og der skal meget til at komme på så dårlig fod med fagbevægelsen som hendes forgænger Helle Thorning-Schmidt kom det. Men den nuværende samling er skrøbelig.

Og så har vi slet ikke været inde på, hvad der rent politisk kan lade sig gøre efter valget. Hvor hun pludselig kan få vanskeligt ved at skaffe sig mandater nok til at realisere sin pensionsplan al den stund, at DF, De Radikale og regeringspartierne er enige om en anden model og vil anse en del af Frederiksens valgløfter som decideret forligsbrud, hvis de realiseres.

Nå ja, og så har hun varslet en forhandling straks efter valget, hvor det også trækker op til overenskomstforhandlingerne på det private område. Derfor kan en trepartsaftale blive svær at adskille fra de øvrige forhandlinger.

Frederiksen har sat sin egen og sit partis troværdighed ind på sit løfte om tidlig pension. Resultatet af bestræbelserne kan blive afgørende for hendes eget eftermæle som pensionist.