Fortsæt til indhold
Politik

Pape: 150 ekstra lokalbetjente skal skabe mere lokal tryghed

Regeringen er klar med 14 initiativer, der skal gøre politiet mere synligt ude i lokalområderne.

Efter en årrække med centralisering og en hårdt belastet politistyrke, er der brug for, at borgerne igen oplever et mere tilstedeværende og lokalorienteret politi.

Derfor vil regeringen nu øge antallet af dedikerede lokalbetjente, der skal være synlige i lokalsamfundene.

Justitsminister Søren Pape Poulsens nye 14-punktsplan »Nærhed og tryghed« indebærer, at yderligere 150 betjente skal overgå til de 250 betjente, der allerede i dag arbejder med det lokale politiarbejde.

»Tiden er kommet til, at politiet i højere grad prioriterer de nære − men vigtige − opgaver i hverdagen. De opgaver, som sikrer tryghed og en følelse af nærhed,« sagde Søren Pape på et pressemøde i Viborg, hvor han lovede, at borgerne fremover vil opleve, at politiet blive mere synligt ude i lokalsamfundene.

»Det handler om, at politiet skal komme til borgerne,« sagde han.

Opjusteringen af lokalbetjentene skal ske løbende frem til begyndelsen af 2020, hvor betjentene bliver stort set ligeligt fordelt mellem politikredsene.

»Det vil kunne mærkes« lovede Pape.

Der er dog ikke tale om ekstra betjente til den samlede politistyrke. De nye lokalbetjente kommer nemlig fra den generelle styrkelse af politiet, som regeringen og Dansk Folkeparti gav hånd på i forbindelse med den seneste finanslov. Her blev det vedtaget, at der skal ansættes 600 nye betjente over en fireårig periode.

De nye tryghedsudspil fra regeringen lægger på en række punkter op til at forkorte afstanden mellem politi og borger. For eksempel skal det være lettere at kontakte politiet. Det skal være muligt at »bestille« en betjent, hvis man for eksempel gerne vil høre mere om, hvordan man sikrer sig mod indbrud, eller tale med en betjent om tryg adfærd på internettet.

Desuden skal alle politikredse fremover have en mobil politistation, som kan sendes ud til forskellige områder efter behov. Flere politikredse gør allerede brug af disse rullende kontorer eksempelvis på Nørrebro i København.

Yderligere skal der udvikles en ny digital selvbetjeningsløsning, som borgerne kan bruge online i stedet for at ringe eller møde fysisk op på politistationen, hvis de for eksempel skal bestille en straffeattest. Det bliver også muligt at anmelde en række former for kriminalitet, herunder økonomisk it-relateret kriminalitet, hærværk, butikstyveri, digitale sexkrænkelser, overgreb mod børn på internettet med mere.

Øget fokus på responstider − altså hvor lang tid der går, fra man ringer 112 til politiet dukker op − er også en del af udspillet.

»Vi skal have et mere lokalt orienteret politi, der kommer hele vejen rundt i hele landet,« sagde Pape på pressemødet.

Dermed synes pendulet at svinge en smule tilbage til tiden før den store centralisering af dansk politi.

Politireformen fra 2007 reducerede nemlig antallet af politikredse fra 54 til 12. Og siden da er flere lokalstationer blevet lukket.

I 2008 fandtes der 140 landbetjente i Danmark, men i 2017 var tallet faldet til ca. 20, viste tal fra Rigspolitiet, som dagbladet Information har omtalt.