Minister: Dom underminerer patienternes ret
En brystkræftramt kvinde, der blev for sent indkaldt til mammografi, får ikke erstatning, fastslår Højesteret.
Det går ikke, at regionerne slipper for at skulle betale erstatning til skadede patienter, hvis blot de overfor Patienterstatningen henviser til, at skaden skyldtes ressourcemangel. Det fastslår sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i kølvandet på, at Højesteret tirsdag afviste, at en brystkræftramt kvinde skal have erstatning som følge af at Region Hovedstaden indkaldte hende 38 dage for sent til mammografi.
»Det må simpelthen ikke være sådan, at regionerne slipper for erstatningsansvaret med henvisning til manglende ressourcer, fordi de laver dårlig planlægning, og man som patient derfor ikke kan få prøvet sin sag. Det underminerer patientrettighederne, og det skal vi have rettet op på. Jeg vil se på, hvad vi kan gøre, så patienterne ikke fremadrettet kommer til at stå i samme situation,« lyder det i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten fra ministeren.
Også flere ordførere fra bl.a. DF og K mener, at situationen er uholdbar og vil nu tage sagen op politisk.
Hos Danske Patienter er direktør Morten Freil stærkt bekymret for patientrettighederne og mener, at afslaget kan blive en bombe under erstatningssystemet, hvis regionerne kan bruge mangel på ressourcer som begrundelse for ikke at overholde patientrettigheder.
Han anerkender, at sundhedssystemet er under pres, men frygter, at ressourceargumentet breder sig til flere sagstyper som behandlingsgarantiens tidsfrister.
I den konkrete sag blev den dengang 56-årige Karin Mygdal - som tidligere beskrevet i Jyllands-Posten - indkaldt med 38 dages forsinkelse til brystkræftundersøgelsen, som afslørede, at hun havde brystkræft.
Kvinden og hendes advokat, Søren Kroer, mener, at den forsinkede indkaldelse kan have givet kræftknuden tilpas tid til at vokse og dermed være skyld i, at det blev nødvendigt med kemoterapi.
Søren Kroer kalder onsdagens dom »ærgerlig«.
»Det er svært at forstå, at argumentet om mangel på ressourcer kan gøre regionen ansvarsfri, når politikerne netop har sat penge af til formålet,« siger han.
Region Hovedstaden har tidligere forklaret, at grunden til, at Karin Mygdal og flere tusinde andre kvinder blev for sent indkaldt til mammografiundersøgelse, var, at flere kvinder end forventet ville screenes.
Derfor var der ikke tilstrækkeligt med ressourcer. Højesteret har nu blåstemplet, »at ressourcemæssige hindringer for rettidige indkaldelser til mammografi under den forebyggende folkeundersøgelse ikke var omfattet af reglerne om erstatning for patientskader.«
Advokat Søren Kroer kritiserer, at regionens forklaring om manglende ressourcer er blevet godtaget og lagt til grund gennem klagesystemet, og at hverken Patienterstatningen eller ankenævnet har indhentet en lægelig vurdering af, om forsinkelsen havde haft betydning for kvindens mengrad eller overlevelseschancer.
Man undersøgte heller ikke, om der var hold i regionens forklaring om, at forsinkelserne skyldtes mangel på personale og økonomi, påpeger han.
Region Hovedstaden har tidligere anslået, at 432 kvinder, der er blevet screenet for sent, har udviklet brystkræft. De kvinder har nu ifølge Søren Kroer ikke længere en sag.