Venstre ser med stor »alvor« på Thulesens kommentar om muligvis at trække støtten til regeringen efter et valg
Kristian Thulesen Dahl kan ikke garantere, at DF forsat vil støtte VLAK-regeringen efter et valg.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sætter i et interview – bragt i Jyllands-Posten lørdag – spørgsmålstegn ved, om DF forsat vil støtte VLAK-regeringen efter et valg. Han ser også med stor alvor på den bloktænkning, som ifølge ham giver fløjpartier alt for meget magt.
Lørdag morgen havde Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, følgende at sige om Thulesen udtalelser.
Hvad tænker du om, at Thulesen Dahl sætter spørgsmålstegn ved, om han kan støtte VLAK-regeringen efter et valg?
»Lad os nu se. Selvfølgelig så skal Thulesen Dahl positionere sig et sted, hvor Dansk Folkeparti får den størst mulige indflydelse, og det har jeg en forståelse for, men jeg er sikker på, at han også er opmærksom på, at han skal positionere sig her, hvor man får en politisk situation, som er mest gavnlig for Danmark, og mon ikke når man vægter de to ting, at støtten falder ud til regeringens fordel.«
Hvor efterlader Thulesens kommentarer Venstre?
»Jamen, det efterlader os det samme sted, som vi var før jul. Altså det sted, hvor vi godt ved, at vi skal være opmærksom på, at vi er en mindretalsregering, og at vi i meget høj grad er afhængige af det parlamentariske grundlag. Og det er jo det, som er ulempen – som Kristian Thulesen Dahl også siger det – ved at positionere blokkene for hårdt over for hinanden.«
Er du enig med Thulesen Dahl, der vil have et opgør med blok-tænkningen?
»Jeg er enig med Thulesen Dahl i, at vi skal finde nogle løsninger sammen, og nu har man jo nogle steder kommunikeret den opfattelse, at Dansk Folkeparti skulle være nærmest en modstander af skattelettelser. Det er simpelthen bare ikke mit indtryk. Det er min indtryk, at vi både i valgkampen og efter valget sammen med Dansk Folkeparti var enige om, at særligt de danskere, som har de allerlaveste arbejdsindkomster fortjener en større gevinst ved at være på arbejdsmarkedet fremfor ikke at være det. Det skulle være nyt for mig, om det ikke forsat var Dansk Folkepartis synspunkt. Så mon ikke at vi kan blive enige om at lette skatten for danskere, der har de laveste indkomster, få fundet en udlændingepakke og få landet et bredt forsvarsforlig. Det tror jeg godt vi kan, hvis vi vil, og vi (Venstre, red.) vil gerne.«
Det virker, som du tager Thulesens Dahls udtalelser, om at DF muligvis ikke vil støtte VLAK-regeringen efter et valg, med et gran salt?
»Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det. Det er da enormt alvorligt. Det vil være komisk, hvis jeg bare sad og sagde ”nå ja, herregud”. Så selvfølgelig tager jeg det alvorligt. Når jeg alligevel virker lidt tilbagelænet omkring det, så er det jo fordi, at den nuværende situation for mig ikke er voldsomt anderledes end den situation, vi havde inden jul.«
Hvordan ser du situationen fremadrettet?
»Jeg tror, at vi skal sætte os og få talt ordentligt, om de der ting (skat og udlændinge, red.), uden at have et dommedagsværd hængende over hovedet, uden nogen sætter deadlines for hvornår, vi skal færdige med dit og dat. Og der synes jeg, at Thulesen Dahl har en pointe, og det havde han sådan set også før jul, at det er vigtigt at finde den rigtige løsning fremfor den hurtige løsning.«
Ellemann-Jensen slutter:
»Jeg tror enhver kan se, at vi havde nogle udfordringer – tror jeg er et mildt ord – her i december, men ligesom der skal to til af finde en løsning, så skal der også nogen gange flere til at skabe udfordringer. Og jeg er egentlig sikker på, at hvis vi fokuserer lidt mere på det, som Thulesen Dahl lægger op til, nemlig at se på nogle løsninger, så tror jeg egentlig godt, at vi kan finde dem i fællesskab. Det har Thulesen Dahl i høj grad også nøglen til.«