Interview: »Det sværeste er at ramme en tone i anslaget, der fænger«

Hvorfor skriver du?

»Jeg har aldrig forstået det spørgsmål. Man spørger jo ikke folk: Hvorfor taler du? Vi har alle sammen behov for at udtrykke os, på klaver, ved at tegne, ved at fortælle med mund eller kuglepen. Næst efter vand og omsorg er det vel et af vores dybeste behov. Som vi så udfylder, som vi kan bedst.«

På hvilken tid af døgnet skriver du bedst?

»Nu skriver jeg mest om formiddagen og først på eftermiddagen. Men i mange år skrev jeg altid om natten – indtil klokken 5. Hvornår det blev bedst, må andre afgøre.«

Hvor skriver du bedst?

»Der er noget trygt ved at arbejde i de samme omgivelser – så de ikke griber forstyrrende ind, og man kan hellige sig arbejdet. Men et par undtagelser er blevet til i udlandet, hvor det var en gave, at omgivelserne greb ind og føjede indtryk til.«

Hvordan ved du, at en ny bog er ved at tage form?

»Normalt VED jeg det ikke. Men på et tidspunkt begynder idéer, sjove, spændende eller underlige at fylde så meget, at jeg MÅ begynde at skrive dem ned.«

Er din bog skrevet på ren inspiration eller fast arbejde?

»Der skal nogle gode indfald til, og dem kan man ikke knokle sig til, de må komme dumpende ufortjent. Men derefter er der en masse fast arbejde at udføre. Inspirationen til ”Af den anden verden” kom under en spændende tur til Australiens mest øde egne.«

Hvilken del af processen – fra første tanke til udgivelse – er sværest?

»Det er nok selve anslaget til en bog. At ramme en tone, der fænger, i første omgang mig, senere forhåbentlig læseren.«

Hvad er den bedste sætning, du selv har skrevet?

»Jeg kan simpelthen ikke huske sætninger, jeg har skrevet. Bortset fra én, der blev den første sætning i ”Kvinden uden krop”. Og det skyldes, at den kom til mig en nat, hvor jeg ikke havde skrivetøj inden for rækkevidde og derfor måtte indprente mig den så godt, at jeg ville kunne huske den næste morgen: ”Man siger, at inde under huden er ethvert menneske ensomt, det er ikke længere sandt, for han elskede hende så højt, at han bad hende rykke ind i ham, da de blev klar over, at hun skulle dø.” (citeret efter en mangelfuld hukommelse.)«

Hvilken bog anbefaler du oftest til andre?

»Måske en af Hamsun, eller af Marquez, eller af Borges. Det afhænger af min samtalepartner.«

Hvor mange sider læser du, før du dropper en bog, der ikke umiddelbart fanger dig?

»Måske et par sider, hvis de er tilstrækkeligt ringe. På den anden side har jeg ofte oplevet, at bøger, som jeg har måttet anstrenge mig for at hænge fast i, ender med at give mig de største oplevelser. Så somme tider er det vigtigt at bide sig fast.«

Det underligste sted, du har læst en bog?

»Jeg sad midt i Sahara, var løbet tør, ikke for vand, men for læsestof, og det var lige så fatalt. Bortset fra en novellesamling med engelske science fiction-noveller, der var oversat til fransk.«

Hvilken bog har du grinet højest af undervejs?

»Det har nok været Josef Hellers ”Punkt 22”, som jeg ikke har rørt i mange år, men nu pludselig får en voldsom lyst til at hale ned fra reolen.«

Og grædt mest over?

»Jeg græder ikke så meget over bøger. Men lider da med helten, hvis han/hun ikke får den udkårne – og sådan går det jo tit.«

Hvilken bog har du løjet om, at du har læst?

»Det er ikke, fordi jeg er specielt sandhedskærlig, men jeg kan faktisk ikke huske at have påstået at have læst en bog, når det ikke var sandt. Jeg foretrækker simpelthen at tale om bøger, som jeg har læst.«

Hvad er den bedste sætning, du har læst?

»Den der lige falder mig ind: ”Jeg har aldrig set havet.” (”Je n’ai jamais vu la mer”) – er den første sætning i Sebastien Japrisots ”Damen i bilen med briller og gevær”. Jeg sætter stor pris på, når så at sige hele romanens idé er indeholdt i den eller de første sætninger. Og det er tilfældet, opdager man, når man kommer langt ind i bogen.«

Hvordan har du det med happy endings?

»Hvis jeg kan tro på den, synes jeg, at en happy ending er dejlig. Men temmelig ofte virker den utroværdig.«