Koranafbrændingerne har åbnet en svær debat, som slet ikke er slut
Dansk politik er tilbage fra sommerpausen. Ikke mindst debatten om ytringsfrihed og koranafbrændinger har antændt en svær diskussion, som først lige er begyndt.
Mens de fleste danskere har været på sommerferie, har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og co. haft travlt med korandebatten.
I dagens udgave af den politiske podcast ”Under Gulvtæppet” er både politisk analytiker Niels Th. Dahl og chefredaktør Marchen Neel Gjertsen også tilbage fra sommerferie og klar til at samle det vigtigste op fra den seneste måned i dansk politik.
Så lyt med, hvis du vil klædes på til den politiske sæsonstart.
Den er præget af ikke mindst V-formand Jakob Ellemanns tilbagevenden. Han åbner med håndteringen af en skandalesag om milliardindkøb af israelske våben og et omfattende forløb, som han nu har undskyldt for.
Du finder ugens podcast ved at søge på ”Under gulvtæppet” hos Spotify, under ”Podcasts” på din iPhone eller der, hvor du normalt finder dine podcasts. Hvis du trykker ”følg” eller ”abonner”, så får du automatisk det nye afsnit hver torsdag morgen.