Sygeliggørelse i sundhedens navn

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Overskriften på en sundhedsnyhed i min inbox for nylig var: ”Fordobling af kikkertoperationer efter meniskskader”, og i teksten kunne jeg læse om uafhængige lodtrækningsforsøg, der havde vist, at kikkertoperationer ikke har bedre effekt end snydeoperationer (placebo) og træning.

Når jeg læser sådanne historier, får jeg uvilkårligt et billede af et sundhedsvæsen, der udsættes for stadig stigende krav og forventninger fra politikere, befolkningen og medicinalindustrien og derfor bliver mere og mere voluminøs. Det er et væsen, der producerer behandlinger og undersøgelser på samlebånd, og i forventning om et langt og sygdomsfrit liv står vi i kø for at blive behandlet for vores symptomer, vores lidelser og de skavanker, der er opstået hen ad vejen. Vi bliver undersøgt på kryds og tværs, mærket med en eller flere diagnoser og kommer ud i den anden ende med en recept på medicin og en livslang kontrakt med behandlersystemet.

Det er et karikeret og meget unuanceret billede, men ikke desto mindre mener jeg, at det indeholder nogle sandheder om et sundhedsvæsen, der er udsat for usunde og urealistiske forventninger. Et sundhedsvæsen. hvor medicinforbruget er stigende. Flere og flere mennesker lider af livsstilssygdomme og psykiske lidelser. og befolkningen er ikke blevet sundere på trods af de stigende udgifter til sundhedsvæsenet.

På den måde kan det se ud. som om videnskaben hele tiden halter bagefter. Men måske handler det i højere grad om, at vi i sundhedsvæsenet er tilbøjelige til at tro, at vi har svar på hele sandheden, når vi blot har nogle enkelte af brikkerne. Konsekvensen af det kan være, at vi på et for tidligt tidspunkt iværksætter tiltag, vi ikke helt kender effekterne af på lang sigt.

Et af de eksempler. man i de senere år er begyndt at diskutere, er betydningen af at sætte så stor en befolkningsgruppe i livslang behandling med kolesterolsænkende medicin. uden at man kender langtidsvirkningerne. Det er en tilsvarende bekymring, der gør sig gældende for de mange mennesker, der er i behandling med lykkepiller. Behandlingen iværksættes ofte på baggrund af overfladisk diagnostik, og i dag ved man, at det kan det være yderst vanskeligt at komme af med medicinen igen.

Den store stigning i ADHD/medicin til børn og unge synes ikke mindre skræmmende. Forbruget er mangedoblet de seneste år, og her findes der heller ikke nogen undersøgelser af, hvilke bivirkninger det har, hvis man tager medicinen gennem mange år.

Der laves naturligvis langtidsstudier af effekten og bivirkningerne af sådanne præparater, problemet er blot, at studier på eksempelvis 10 år er lang tid i forskningens verden, mens der i den virkelige verden er brug for helt andre tidsperspektiver. Det kender vi fra andre typer af medicin som for eksempel de smertestillende præparater af typen NSAID. Her har det taget årtier at finde frem til de alvorlige bivirkninger, vi kender til i dag i form af mavesår, maveblødninger og blodpropper i hjertet. Bivirkninger. der har givet anledning til, at læger i dag er meget tilbageholdende med at ordinere NSAID.

Et andet problem er, at der på trods af de store teknologiske landvindinger stadig er undersøgelser, der ikke er så præcise og så entydige, som man kunne ønske sig.

Det har i årtier givet anledning til, at en stor del af befolkningen er blevet diagnosticeret med slidgigt, har fået anvisninger om at undgå visse former for sport og har måske også fået ordineret gigtmedicin. Det er først for nylig, at man har måttet revurdere denne opfattelse. Tilstanden ser ikke ud til at være så kronisk som tidligere antaget. Benævnelsen slidgigt er derfor misvisende. Vi skal kalde det arthritis, og så kan vi godt vænne os til. at træning tilsyneladende er den bedste behandling.

Det er måske nogle af de samme problemstillinger, der gør sig gældende for diagnosticering i forbindelse med rygsmerter, og i fagkredse er man begyndt at sætte spørgsmålstegn ved værdien af de mange MR-scanninger. Det er meget forskelligartede problemstillinger, der kunne retfærdiggøre. at blive behandlet hver for sig. Når jeg alligevel trækker dem frem sammen, er det. fordi det siger noget om tendenser i en tid, hvor de medicinske og teknologiske fremskridt gør det fristende at iværksætte stadig flere og omfattende undersøgelsesprogrammer. Tendenser. der bør give anledning til, at vi kigger nærmere på, hvilken betydning det har for den generelle sundhed, at vi på den måde sygeliggør flere og flere mennesker.

Jeg tror, de fleste af os har oplevet, hvad forestillinger om sygdom kan gøre ved os. Mon ikke mange kan genkende, hvorledes bare tanken om, at man måske er blevet smittet. kan få en til at fokusere på de mindste tegn på utilpashed.

Tilsvarende gælder for vores oplevelse af smerte. Hvis smerten i benene er et resultat af vores træning dagen før, så hilser vi den nærmest velkommen og kan endda opleve styrke og overskud. Mens den smerte, der opstår i forbindelse med skader og sygdom, opleves helt anderledes svækkende, specielt hvis den er pakket ind i en bekymring for sygdom

Det er et tilsvarende fænomen, man har kunnet konstatere i forbindelse med lodtrækningsforsøg med virksom og ikke-virksom medicin. Her har man i nogle tilfælde kunnet påvise, at mennesker, der får den ikke virksomme medicin, men som tror, de har fået den rigtige medicin, kan opleve de samme bivirkninger som dem, der har fået den virksomme medicin. Her er det igen de negative forventninger, der udløser uhensigtsmæssige oplevelser, og man kan derfor være bekymret for, at det er nogle af de samme mekanismer, der kommer i spil, når man sygeliggør mennesker.

Jeg tror, at det er helt afgørende for vores sundhed, at vi i langt højere grad begynder at anskue mennesket som den største ressource i forhold til sin egen sundhed. Vi skal lære at udnytte denne ressource bl.a. ved at have fokus på de helt basale forhold, der fremmer og hæmmer kroppens selvhelbredende mekanismer. Patienter bliver sjældent raske af medicin alene, det er kroppen og psyken, der gør det meste af arbejdet, og det er en proces, vi skal understøtte, hvis vi virkelig skal have held med vores forehavende.

Samtidig er der brug for en noget mere realistiske holdning til sundhed og sygdom. Vores krop udsættes livet igennem for skader og angreb, som for størstedelens vedkommende helbredes af vores intelligente organisme. Samtidig er der forskellige faser i livet, der kan byde på forskellige udfordringer både fysisk og psykisk, ligesom den naturlige aldring giver anledning til, at vi med årene begynder at opleve nogle fysiske begrænsninger og symptomer, ikke mindst fra vores bevægeapparat.

Som sundhedsprofessionelle skal vi gøre forventningerne til sundhedsvæsenets formåen mere tydelige, ligesom vi skal blive bedre til at oplyse objektivt om de reelle fordele og ulemper, der er ved undersøgelser og behandlinger. Endelig skal vi turde sige fra, hvis patienternes forventninger til specifikke ydelser er urealistiske og ikke fører til bedre diagnostik eller bedre behandling.

Jeg er godt klar over, at det bestemt ikke er nogen let opgave. Der er mange stærke kræfter, der trækker i den modsatte retning, det gælder ikke mindst den industri, der sælger medicinsk udstyr, undersøgelser og medicin, og som har en stærk interesse i, at antallet af brugere vokser, og at forventningerne til dens produkter er positive.

Jeg er ikke i tvivl om, at de nye teknologiske og medicinske tiltag vil betyde store fremskridt inden for både diagnostik og behandling, men samtidig er der mere end nogensinde brug for, at vi er bevidste om, at hvert eneste valg har mangeartede konsekvenser, samt at hvert eneste valg betyder et fravalg. Ressourcerne er begrænsede, og alt tyder på, at der kun vil blive skruet op for kravene om nye behandlinger og nye undersøgelser i fremtiden.