Fortsæt til indhold
Viden

Type 2-diabetes er ikke længere gammelmandssukkersyge

Du behøver ikke være overvægtig eller have en usund livsstil for at blive ramt.

Line Emilie Fedders, Videnskab.dk

Overvægt, usund livsstil og høj alder er faktorer, mange af os forbinder med personer, der får konstateret type 2-diabetes. Det er dog ikke helt rigtigt. Faktisk får både slanke og overvægtige, yngre og ældre personer konstateret sygdommen, der tidligere blev kaldt gammelmandssukkersyge.

De forskelligartede patienter har sat grå hår i hovedet på både læger og forskere, for det medfører et behov for forskelligartede behandlinger. For eksempel virker livsstilsomlægninger for nogle patienter og ikke for andre.

Nu har to danske forskere fra Steno Diabetes Center dog knækket en del af koden. De har på baggrund af data fra et stort engelsk studie kortlagt tre undergrupper af type 2-diabetes, der har forskellige sygdomsmønstre. Det skriver Videnskab.dk.

Læs også hos Videnskab.dk: Kan type 2-diabetes kureres med kostændringer?

Udover at vise, at diabetes kommer til udtryk på forskellige måder, viser studiet overraskende, at kun 25 pct. af type 2-diabetes-patienterne følger det forløb, som forskerne hidtil har betragtet som værende det mest normale.

»Denne viden er første skridt på vejen til at kunne forebygge og behandle patienter med de forskellige undertyper af sygdommen mere målrettet,« siger Kristine Færch, seniorforsker hos Steno Diabetes Center og den ene af ophavsmændene til studiet, til Videnskab.dk.

Insulin er det centrale stof, når man taler om type 2-diabetes. Insulin bliver produceret i kroppen og fungerer ved at bringe energi fra maden, vi spiser, ind i cellerne, hvor energien bliver brugt.

Læs også hos Videnskab.dk: Kaffe og te modvirker diabetes

Samspillet mellem insulinresistens og beta-celle-funktion er vigtigt for at holde blodsukkeret stabilt. Insulinresistens og problemer med beta-cellerne giver forhøjet blodsukker, i fagsprog kaldet hyperglykæmi.

Forhøjet blodsukker viser sig på kort sigt ved symptomer som kvalme, tørst og træthed, mens det på længere sigt kan give skader i blodkarrene.

Ved at se på patienternes blodsukker i de to førstnævnte test har de danske forskere skabt tre undergrupper af type 2-diabetes.

Læs også hos Videnskab.dk: Depression kan udløse diabetes

  • Den første gruppe har forhøjet blodsukker efter både faste og glukosebelastning og udgør cirka 25 pct.
  • Den anden gruppe har forhøjet blodsukker efter faste, men ikke efter glukosebelastning og udgør cirka 20 pct.
  • Den tredje gruppe har forhøjet blodsukker efter glukosebelastning, men ikke efter faste, Denne gruppe er langt den største - den udgør cirka 55 pct.