Fortsæt til indhold
Viden

Forsker: Rødkløver stopper knogleskørhed hos kvinder

Urten rødkløver har samme effekt som østrogen på nedbrydningen af knogler, men uden bivirkninger, siger forsker.

Kristian Sjøgren

Det kan være slut med østrogenbehandlinger til kvinder, hvor overgangsalderen har givet dem knogleskørhed. Det skriver Videnskab.dk.

I stedet kan et skud koncentreret og fermenteret rødkløver (Trifolium pratense) sætte en stopper for nedbrydningen af knoglerne.

Det viser i hvert fald flere nye studier, der for nylig blev offentliggjort i de videnskabelige tidsskrifter American Journal of Clinical Nutrition og Plos One.

»Behandlingen er banebrydende, idet vi nu kan behandle knogleskørhed uden at bruge farlige østrogener, der medfører en betydeligt øget risiko for cancer, og som også er behæftet med andre bivirkninger,« fortæller manden bag de nye studier, lektor Per Bendix Jeppesen fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Læs også: Mystiske edderkopper invaderer landet

Kan være særdeles godt i udviklingslande

Fermenteret rødkløver kan være et godt middel til at forebygge knogleskørhed, hvis det samtidig er billigt og uden for mange bivirkninger.

Det vurderer Klinisk professor Niklas Rye Jørgensen, der er specielansvarlig overlæge ved Rigshospitalet, Klinisk Biokemisk Afdeling.

»Det kan muligvis hjælpe med at forebygge knogleskørhed i vores verden, men i særdeleshed i mindre udviklede lande, hvor adgangen til medicin måske ikke er så god som herhjemme. I udviklingslande vil det formentlig være godt med et naturprodukt, der nok er væsentligt billigere at producere end konventionel medicin,« siger Niklas Rye Jørgensen, der ikke har noget med det nye studie at gøre.

Niklas Rye Jørgensen mener dog også, at der skal flere studier til for at afdække eventuelle bivirkninger ved indtag af fermenteret rødkløver.

Læs også: Arkæologer har fundet verdens ældste stykke kunst

Rødkløver bremsede knogleskørhed

Forskerne fra Aarhus Universitet har testet behandlingen med fermenteret rødkløver på 78 kvinder med begyndende knogleskørhed.

Kvinderne, der alle var på den anden side af overgangsalderen, blev inddelt i to grupper, hvor den ene fik behandling med 60 milliliter fermenteret rødkløverekstrakt, mens den anden blev behandlet med et placebo.

Læs også: Se bilen, der kører på ren luft

Efter 12 måneder målte forskerne knogletætheden i kvindernes hofter og ryg ved hjælp af skanninger og så, at kvinderne på placebobehandlingen havde mistet omkring fem procent af deres knoglemasse, mens kvinderne på fermenteret rødkløver næsten ikke havde mistet noget.

Knogleskørheden og knogletabet var med andre ord blevet stoppet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk