Stor kortlægning: Tigre, løver og leoparder har parret sig på kryds og tværs
De store kattedyr har lavet unger med hinanden på kryds og tværs igennem historien, viser amerikansk forskning. Sammenblandingen har indtil nu forvirret forskerne.
De store kattedyr har haft lidt svært ved at finde ud af, hvad der var en løve, en tiger, en jaguar og så videre, og derfor har de i tidens løb fået unger med hinanden på kryds og tværs.
Det konkluderer forskere oven på kortlægningen af jaguarens genom, der samtidig markerer den fulde kortlægning af genomerne for løver, tigre, jaguarer, leoparder og sneleoparder. Det skriver Videnskab.dk.
Da kattedyrene har blandet sig med hinanden, er dele af eksempelvis sneleopardens genom tæt på identisk med tigerens genom, mens andre dele af genomet ligner leopard- eller løvegenomet.
Det har indtil nu forvirret forskerne og fået dem til at drage forkerte konklusioner.
»Først når vi kigger på hele genomet, får vi det fulde overblik og kan hitte rede i slægtskabet,« siger William J. Murphy fra Faculty of Genetics ved Texas A&M University.
Det nye studie er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science Advances.
Alle store katte stammer fra Asien
Nu tænker du måske: 'Hør hov, lever tigre ikke i Asien, løver i Afrika og Jaguarer i Amerika? Hvordan kan de så have fået unger med hinanden?'.
Læs også: Sneleopardens blod er ikke tilpasset højderne
Svaret er ifølge William J. Murphy, at alle de store katte stammer fra Asien, hvor en fælles forfader til dem alle sammen levede for 4,5 millioner år siden.
Herfra blev de forskellige arter dannet, hvorefter de spredte sig ud over næsten hele kloden.
»På forskellige tidspunkter i de mellemliggende år har de haft rig mulighed for at støde på hinanden og få unger sammen,« fortæller William J. Murphy.
Kun fordi blandt andet mennesker har udryddet dem fra forskellige områder, findes der eksempelvis ikke længere løver eller tigre i Europa, og alle arternes udbredelse er voldsomt reduceret.
Jaguaren kan takke løven for sit syn
Resultatet af de mange parringer mellem arterne kan ses i dyrene i dag, viser William J. Murphys studie.
Blandt andet tyder forskningsresultatet på, at jaguaren kan takke løven for sit gode syn. Generne stammer nemlig fra den.
Læs også: Nu er danskernes arvemasse kortlagt
»Det er nok den største overraskelse ved vores studie: At de forskellige arter har blandet sig så meget med hinanden, som de har, og at vi kan se, hvordan de har draget fordel af det hver især,« siger William. J. Murphy.
Identificerer gener for tigerens striber
Forskerne kan også se, hvilke gener der spiller en rolle i store kattes forskellige karakteristika.
Det kan de gøre ved at se på forskelle genomerne imellem.
Blandt andet kan forskerne se, at jaguaren har to helt unikke gener, som har med kraniet at gøre.
Forskerne spekulerer i, at disse gener er med til at give jaguaren sit karakteristiske brede hoved.
I mus er generne nemlig også associeret med et bredt hoved.
Derudover har forskerne også fundet nogle gener, som, de mener, er med til at give tigrene deres striber.
Dyrene kan bevares med forskning
Det nye forskningsresultat kan – foruden at give en større indsigt i de forskellige arter – også være med til at optimere arbejdet med at bevare arterne fremover.
Læs også: Overrasket topforsker: Det siger genetik om danskhed
Resultatet viser nemlig, at der er meget lidt genetisk variation i de forskellige arter. Dyrene er med andre ord ret ens.
Det vil sige, at man i bevaringsarbejdet bør sikre sig, at dyr med forskellig genetik får unger sammen, så hele den tilbageværende genetiske variation ikke går tabt.
Ellers vil det være som at lade søskende eller fætre og kusiner få børn sammen, og det vil kun lede til en endnu smallere genetisk forskellighed og ultimativt arternes undergang på grund af indavl.
»Det er vigtigt, at verden forstår, at disse arters genetiske helbred er truet, og det kræver noget af os for at sikre, at de også er her i fremtiden. Vores studie kommer med nogle værktøjer til bedre at forstå og overvåge arterne og deres genetiske helbred. På den måde kan vi se, om de er i risiko for at uddø, og om vi kan gøre noget for at forhindre det,« fortæller William J. Murphy.