Fortsæt til indhold
Viden

HPV-ulighed: Kvinder uden vaccine bliver ikke screenet

Kvinder, der er ikke er vaccinerede mod HPV, fravælger oftere at blive screenet for livmoderhalskræft end kvinder, der er vaccinerede. Det skaber ulighed, påpeger flere forskere.

Videnskab.dk

I fremtiden vil en gruppe kvinder i Danmark sandsynligvis være langt mere udsatte for at få livmoderhalskræft end andre.

En del kvinder, som har fravalgt at blive vaccineret mod HPV, har nemlig heller ikke planer om at gå til lægen for at blive screenet for livmoderhalskræft, viser et nyt studie ifølge Videnskab.dk.

Paradoksalt nok er der en større andel af de vaccinerede kvinder, som forventer at tage imod tilbuddet om at blive screenet.

»Det er ret bekymrende. Vi har to gratis sundhedstilbud: En vaccination og et screeningsprogram. Og så viser det sig, at det er de samme kvinder, der tager imod begge tilbud,« siger Mie Sara Hestbech, der er ph.d. på Københavns Universitets Forskningsenhed for Almen Praksis.

»De, der har allermest brug for at blive screenet for livmoderhalskræft, er dem, der ikke har fået en HPV-vaccine. Men vores undersøgelse viser, at når man har fravalgt vaccinationen, er der en større sandsynlighed for, at man også fravælger screeningen.«

Læs også: Livmoderhalskræft: Kvinder med høj risiko mangler ofte HPV-vaccine

Flere vaccinerede vil screenes

Mie Sara Hestbech og kolleger har lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt 949 kvinder født mellem 1993 og 1995. Kvinderne var de første, der fik tilbudt en gratis HPV-vaccine, da den blev en del af det danske børnevaccinationsprogram i 2008.

698 af de kvinder, der deltog i undersøgelsen, har fået vaccinen. De resterende 251 har fravalgt den.

Kvinderne blev spurgt, om de forventer at tage imod en invitation om at blive screenet for livmoderhalskræft, som bliver sendt ud til alle danske kvinder, når de er fyldt 23 år.

Flest blandt de vaccinerede kvinder har tænkt sig at tage imod tilbuddet, viste det sig:

  • 87,1 procent af de HPV-vaccinerede svarede, at de forventer også at blive screenet.
  • Kun 72 procent af de ikke-vaccinerede svarede, at de har planer om at tage imod tilbuddet

»Resultatet tyder på, at de forebyggelsestilbud, vi giver, rammer skævt. Det giver ulighed i sundhed, at det er de samme, der tager imod begge tilbud,« siger Mie Sara Hestbech.

Læs også: HPV-vaccinen virker effektivt på danske kvinder

Myndighederne har svært ved at nå bredt ud

Jesper Bo Nielsen, der er professor og leder af Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet, er enig i, at uligheden i, hvem der tager imod screeningstilbud, kan være et tegn på, at myndighederne har et problem med at nå bredt ud med deres oplysning.

»Hvis nogle både vælger vaccine og screening fra, efter at de er blevet informeret og har forstået konsekvenserne af det valg, de træffer, så må vi acceptere deres valg, for det er jo bare et tilbud, vi giver,« siger Jesper Bo Nielsen.

»Men hvis nogle grupper i samfundet vælger forebyggelsestilbud fra, fordi vi som myndigheder ikke er gode nok til at få formidlet, hvad det går ud på, så har vi en udfordring,« fortsætter han.

Læs også: Derfor har forskerne svært ved at udrede bivirkninger ved HPV-vaccinen

Vaccine får ikke kvinder til at droppe screening

Der er dog også positive tendenser at spore i det nye studie, siger Ulla Axelsen, der er overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelses Afdeling for Forebyggelse og Oplysning.

Hun har ikke været involveret i undersøgelsen, men har læst den videnskabelige artikel.

Ulla Axelsen er glad for, at HPV-vaccination tilsyneladende ikke medfører, at kvinder fravælger at blive screenet.

»Man kunne frygte, at nogle kvinder ville opfatte vaccinationen som en falsk sikkerhed for, at de ikke får celleforandringer og derfor fravælger screeningen,« siger hun.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk