50 fund, kapitel 35: Den begravede krigerhær

Den første kejser af Kina, Ying Zheng (259-210 f.Kr.), var en af alle tiders største militære ledere. Med sit organisatoriske talent, sin strategiske begavelse og en veltrænet har på flere hundrede tusinde mand forenede han syv stridende kinesiske stater under Qinstyret og blev i 221 f.Kr. kejser af et samlet Kina, Qin Shi Huangdi: ”Den første Ophøjede og Guddommelige Kejser af Qin.” Da Ying Zheng som 13-årig blev konge, begyndte han at opføre et gravmonument, som kongerne af Qin havde gjort det før ham. Da han i en alder af 38 år udråbte sig selv til “evig ophøjet kejser”, blev byggeriet intensiveret og voksede til hidtil usete proportioner.

Historien om den første kejser stammer fra den kinesiske historiker Sima Qian (ca. 145-85 f.Kr.), der levede i det efterfølgende Handynasti. I 89 f.Kr. udgav han sit livsværk – om Qindynastiet. Sima Qians beskrivelser bekræftes delvist af arkæologiske fund, men de er næppe helt ufarvede. Han skrev om den grav, den første kejser planlagde som bolig i sit efterliv: ”Da kejseren kom til magten i Qin, begyndte han straks at bygge sin grav pa bjerget Li. Da han havde samlet riget, sendte han 700.000 mand til stedet. De gravede ned til de underjordiske kilder og hældte bronze ind for at skabe den ydre kiste. Paladser, smukke tårne, hundredvis af tjenere, sjældne redskaber og prydgenstande blev samlet for at fylde graven op.”

Kejserens pyramideformede gravhøj på bjerget Li, lidt øst for den nuværende Shaanxiprovinshovedstad Xi’an, har været kendt siden kejserens død. Den kunstige høj over graven blev under opførelsen omgivet af to rækker mure i rektangulær form, som oprindelig havde tårne over deres porte.

Efter fundet af terrakottakrigeren i brøndgravernes hul har udgravninger vist, at kejserens samlede dødspalads strækker sig over et 56 km2 stort område. Over 7.000 opmarcherede svært bevæbnede soldater, embedsmand, akrobater og tjenere står stivnet i ler og vogter over ham i efterlivet.

Med en forbløffende detaljerigdom har hver kriger fået personlighed, liv og skønhed. Kejserens samlede dødspalads med kostbarheder og konkrete vidnesbyrd om hans bedrifter giver et rigt og varieret indblik i Qindynastiets samfund og afspejler hans vision af sig selv som hersker over universet.

Da kejserens far, kongen af den lille stat Qin, døde i 246 f.Kr., overtog hans kun 13-årige søn Ying Zheng formelt magten. Efter adskillige interne stridigheder fik Ying Zheng i en alder af 22 år også reelt magten. Han nedkæmpede et internt oprør, hvorefter han indledte et felttog mod de øvrige seks rivaliserende stater. Stat efter stat blev overvundet, og i en alder af 38 år havde han underlagt sig alle stater og blev kejser af det forenede storrige.

Qinkejseren oprettede et centralistisk styre med et velorganiseret bureaukrati, et nyt vejsystem på kryds og tværs af riget, fælles lovgivning og møntfod, standardiseret mal og vagt samt et forenklet skriftsprog. Han forsvarede landet mod fjendtlige nomadestammer i nord gennem et sammenhængende forsvarssystem, som vi i dag kender som Den Kinesiske Mur. I mange henseender lagde han grunden til det moderne Kina. Samfundet var baseret på omfattende lovgivning og et strengt straffesystem. Styreformen kaldes legalisme og er speciel for oldtidens Kina. Den tager udgangspunkt i, at mennesket af naturen er selvisk og må styres af stram lovgivning. Denne ideologi står i skarp modsætning til den klassiske kinesiske konfucianisme, der hylder traditionerne, familien som samfundets grundpille og det gode eksempels betydning for menneskelig adfærd. Indførelsen af legalismen gav kejseren suveræn autoritet, idet han selv udpegede ministre og embedsværk, som administrerede lovene.

De talrige embedsmand førte regnskaber og kontrollerede befolkningen efter de kejserlige regler. Kejser Qin Shi Huangdi lod opføre over 270 paladser i hovedstaden Xianyang, der ligger ved Weifloden. Yderligere 400 fungerede som magtcentre uden for hovedstaden. Over 120.000 velhavende og magtfulde familier blev tvangsflyttet til hovedstaden. Hermed kunne kejseren kontrollere magteliten. Ud fra forestillingen om sig selv som universets hersker anlagde han hovedpaladserne efter stjernernes position, hvor floden Wei afspejler Malkevejen.

En tusindtallig skare af konkubiner – smukke kvinder der med deres skønhed, opofrelse, visdom og seksuelle ydelser tjente kejseren – forsødede paladstilværelsen. Kastrerede unge mand, eunukker, vogtede konkubinerne og paladsets hemmeligheder, og mange eunukker fik betroede tillidsposter.

Den første kejsers rædselsregime styrede befolkningen med diktatorisk brutalitet. Alle borgere blev kontrollerede, og angst, tvangsarbejde og dødsstraf var et grundvilkår. Til trods for suveræn kejserlig magt led Qinkejseren af dødsangst og søgte hele livet efter udødelighed. Tre gange blev han udsat for attentatforsøg. Kejseren hemmeligholdt sine opholdssteder, kontaktede eksperter i okkultisme og bad sine embedsmand om at finde planter, der kunne hjælpe ham til et evigt liv. Adskillige ekspeditioner blev sendt ud for at finde udødelighedseliksir, men ingen vendte tilbage. Alkymister rådede ham endog til at indtage kviksølv i håb om et evigt liv.

Sima Qian fortæller, at da kejseren døde under en inspektionsrejse, holdt embedsmændene i første omgang hans død hemmelig. De lod den døde kejser fortsætte rejsen i sin lukkede vogn omgivet af de mest trofaste eunukker. For at dække over stanken fra liget blev vognene i følget fyldt med tørrede fisk. Et forfalsket brev fra kejseren beordrede prins Fusa til at begå selvmord – og det skete. Da vognen endelig nåede frem til hovedstaden, blev kejserens død annonceret, og hans anden son, prins Huhai, blev udråbt til den anden kejser. Idealet om et forenet Kina konsolideredes i det efterfølgende Handynasti (206 f.Kr.-220 e.Kr.), der betegnes som Kinas guldalder. Qin Shi Huangdi skabte et samlet Kina, men til trods for sin evige søgen efter recepten på udødelighed nåede han knap nok at nyde frugterne af sin indsats. Han døde efter kun 11 år som kejser. Qinkejseren blev på bjerget Li sendt ud på sin dødsrejse og til sit ophold i evigheden.

Vi kender endnu ikke hele dette efterlivsunivers, der rummer kejserens hær, heste og vogne, embedsmand, tjenere, et flodorkester, dansende traner og andre vadefugle i bronze, dyr og stalddrenge fra de kejserlige jagtparker, eunukker og konkubiner samt enorme rigdomme. Kunstnere og håndværkere, der havde skabt gravmonumentet, blev lukket inde i kammeret, så ingen levende kendte dødspaladsets hemmeligheder. Gravkammeret med kejserens konkubiner, modeller af himmellegemer, paladser, tårne og floder af kviksølv er endnu ikke åbnet. Den opmarcherede terrakottahær på over 7.000 mand står i tre store nedgravninger, 1,5 km fra kejserens gravhøj. Figurerne har alle front mod øst, så de kan forsvare kejseren mod de fjender, der forventes at komme gennem det østlige bjergpas. Efterlivets hær er en idealhær, den perfekte kampstyrke af elitesoldater, lavet af ler, og hver kriger er skabt med egen personlighed og individuelle trak.

Den første nedgravning indeholdt ca. 6.000 figurer og omfattede fodfolk og bueskytter samt 40 stridsvogne og deres førere. Den anden indeholdt 160 knælende bueskytter eller armbrøstskytter, der forrest var omgivet af 172 stående bueskytter. Bag dem stod seks stridsvogne foran 116 ryttere, som holdt deres opsadlede heste ved bidslet og ventede pa ordrer. Den tredje nedgravning rummede hærens hovedkvarter med officeren, der bærer kommandotrommen, 66 infanterister og en vognstyrer.

Terrakottakrigerne er et imponerende eksempel på tidlig masseproduktion. De blev udført af op mod 1.000 mand, der efterfølgende blev dræbt for at hemmeligholde efterlivets univers og siden begravet i massegrave nær kejserens gravhøj. Fremstillingsteknikken omfatter snoning, rulning, pladearbejde og brug af støbeforme. Detaljer blev påført manuelt, og produktionen foregik i arbejdsgrupper, der blev overvåget af værkførere, som stemplede deres navn i figurerne til brug for kvalitetskontrol. Krigerne blev brændt i et stykke ved en lav temperatur på 950-1.050 grader. Hvordan det foregik, spekulerer videnskabsmand og keramikere stadig over i dag.

Figurerne blev alle lavet af en kombination af forskellige kropsdele. Der er identificeret ti typer hoveder, to typer rustninger, fire typer støvler, tre slags sko og to typer fødder. Håndværkerne klæbede fugtigt ler på ansigterne for at individualisere næser, ører og øjenbryn, ligesom de anbragte et overskæg eller et fipskæg her og der. Man gav også ansigterne træk, der var og er karakteristiske for forskellige egne af Kina, så man fx kan genkende de høje kindben, der er typiske for befolkningen i det sydvestlige Kina. Figurer med skæg repræsenterer folk fra Kinas nordlige områder.

Qinhæren bar ifølge kilderne sorte bannere som symbol på vandets kraft. Analyser af krigerne viser imidlertid, at under de sorte flag marcherede en hær i alle regnbuens farver. Terrakottakrigernes dragter var malet i stærke farver. Det samme var virkelighedens krigere, der ikke bar uniform, men kæmpede i eget tøj fra deres hjemegn. Farverne afspejler, hvilken egn de kom fra. Figurerne blev efter brænding smurt med hvidt pigment eller lak og derefter malet for til sidst at blive opvarmet, så farven bandt til figuren. Udgravningerne af den første kejsers dødsunivers har stået på siden 1974, og der udgraves og forskes fortsat i fundet, der betegnes som verdens ottende vidunder. Arkæologer diskuterer stadig, om gravhøjen skal udgraves, og om det er forsvarligt på grund af dens formodede indhold af kviksølv. De fleste sværger dog til evig gravfred for den første kejser.