60 procent af alle primater er udrydningstruede
Et nyt studie af orangutanger, chimpanser, lemurer og andre af vores nærmeste slægtninge konkluderer, at hele 60 procent af alle primatarter er truede med udryddelse.
Primater er menneskets nærmeste slægtninge, og i et nyt studie kortlægger forskerne, hvordan det går for gorillaer, orangutanger, chimpanser, lemurer og andre af verdens 504 arter af primater.
Konklusionen lyder, at situationen er »alarmerende«, og at der skal handles nu, hvis ikke verden skal miste en stor del af primaterne. Det skriver Videnskab.dk.
»Omkring 60 procent af primatarterne er nu truede med udryddelse, og for omkring 75 procent af arterne er bestanden faldende,« skriver forskerne i deres undersøgelse.
Læs også: Er vi nu helt sikre på, at mennesket nedstammer fra aberne?
Fare for masseudryddelse
Ifølge forskerne bag undersøgelsen er der tale om den hidtil mest omfattende kortlægning af trusselsbilledet for verdens primater.
Forskerne påpeger, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil vi i løbet af de næste 25-50 år blive vidner til en 'masseudryddelse' blandt verdens primater. En sådan udryddelse af store dele af primaterne vil ikke alene gå ud over lokale økosystemer – det vil også gå ud over menneskers levebrød, kultur og religion i en række samfund.
»Primater er vores tætteste levende slægtninge. De er en utrolig central gruppe for tropiske regnskove, og de er en økonomisk ressource, især gennem økoturisme, som er i fremgang mange steder, fra Rwanda til Madagaskar, Kina og Brasilien. Det ville være tragisk at miste bare en enkelt art,« siger amerikanske Russel Mittermeier, som er forfatter til studiet og en af verdens førende primatologer, til Videnskab.dk.
Læs også: Hundredevis af dyrearter er truede, uden vi vidste det
Mennesket er den største trussel
Forskerne skriver, at udvidelse af landbrugsområder, skovrydning, jagt og fældefangst, forurening og klimaforandringer er nogle af de ting, der truer primaterne.
Den danske primatforsker Christina Hvilsom fra Zoologisk Have København vurderer, at studiet laver en fin analyse og opsummering på truslerne mod primater.
»Trusselsbilledet er forskelligt fra art til art og fra region til region, men overordnet set er det de samme ting, det handler om. Det er konvertering af dyrenes habitat – altså skovområder – til landbrug, og så er det skovhugst, hvor mennesker rydder skovene for at sælge træer. Og så er det jagt. Både i forhold til illegal handel men også i forhold til, at der stadig er mennesker rundt omkring i verden, som spiser visse primater,« forklarer Christina Hvilsom.
Læs også: Aber søger også, når de mister en af deres kære
Primater lærer os om os selv
Christina Hvilsom mener ligesom forskerne bag studiet, at det vil være et stort tab, hvis vi mister flere primater.
»Primater har en enorm betydning for os som mennesker. Vi deler en fælles evolutionær historie, og vi kan lære en masse om os selv og vores udvikling ved at studere primaterne. Det gælder både vores egen evolutionære historie, men også i forhold til for eksempel sygdomme, adfærdsforskning og hukommelsesforskning. Her spiller studier på aber en vigtig rolle,« siger Christina Hvilsom.