Slankekurens historie begyndte med en døv bedemand i 1800-tallet

Fedmeepidemi er bare ét af de ord, som medier og myndigheder bruger til at beskrive den nuværende situation, hvor der kommer flere overvægtige til. Det skriver Videnskab.dk.

Men hvordan så man egentlig på fedme før i tiden? Det spørgsmål stillede Anne Katrine Kleberg Hansen sig selv, da hun gik i gang med sin ph.d. på Saxo-instituttet ved Københavns Universitet, hvor hun nu er postdoc og en del af BioHistory Group, der forsker i forståelsen af kroppen og sundhed gennem historien. Den forståelse viser sig nemlig at variere betydeligt over tid.

»Den måde, fedme bliver problematiseret på i dag, trækker ofte på nogle historiske fortællinger om fremkomsten af et "moderne" problem: I den fortælling har vi nu, punkt 1, forstået, hvor farligt fedme er, og punkt 2, er vi alle sammen enormt truede af at være fede,« fortæller hun.

Niels Brimnes, lektor på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, supplerer sin kollega. Han har bl. a. beskæftiget sig med bekæmpelse af tuberkulose i Indien.

»Dét, som historiske perspektiver kan gøre ved sundheds- og sygdomsopfattelser, er, at de kan afnaturalisere dem. Vi tror, sundhed og sygdom kun har noget med biologi at gøre, og at det at være sund er en historisk konstant - det, kan vi vise, er ikke tilfældet,« forklarer han.

Historien har altså formet den måde, vi forstår fedme i dag. Men det er en udvikling, der måske ikke er så ligetil, som man skulle tro.

Læs mere: Forskere giver svar: Hvad er den bedste slankekur?

Fedme ikke værd at stræbe efter – heller ikke i gamle dage

Lad os begynde med en udbredt antagelse. Nemlig forestillingen om at fedme før i tiden blev set som et tegn på vellevned og social status.

»Det er en udbredt fortælling, som næsten alle kender. Hvis jeg møder folk til fester og fortæller, hvad jeg laver, så fortæller de mig, at fedme jo er et moderne problem og noget, som var et tegn på sundhed og prestige i gamle dage«, forklarer Anne Katrine Kleberg Hansen.

Men hun har ikke fundet mange tegn på, at det reelt har været opfattelsen inden for lægevidenskaben. Kriterierne for, hvornår nogen har dømt kroppe til at være for store, ser også ud til at byde på nogle variationer over tid.

Læs mere: Forskere til raske overvægtige: Drop slankekuren

Det var ikke kiloene, der definerede din skavank

Især i 1700-tallet var det nemlig ikke nødvendigvis vægt, der blev brugt til at bedømme, om det stod helt galt til med fedtet. Det er derfor sparsomt, hvad man kan få ud af kilderne, hvis man fokuserer for meget på kiloantallet, beskriver Anne Katrine Kleberg Hansen.

Men sad du fastklemt i dine møbler, var der muligvis grund til bekymring:

»Man fokuserede i højere grad på evnen til at bevæge sig. Vægt relateret til højde som et mål for kropsfedme kom til i løbet af 1800-tallet. Det blev mere og mere udbredt i sådan noget som slankebøger, men altid med en kvalificerende bemærkning om, at det bare var et gennemsnit og en vejledende guide,« forklarer Anne Katrine Kleberg Hansen.

Fedmeproblemet vokser sig ikke kun større gennem historien

Hun understreger, at når man ser på det 18. og 19. århundrede, kan man ikke sige, at fedme startede som en lille bekymring og så i stigende grad blev problematiseret:

»Faktisk er det på nogle måder nemmere at argumentere for, at fedme var en sygdom i 1700-tallet end i 1800-tallet. Fedme kunne tilsyneladende passes bedre ind i de sygdomskriterier, man brugte i 1700-tallet – men så fandt et væsentligt skifte inden for lægevidenskaben sted,« beskriver Anne Katrine Kleberg Hansen.

På den måde var fedme på sin vis i højere grad et medicinsk problem i 1700-tallet end i 1800-tallet.

I 1800-tallet begyndte man at relatere kliniske beskrivelser af sygdomsforløb til indre læsioner i organerne og patologiske forandringer i vævene. Ved fedme kunne man ikke se nogen sygelige forandringer i fedtvævet. Der var altså tale om normalt væv, også når der måske var for meget af det, fortæller hun.

Læs mere: Vægttab er større, hvis slankekuren er kort

Slankekuren, som vi kender den, fik sit gennembrud i 1860'erne

Alligevel var det i 1800-tallet, at slankekuren – altså at følge en diæt med specifikt henblik på at tabe sig – fik sit gennembrud.

Det helt store omdrejningspunkt for slankekurens historie var bedemanden William Banting. Han rendte rundt i Victoriatidens London med et vældigt korpus. Banting prøvede at gå til lægen med det, men blev ikke taget alvorligt og fik at vide, at hans fedme skyldtes alderen.

Men så kom han til en ørelæge. Det stod tilsyneladende så skidt til, at Banting heller ikke kunne høre mere, indleder Anne Katrine Kleberg Hansen.

»Ørelægen mente, at fedtet pressede de små kanaler i ørerne sammen, og satte ham derfor på en slankekur, der var meget anderledes, end den normale opfattelse af, hvad man kaldte 'low regiment' på dette tidspunkt – altså en næringsfattig kost. Indtil da havde Banting prøvet at indtage kartofler, brød, smør, øl, mælk og sukker for at styre sin korpulence, men ørelægen William Harvey satte ham på en kur, hvor han skulle spise meget protein. Noget der virkede helt kontraintuitivt i Bantings øjne, fortæller Anne Katrine Kleberg Hansen:

»Men det tabte han sig af, fik sin hørelse igen, og så udgav han 'Letter on Corpulence'.«

Banting var ikke læge, så han kunne ikke forklare videnskaben bag sin succesfulde højproteinkur i skriftet fra 1864. Det mente tyske forskere derimod, at de kunne, og de var, ifølge Anne Katrine Kleberg Hansen, med til at videreudvikle, forklare og udbrede Bantings pamflet.

Det blev en så stor modedille, at der ligefrem opstod verber. 'Do you bant?' blev det til på engelsk, imens 'banter' på svensk stadig er et udtryk, der bruges til at beskrive det at gå på slankekur.

Forståelsen af at spise på en bestemt måde med henblik på at tabe sig var altså noget, der blev etableret i 1860'erne, og blev helt almindeligt i løbet af 1900-tallet.

Læs mere om, hvordan motion også har en gammel plads i historien, på Videnskab.dk.