Nyt studie afliver gammel myte om ålen

Når den europæiske ål yngler, migrerer den til den del af Atlanterhavet, der hedder Sargassohavet.

Det er vigtigt, at den kommer derhen, for ålebestanden er stærkt truet og falder år for år.

Men man ved ikke meget om, hvad der sker under havoverfladen, når den slangelignende fisk begynder sin lange rejse til Sargassohavet. Og det har dannet grobund for teorier.

Læs mere: Ålens mysterium kortlagt

En sejlivet teori siger, at når først den europæiske ål er havnet i Middelhavet, kan den ikke finde ud ad det snævre Gibraltarstræde igen. Derfor kan man mene, at det ikke nytter noget at passe på de ål, som opholder sig i Middelhavet. De bidrager alligevel ikke til ålebestanden, eftersom de aldrig får mulighed for at yngle.

Den teori knuser ny forskning nu efter at have fulgt ålenes vandring med ny teknologi. Det betyder, at Middelhavslandene alligevel har en vigtig rolle at spille i at bevare ålen.

»Lande ved Middelhavet bør hjælpe med at redde ålen. Man kan altså ikke afskrive det område i bevarelsen af bestanden,« siger seniorforsker hos DTU Aqua Kim Aarestrup, der er en af hovedforfatterne bag det nye studie, til Videnskab.dk.

Læs mere: Levende sushi: Gør det ikke ondt at blive spist?

Den europæiske ål findes både i det kolde nord og under varmere himmelstrøg helt ned til Grækenland og Nordafrika. Men forholdene i Middelhavet er noget anderledes end i resten af Europa blandt andet på grund af en høj fordampning.

Det er disse særlige forhold, der er grundlaget for teorien om, at ål ikke kan slippe ud af Middelhavet.

Når ål fra resten af Europa skal finde Sargassohavet, kan de bruge temperaturændringer og saltniveau til at navigere efter. Men Middelhavet er varmere og mere salt end vandet uden for i Atlantehavet, og derfor kan ålene i det område ikke bruge det, at vandet bliver varmere og mere salt, når de nærmer sig Atlanterhavet, til at finde vej. Det gør det svært at finde vej.

Det nye studie tyder dog på, at virkeligheden er, at ålene godt kan komme ud gennem Gibraltarstrædet.

Læs mere: Kamæleoner bliver grønne af raseri

I det nye studie har forskerne taget en ny teknik i brug, hvor digitale ’mærkninger’ af ålene gjorde det muligt at følge en del af ålenes færden.

Kim Aarestrup og hans kolleger har sat såkaldte pop-up-satellitmærker på ryggen af otte ål i Middelhavet. Mærkerne gemmer oplysninger om dybde, lyd og temperatur, og hopper af ålene efter en forprogrammeret periode. I dette tilfælde var mærkerne programmeret til at frigøre sig fra ålen efter seks måneder. Herefter stiger mærket til overfladen og sender de gemte oplysninger til ARGOS-satelliterne, som forskerne så kan downloade.

Ud fra resultaterne kan forskerne konstatere, at fem af ålene sandsynligvis er blevet spist, en var endnu ikke svømmet ud af Middelhavet, og to var endt i Atlanterhavet.

»Vi kan konstatere, at to af de tre, der overlevede, var kommet ud efter seks måneder. Så det er i hvert fald ikke korrekt, at de slet ikke kan finde ud,« siger Kim Aarestrup til Videnskab.dk.

Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

Læs hele artiklen på Videnskab.dk