Kunstig intelligens kan tage magten
Verdens førende specialister i kunstig intelligens har underskrevet en erklæring om at arbejde for, at kunstig intelligens skal gavne menneskeheden. Der er frygt for, at systemerne løber løbsk og til sidst udsletter os alle.
Frygten for, at kunstigt intelligente robotter overtager vores job og i sidste ende knuser menneskeheden, er så udbredt, at tusindvis af forskere har underskrevet en erklæring om at arbejde for, at kunstig intelligens skal gavne menneskeheden. Blandt underskriverne er mange af verdens førende specialister fra firmaer som IBM, Google og Facebook og universiteter som MIT, Cambridge og Oxford.
»Det er blevet blodig alvor,« siger Henrik Schärfe, verdenskendt dansk robotforsker fra Aalborg Universitet. Han er ifølge Time Magazine blandt verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker.
»Vi er nu der, hvor vi er tvunget til at tage stilling til de etiske, eksistentielle og politiske spørgsmål, som vi har diskuteret teoretisk i mange år. Det varer ikke længe, før der kører selvkørende biler rundt i Danmark, og algoritmerne har længe styret aktiemarkedet. Kunstig intelligens har så stor indflydelse, at vi ikke bare kan udvikle systemerne uden at forholde os til deres konsekvenser. Erklæringen afspejler en bekymring, som er meget stærk i forskningsmiljøet,« siger Henrik Schärfe.
I erklæringen fra Future of Life Institute, der arbejder for at afbøde eksistentielle risici, der truer menneskeheden, står der, at det er vigtigt at undersøge, hvordan man opnår de enorme fordele ved kunstig intelligens, samtidig med at man undgår faldgruberne.
Det er en af verdens førende forskere i kunstig intelligens, Stuart Russell fra amerikanske Berkeley University, der har skrevet udkastet til erklæringen.
Han mener, at vi skal beskytte os mod den kunstige intelligens’ negative sider.
»De potentielle trusler ved kunstig intelligens er autonome våben, der selv kan beslutte at dræbe, og en total omvæltning af arbejdsmarkedet og økonomien. Endelig er der på langt sigt en eksistentiel trussel i form af superintelligente systemer. Vi bliver nødt til at forbyde autonome våben, finde en økonomisk model, der forhindrer stor arbejdsløshed og endnu større ulighed, og sørge for kontrol med, at superintelligente systemer handler ud fra menneskelige værdier,« siger Stuart Russell.
Blandt underskriverne frygter visionære mennesker som fysikeren Stephen Hawking, stifteren af Tesla, Elon Musk, stifteren af Microsoft, Bill Gates, og en af Apples stiftere, Steve Wozniak, at robotter vil udvikle en overmenneskelig intelligens, der ender med at udslette menneskeheden.
»Udviklingen af kunstig intelligens kan være enden for menneskeheden. Mennesker er begrænset af en langsom biologisk evolution og kan ikke følge med, hvis en kunstig intelligens beslutter at accelerere sin egen udvikling,« udtalte Stephen Hawking for nylig.