Fortsæt til indhold
Viden

Forskere: Mødre må gerne drikke alkohol og amme

Alkohol i små mængder er ikke farligt for børn, der bliver ammet, siger forskere.

Du må gerne drikke alkohol, mens du ammer, så længe du holder dig under syv genstande om ugen.

Sådan lyder budskabet fra et nyt videnskabeligt studie fra Syddansk Universitet, der har gennemgået al den forskning, der er lavet om emnet.

Dermed gør de op med Sundhedsstyrelsens anbefaling om at vente flere timer med at amme efter hver genstand.

Forskerne konkluderer efter deres studie, at der ikke er belæg for at sige, at det er farligt at amme, hvis man følger Sundhedsstyrelsens anbefaling for alkoholindtag for kvinder.

Det betyder, at man maksimalt må drikke syv genstande om ugen og højest fire genstande om dagen.

"Vurderet ud fra den tilgængelige litteratur og overførslen af alkohol gennem modermælken, tager børn ikke skade af, at en ammende mor drikker en øl eller to. Der er ingen tænkelige tidspunkter, hvor et barn bliver ugunstigt påvirket, hvis moren drikker efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger," siger Per Damkier, lektor og overlæge, i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.

Sundhedsstyrelsen har i sin nyeste udgivelse om ernæring til spædbørn fra i år slået fast, at en mor ikke behøver holde pause fra amningen, hvis hun indtager under syv genstande om ugen.

Ikke desto mindre bør man holde to-tre timers pause fra amningen efter hver indtaget genstand, lyder den fortsatte anbefaling, der stammer fra 2013.

Den anbefaling udfordrer forskerholdet imidlertid nu.

Per Damkier har i samarbejde med Anton Pottegaard, postdoc og farmaceut fra Institut for Sundhedstjenesteforskning, og læge Maja Haastrup bl.a. lavet et regnestykke, der viser, hvor påvirket et barn bliver, hvis en mor drikker fire genstande i træk og derefter ammer barnet.

Barnet vil i det tilfælde få en promille svarende til en tiendedel af den tilladte promille for bilister, vurderer forskerne. For et barn på 6 kg svarer det til at indtage en femtedel af et snapseglas med øl.