"De har rykket grænsen for, hvad man kan se"

Det er de helt små detaljer, der onsdag blev præmieret ved uddelingen af Nobelprisen i kemi.

Vinderne, de to amerikanere Eric Betzig og William Moerner og tyskeren Stefan Hell, har med opfindelsen af to forskellige metoder gjort det muligt at se langt mindre objekter, end man før troede muligt, ved hjælp af nanoskopi.

Nanoskopi bruges til at se på mindre bestanddele end mikroskopi, og de tre forskeres opfindelser, har ifølge professor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet, Bo Wegge Laursen, rykket ved, hvad man troede var muligt.

"Tidligere var det et dogme, at man ikke kunne se noget, der var mindre end halvdelen af lysets bølgelængde. Omkring 200 nanometer. De har rykket grænsen for hvad man kan se, og det har specielt haft stor betydning inden for molekylær biologi og medicinsk forskning," siger han om de tre vindere.

200 nanometer er nogenlunde det samme som bredden af et bakterie. Til sammenligning er et menneskehår cirka 100 mikrometer bredt, 500 gange bredere end et bakterie.

"Det er et konceptuelt gennembrud. Mikroskopi har i århundreder været det mest brugte redskab, og er det stadigvæk. Det, at man har rykket grænsen for hvad man kan se, er afgørende for biologisk og medicinsk forskning," siger Bo Wegge Laursen om de tres opfindelser.

Stimulated emission depletion microscopy hedder metoden som tyske Stefan Hell har udviklet. Mens de amerikanske forskere har arbejdet med single molecule microscopy.

Begge teknikker går ud på at farve de enkelte molekyler med selvlysende farvestoffer, forklarer Bo Wegge Laursen, som er direktør for Nano-science Center på Københavns Universitet.

"Man farver dele af celler, og så har de udviklet forskellige teknikker, der kan måle på det lys, der kommer tilbage, og kan bestemme positionen, hvor det kommer fra. Man kan samle lys op fra et enkelt molekyle og bestemme dets position med meget større nøjagtighed, jeg tror det er helt ned til 8 nanometer, i stedet for de her 200 nanometer."

Stefan Hells metode benytter laserlys, der udsendes i en cirkelform, til at tænde og slukke for molekylernes selvlysende farve.

"Det slukker for de molekyler, der ligger udenfor, og så ser man kun lyset fra molekylerne i midten, som er et mindre areal. Så kan man flytte laserstrålen rundt og lave et kort, og på den måde finde ud af hvad man kigger på," forklarer Bo Wegge Laursen.

William Moerner og Eric Betzigs metoder kræver lidt længere tid.

"I den anden metode, der farver man også det hele, men de fleste molekyler er i en slukket tilstand. De bliver tilfældigt tændt og slukket, og så man samler data op længe, og rekonstruere det ved at lægge billederne ovenpå hindanden," forklarer Bo Wegge Laursen om metoden.

Begge metoder bliver brugt til forskning i, hvad der sker i menneskers celler.

"Det er noget, man bruger flere og flere steder. Først og fremmest til at lære med større nøjagtighed, hvad der foregår inde i vores celler. Det er meget medicinsk relateret," siger Bo Wegge Laursen.

Han påpeger, at det inden for medicinsk forskning kan være vigtigt at vide, hvor et bestemt protein helt bevæger sig hen, eller hvor det præcist sidder i en celle.